Sammenfatning af indholdet i forslag om lov om aktie- og anpartsselskaber

 

1. Sammenfatning af lovforslagets enkelte kapitler

 

Kapitel 1 - Indledende bestemmelser.

Kapitlet indeholder en række definitionsbestemmelser som konsekvens af, at reglerne for aktie- og anpartsselskaber samles i én lov, og at der derfor er indført en række nye begreber.

 

Der indføres en ny definition af koncernbegrebet, som ligger tæt op ad koncerndefinitionen i årsregnskabsloven og de internationale regnskabsstandarder.

 

Kapitel 2 - Anmeldelse og registrering

Det foreslås, at der fremover som udgangspunkt skal ske digital registrering på selskabsområdet.

 

Det præciseres samtidigt, at hvis et selskab fremover kan benytte nordiske sprog eller engelsk i bestyrelsen og på generalforsamlingen, vil dokumenter også kunne indsendes på disse sprog som dokumentation for vedtagne beslutninger..

 

Kapitel 3 - Stiftelse

Det foreslås, at stiftelsen af et aktieselskab forenkles på linie med, hvad der gælder for anpartsselskaber, således at stiftelsen kan foretages i en arbejdsgang. Kravet om konstituerende generalforsamling og udarbejdelse af tegningslister foreslås ophævet.

 

Med henblik på at det skal være lettere at starte virksomhed for små erhvervsdrivende, foreslås det, at man i forbindelse med elektronisk anmeldelse af en stiftelse kan få overført de registrerede oplysninger til et sæt standardiserede vedtægter. Stifter behøver ikke selv udarbejde et sæt vedtægter.

 

Der bliver mulighed for at beslutte, at stiftelsen af et kapitalselskab først skal have virkning på et senere tidspunkt end ved beslutningen.

 

Det foreslås, at der ikke fremover skal gælde noget krav om et legalt minimum for indskudskapitalen for anpartsselskaber. For aktieselskaber foreslås det nuværende krav om en kapital på 500.000 kr. fastholdt. Selskabets ledelse skal fortsat løbende sikre, at selskabet har et tilstrækkeligt kapitalberedskab.

 

Der gives desuden adgang til at lade tegnet selskabskapital udestå, idet mindst 25 pct. af kapitalen dog skal være indbetalt i selskaber med en kapital over 500.000 kr.

 

Kapitel 4 - Kapitalandele

Det foreslås, at de gældende regler om bl.a. omsættelighedsbegrænsninger, tingslig beskyttelse af rettigheder samt de generelle sikringsakter videreføres. 

 

Der gives derudover mulighed for at udstede stykandele, ligesom der gives udvidede muligheder for at lave stemmeretsforskelle.

 

For at sikre størst mulig gennemsigtighed omkring ejerskab til aktie- og anpartsselskaber foreslÃ¥s det, at offentlighedens adgang til oplysninger herom udvides, sÃ¥ledes at ejeroplysninger om kapitalandele, hvis stemmeret udgør mindst 5 pct. af selskabskapitalens stemmerettigheder eller  mindst 5 pct. af selskabskapitalen, skal fremgÃ¥ af et offentligt register.

 

Kapitel 5 - Indløsning

Det foreslås, at de gældende regler om tvangsindløsning videreføres, men at de præciseres. 

 

Reglerne om amortisation tilpasses de generelle regler om kapitalnedsættelser. 

 

Kapitel 6 - Generalforsamling

Det foreslås, at aktionærrettighedsdirektivet implementeres, hvilket bl.a. indebærer en ændring af reglerne om indkaldelse til generalforsamlingen og kapitalejernes krav om optagelse af emner på dagsordenen.

 

Det foreslås desuden at indføre en registreringsdato for alle aktieselskaber, dvs. en dato der er skæringsdag for, hvem der må deltage og stemme på generalforsamlingen og i hvilket omfang. Derudover foreslås for aktieselskaber en udtrykkelig frist for, hvornår en aktionær har ret til at få et forslag med på dagsordenen til den ordinære generalforsamling.

