EU-Koordination

J.nr. DEP-234-00012

Ref. japed

Den 11. februar 2009

 

 

 

 

NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG

 

Forslag til kommissionsdirektiv om optagelse af aktivstofferne difenacoum på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebe­skyt­tel­sesmidler.

 

Hvis forslaget vedtages betyder det, at aktivstofferne difenacoum optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

 

Forslaget om difenacoum forventes at komme til afstemning i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 26. februar 2009. Det skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

Da stoffet har været på markedet i EU før den 26. juli 1993, er baggrunden for forslagene direktivets artikel 8, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 26. juli 1993 skal vurderes.

 

Stoffet er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Kommissionen eller i arbejdsgrupper under EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerheds Autoritet), hvor alle landes pesticidmyndigheder har deltaget.

 

Ifølge udkast til vurderingsrapport, der kommer til at høre til direktivforslagene, har vurderingerne af stoffet ud fra de i bilag IV angivne anvendelsesområder vist, at det kan antages, at stofferne og midlerne indeholdende disse stoffer ikke har uacceptable effekter på sundhed og miljø.

 

Når et aktivstof er optaget på bilag I, er det efterfølgende en national opgave at tage stilling til, om de plantebeskyttelsesmidler, aktivstoffet indgår i, kan godkendes til brug i det pågældende land. Denne stillingtagen skal ske på grundlag af de såkaldte ”ensartede principper” (bilag VI til direktivet) samt den viden om aktivstoffet, der er opnået ved vurderingen.

 

Når medlemsstaterne efterfølgende skal vurdere plantebeskyttelsesmidler indeholdende stofferne, skal der ifølge udkastet til vurderingsrapport for nogle af stofferne tages særligt hensyn til visse risici. Det gælder især risiko for fugle og pattedyr. Det vil endvidere være angivet, at der om nødvendigt skal indføres risikobegrænsende foranstaltninger.

 

Der er ikke godkendt plantebeskyttelsesmidler med difenacoum i Danmark, men der er godkendt en del biocidmidler med difenacoum til bekæmpelse af rotter og mus.

 

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for borgerne og kun marginale konsekvenser for staten. Det er ikke muligt umiddelbart at vurdere konsekvenserne af forslagene for miljøbeskyttelsesniveauet.

 

Der er efter dansk opfattelse ikke vist sikker anvendelse med difenacoum til de i EU ansøgte anvendelsesområder, og Danmark agter derfor ikke at støtte en optagelse af stoffet.