|
|
|
Statsminister Anders Fogh Rasmussen Statsministeriet Prins Jørgens Gård 11 1218 København K |
||
2. december 2008 |
Kære Anders Fogh Rasmussen,
Vi skriver til dig for at opfordre dig til at skrue ambitionsniveauet op, når der er Europæisk Rådsmøde om EU’s klima- og energipakke d. 11-12. december. Diskussionen vil foregå samtidig med FN-forhandlingerne i Poznan, og hele verdens øjne vil hvile på EU og forhandlingerne om pakken for at se, om EU lever op til sit ansvar som en global leder i kampen mod klimaforandringerne. Det er også en oplagt lejlighed til at sætte handling bag din vision om Danmark som et grønt vækstcentrum. Det kan kun være i Danmarks interesse, at EU’s klima og energipakke bliver så ambitiøs som overhovedet muligt.
Den seneste udvikling i diskussionerne om pakken i Rådet viser imidlertid, at det går den helt forkerte vej. Vi vil derfor opfordre dig til at kæmpe for, at ambitionsniveauet løftes betydeligt.
Det er afgørende, at der holdes fast i dobbeltbeslutningen fra Det Europæiske Råds møde i marts sidste år, og at det fremgår af den juridiske tekst. Det vil være ødelæggende for EU’s troværdighed i de internationale klimaforhandlinger, hvis der kan rejses tvivl om, hvorvidt EU virkelig er villig til at reducere sine drivhusgasudslip med 30 procent i tilfælde af en international aftale.
Vi vil kraftigt opfordre dig til at melde utvetydigt ud, at Danmark støtter den automatiske opjustering til 30 procent.
Det er ligeledes ødelæggende for EU's troværdighed, hvis ikke langt størstedelen af reduktionerne finder sted på hjemmebane. Det er derfor med stærk bekymring, at vi ser at Rådet har forslået at 65 procent af indsatsen i den ikke-kvote belagte sektor kan klares ved hjælp af kreditkøb, endda uden at ville hæve kvalitetskriterierne for CDM-projekterne.
Vi vil opfordre dig til at sadle om og arbejde for at reducere mængden af kreditter både i kvotesektoren og den ikke-kvotebelagte sektor.
Visionen om et grønt samfund nås ikke ved at købe kreditter i udlandet, men kun ved at gennemføre reduktioner hjemme. Det vil også stimulere arbejdspladser og konkurrenceevnen hos danske virksomheder.
Mange lande presser på for at undtage dele af elsektoren fra aktionering og dermed udvande kommissionen og parlamentets forslag om, at alle udledningstilladelser i 2013 skal aktioneres.
Dette krav er en fundamental og ufravigelig del af pakken. Kravet vil betyde, at enhver udledning af CO2 kommer til at koste, og det vil få stor effekt på beslutninger om fremtidige investeringer og dermed bane vej for opfyldelse af målet om 20 procent vedvarende energi i EU i 2020.
Vi vil opfordre dig til, at Danmark fortsætter sin stærke linie og gør det klart, at energisektoren skal undergå 100 procent aktionering fra 2013.
Der er også lande, som ønsker, at en stor del af den energitunge industri skal tildeles flere gratiskvoter for at undgå Carbon Leakage, på trods af at EU-kommissionen vurderer, at det er meget få typer af virksomheder, der reelt vil være konkurrenceudsatte.
Vi vil derfor opfordre dig til fortsat at kæmpe for, at diskussionen om Carbon Leakage baseres på fakta, og at der ikke kan blive tale om rundhåndet uddeling af flere gratis forureningstilladelser.
Â
Mødet vil ogsÃ¥ være en god anledning til at sikre, at provenuet fra salget af forureningstilladelser bliver brugt til klimatiltag bÃ¥de herhjemme og i ulandene. WWF og Dansk industri har i et fælleshøringssvar, som ogsÃ¥ støttes af Folkekirkens Nødhjælp, opfordret regeringen til at arbejde for, at 100 procent af provenuet øremærkes til klimaformÃ¥l fx til udvikling af ny teknologi, omstilling af energiforsyningen og energibesparelser. I sidste ende er det virksomheder og forbrugere, der kommer til at betale for kvoterne, og de kan med god ret forvente, at provenuet anvendes aktivt til at sætte ind over for den globale opvarmning, herunder at realisere visionerne om et grønt, fossilfrit Danmark.Â
Europaparlamentet har foreslået, at halvdelen af provenuet bør gå til ulandene. Vi vil skærpe det til, at mindst halvdelen bør gå til ulandene. Det vil gøre det langt lettere at få ulandene med i en global aftale, fordi de kan se, at EU tager klimaproblemet alvorligt og er villig til at bidrage til den globale klimaindsats, herunder de fattigste landes tilpasning til de klimaforandringer, de ikke har været med til at skabe. Det vil være en alvorlig barriere i forhandlinger om en global klimaaftale, hvis pengene i stedet bruges til skattelettelser, og det vil svække Danmarks legitimitet som værtsland.
Vi vil opfordre dig til at lægge kursen om og i stedet arbejde for, at alle indtægterne fra kvotesalget skal bruges til klimaformål.
Der er yderligere punkter, som vi fra WWF’s side ønsker at betone i forbindelse med mødet i Det Europæiske Råd. Se vedlagte brev fra direktøren, Tony Long for WWF’s Europa-kontor.
Med venlig hilsen
|
|
Gitte Seeberg                                                                 Henrik Stubkjær
Generalsekretær                                                                                   Generalsekretær
WWF Verdensnaturfonden                                                                   Folkekirkens Nødhjælp
CC: Klimaminister Connie Hedegaard