Referat – uddrag af Beskæftigelsesministeriets referat til Folketingets Europaudvalg

 

Rådsmøde (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik - søtransport) den 16. – 17. december 2008

 

Forslag til direktiv om iværksættelse af den aftale, der er indgået mellem ECSA og ETF om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006, og om ændring af direktiv 1999/63/EF – politisk enighed

Kommissær Spidla lagde vægt på parternes rolle i forløbet og fandt, at aftalen understregede en vigtig erkendelse af sammenhæng mellem sociale kontrakter/ansættelsesforhold og effektivitet.

 

Der var enkelte indlæg, hvori landene kvitterede for forslaget og parternes indsats. DK fandt det afgørende, at det foreliggende forslag ikke ændrede i parternes aftale, hvilket formanden bekræftede, at det ikke gjorde. Herefter konkluderede formanden, at der var enighed om forslaget og en løsning i første læsning.