30. marts 2009
|
KONKURRENCESTYRELSEN
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET |
|
|
Konkurrencestyrelsens analyse af fødevareprisernes udvikling efter faldet i råvarepriserne
Konkurrencestyrelsen offentliggjorde i oktober 2008 en undersøgelse af stigningerne i fødevarepriserne med fokus på brød og mælk. Undersøgelsen blev fremsendt til Erhvervsudvalget 8. oktober 2008 (alm. del bilag 6).
Konkurrencestyrelsen tilkendegav i forbindelse med offentliggørelsen, at styrelsen ville følge udviklingen i fødevarepriserne.
Siden er råvarepriserne faldet i forhold til niveauet i første halvår 2008. Det seneste år er prisen på brødhvede således samlet faldet ca. 40 pct., mens priserne på råmælk er faldet ca. 30 pct.
Forbrugerpriserne på brød og mælk er ifølge Danmarks Statistik imidlertid ikke faldet nævneværdigt frem til februar 2009.
Det har givet anledning til, at Konkurrencestyrelsen har iværksat en ny undersøgelse af prisudviklingen på brød og mælk, der skal afdække, hvorfor forbrugerpriserne ikke er faldet.
Resultaterne af undersøgelsen forventes offentliggjort inden sommerferien. Udvalget vil i denne forbindelse blive orienteret om resultaterne.
Konkurrencestyrelsen har udsendt en pressemeddelelse om iværksættelsen af undersøgelsen. Pressemeddelelsen vedlægges i kopi.