19. november 2008

 

Ref. TBS

 

J.nr. 1911-0024

 

FINANSTILSYNET

Gl. Kongevej 74 A

1850 Frederiksberg C

 

Tlf            33 55 82 82

Fax          33 55 82 00

CVR-nr    10 59 81 84

[email protected]

www.finanstilsynet.dk

 

 

 

økonomi- og

erhvervsministeriet

 

 
Lovforslag i høring

 

 

 

 

 

 

 

 

Hermed sendes udkast til et lovforslag i høring. Det drejer sig om:

 

Forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger og forskellige andre love (Lempelse af Finanstilsynets tavshedspligt i forbindelse med krisehåndtering og deltagelse i internationalt tilsynssamarbejde, vurdering af erhvervelser af kapitalandele i finansielle virksomheder og regler om forskelsbehandling på baggrund af køn i forbindelse med forsikringer m.v.).

 

Vi er interesseret i at høre Deres bemærkninger til forslaget, før lovforslaget skal behandles i Folketinget. Vi skal derfor anmode om at modtage eventuelle bemærkninger til lovforslaget senest den 26. november 2008 kl. 12.00.

 

Bemærkninger bedes sendt enten pr. post til Juridisk kontor, Finanstilsynet, Gl. Kongevej 74 A, 1850 Frederiksberg C, eller pr. e-mail til [email protected].

 

Lovforslaget indeholder for det første ændringer til Finanstilsynets tavshedspligt. Formål hermed er at muliggøre en effektiv og smidig krisehåndtering af finansielle virksomheder m.v. Herudover er formålet at forbedre Finanstilsynets muligheder for deltagelse i det internationale tilsynsarbejde gennem deltagelse i arbejdet i – og herunder videregivelse af fortrolige oplysninger til – internationale tilsynsorganer.

Herudover foreslås øget information til aktionærerne i et pengeinstitut i forbindelse med tvangsindløsning af deres aktier i instituttet i medfør af reglerne i lov om finansiel virksomhed, samt en pligt for Finanstilsynet til at udarbejde og offentliggøre særlige redegørelser for forløbet, når finansielle virksomheder m.v. er gået konkurs og staten har ydet garanti eller stillet midler til rådighed.

Formålet med lovforslaget er derudover bl.a. at styrke retssikkerheden for juridiske og fysiske personer, der påtænker at erhverve en kapitalandel i en finansiel virksomhed. Lovforslaget uddyber reglerne for vurderingen af, om den påtænkte erhvervelse kan godkendes. Forslaget gennemfører det såkaldte kapitalandelsdirektiv.

Med henblik på at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder har lovforslaget til formål at forbyde forskelsbehandling på baggrund af køn ved beregning af præmier og ydelser i forbindelse med tegning af skadesforsikringer eller private livsforsikringer, medmindre anvendelsen af køn er en afgørende faktor ved risikovurderingen.

Endelig indeholder lovforslaget ændringer til lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v. i forhold til definitionen af pengemarkedsinstrumenter.

 

Lovforslaget forventes fremsat den 12. december 2008.

 

Spørgsmål til lovforslaget kan rettes til specialkonsulent Viola Hald på tlf. 33 55 83 24 eller fuldmægtig Troels Bay Simonsen på tlf. 33 55 82 50.

 

Med venlig hilsen

 

 

Troels Bay Simonsen

Fuldmægtig