 

Der indføres mulighed for at give tidsubegrænsede fuldmagter til andre end selskabets ledelse. Med hensyn til selskabets ledelse foreslås det, at begrænsningen på 12 måneder bibeholdes, og at fuldmagten skal være generalforsamlingsspecifik.

 

Endelig foreslås det, at aftaler mellem kapitalejerne ikke er bindende for de beslutninger, der træffes af generalforsamlingen.

 

Kapitel 7 - Selskabets ledelse

Det foreslås at åbne op for, at både aktie- og anpartsselskaber kan vælge frit mellem de ledelsesmodeller, som i dag er kendte i de lande, som Danmark sædvanligvis sammenligner sig med. Det vil fremover være muligt at etablere sig både med en direktion og en bestyrelse som efter gældende ret, men også med en bestyrelse alene eller med en direktion og et tilsynsråd.

 

Kapitel 8 - Medarbejderrepræsentation

Det foreslås, at de gældende regler om medarbejderrepræsentation i vidt omfang videreføres, men at mange af dem fremover skal kunne fraviges i enighed mellem ledelse og medarbejdere.

 

Desuden foreslås det, at et moderselskabs generalforsamling skal kunne træffe beslutning om, at medarbejdere i udenlandske datterselskaber skal kunne deltage i valg til koncernrepræsentation. Danske medarbejdere er altid sikret mindst én koncernrepræsentant og to, hvis de udgør mere end 10 pct. af de medarbejdere, der kan deltage i valget.

 

Kapitel 9 - Revision og granskning  

Det foreslås at videreføre og præcisere de gældende regler om revisors og granskningsmænds mulighed for at få information til brug for deres hverv.

 

Kapitel 10 - Kapitalforhøjelser

Det foreslås at videreføre og præcisere de gældende regler om kapitalforhøjelser. Der gives som noget nyt mulighed for at udstede konvertible obligationer for et beløb, der overstiger halvdelen af selskabskapitalen.

 

Kapitel 11 - Kapitalafgang

Det foreslås, at bemyndigelse til ledelsen til at udbetale ekstraordinært udbytte ikke længere skal fremgå af vedtægterne.

 

I anpartsselskaber skal der ikke være krav om mellembalance ved udbetaling af ekstraordinært udbytte, og i aktieselskaber kan ledelsen selv vurdere, om balancen fra seneste årsrapport kan benyttes som mellembalance.

 

Ledelsen får øget fleksibilitet og mulighed for at fravælge revisors bistand undtagen ved udlodning af udbytte og ved kapitalnedsættelse i værdier.

 

Kreditorernes frist for at gøre deres krav gældende i forbindelse med kapitalnedsættelser foreslås forkortet til 4 uger, som også er fristen ved fusioner og spaltninger.

 

Endelig foreslås kravet om anmeldelse af gennemførelse af kapitalnedsættelser afskaffet, således at disse automatisk gennemføres, hvis ikke det anmeldes, at de ikke skal gennemføres. Ledelsen får særskilt pligt til at foretage anmeldelse, hvis det ikke er forsvarligt at gennemføre kapitalnedsættelsen.

 

Kapitel 12 - Egne kapitalandele

Det foreslås at udnytte EU-direktivernes mulighed for at erhverve egne aktier indenfor de frie reserver, dvs. de samme midler der allerede i dag kan anvendes til udbytte. Dermed ophæves det gældende forbud for anpartsselskaber mod at eje egne anparter, og aktieselskaber får mulighed for at eje egne aktier udover den gældende grænse på 10 pct. af kapitalen.

 

Der er desuden krav om generalforsamlingens godkendelse, og om at købet af egne kapitalandele sker på almindelige markedsbetingelser, dvs. forrentning, kreditvurdering, sikkerhedsstillelse o.l.

 

Kapitel 13 - Økonomisk bistand til erhvervelse af kapitalandele

Det foreslås at udnytte EU-direktivernes mulighed for at erhverve egne aktier indenfor de frie reserver, dvs. de samme midler der allerede i dag kan anvendes til udbytte. Der er desuden krav om generalforsamlingens godkendelse, og om at selvfinansieringen sker på almindelige markedsbetingelser, dvs. forrentning, kreditvurdering, sikkerhedsstillelse o.l.

 

Kapitel 14 - Opløsning

Det foreslås at skærpe den tidligere ledelses pligt til at bistå likvidator samtidig med, at selskabets tidligere revisor kan afsættes.

 

Det bliver muligt at foretage á conto udlodning mod betryggende sikkerhed i forbindelse med en sådan udlodning.   

 

Det foreslås, at reglerne om en særlig selskabs- eller regnskabssagkyndig afskaffes, idet reglerne ikke benyttes i praksis.

 

Kapitel 15 - Fusion og spaltning.

Det foreslås, at kapitalejerne i enighed kan beslutte, at visse dokumenter ikke skal udarbejdes med henblik på at udnytte nogle eksisterende muligheder i EU-direktiverne og give virksomhederne mere fleksible rammer.

 

Der gives desuden mulighed for, at en fusion eller spaltning kan gennemføres straks, hvis kreditorerne er tilstrækkeligt sikrede, og for at fravælge udarbejdelse af en revisorerklæring om, at kreditorerne er tilstrækkeligt sikrede, mod at kreditorerne får ret til at kræve sikkerhed for deres krav.

 

Kapitel 16 - Grænseoverskridende fusioner og spaltninger

Det foreslås at de gældende regler som udgangspunkt videreføres uændret.

 

Kapitel 17- Grænseoverskridende flytning af hjemsted

Det foreslås, at der i dansk selskabslovgivning åbnes op for, at aktieselskaber og anpartsselskaber kan flytte deres hjemsted til og fra Danmark for at give øget fleksibilitet for danske virksomheder, ligesom det vil betyde en fremtidssikring af loven.

 

Der er ved forslaget taget særligt hensyn til minoritetsaktionærer og medarbejdere.

 

Kapitel 18 - Omdannelse

Det foreslås, at de gældende regler om omdannelse videreføres men beskrives mere udførligt.

 

Kapitel 19 - Overtagelsestilbud

Det foreslås, at de gældende regler videreføres

 

Kapitel 20 - Filialer

Der foreslås en lempelse af en række indsendelseskrav for filialer, der er filialer af selskaber med hjemsted i EU.

 

Der bliver desuden mulighed for at genregistrere en filial, der f.eks. er slettet pga. manglende indsendelse af regnskab, hvis det forhold, der har ført til sletningen, ikke længere er til stede.

 

Kapitel 21 - Statslige aktieselskaber

Det foreslås, at de særlige regler for statslige aktieselskaber ændres, således at datterselskaber af statslige aktieselskaber fremover ikke længere skal følge lovens regler om statslige aktieselskaber, samtidig med at moderselskabet skal anlægge en koncernbetragtning ved meddelelse om væsentlige forhold, som kan antages at få betydning for selskabets fremtid, medarbejdere, aktionærer eller kreditorer. Er der tale om et aktieselskab, som har aktier optaget til handel på et reguleret marked, foreslås det, at selskabet fritages for at følge lovens regler for statslige aktieselskaber, men alene følger regelsættet for de børsnoterede selskaber.

 

Kapitel 22 - Partnerselskaber

Det foreslås, at de gældende regler om partnerselskaber videreføres.

 

Kapitel 23 - Erstatning

Det foreslås, at der ikke ændres på den gældende culpanorm, men ledelsens ansvar præciseres i en række tilfælde ved, at der i loven og bemærkningerne indskrives konkrete handlepligter eller forhold, ledelsen bør overveje i konkrete situationer.

 

Der gives mulighed for, at domstolene i en konflikt mellem to aktionærer kan bestemme, at en misbrugende aktionær kan tvinges til at sælge sine kapitalandele. Der har hidtil kun været mulighed for, at den aktionær, som blev ramt af misbruget, kunne kræve sig indløst.

 

Kapitel 24 - Straf

Det foreslås, at de gældende strafbestemmelser i vidt omfang videreføres, men at det sikres, at der er straf for overtrædelse af de bestemmelser, der indeholder konkrete handlepligter.