EPU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 300: Henvendelse af 12/5-09 fra Vattenfall A/S om "indsigelser mod forundersøgelse til eventuel CO2-lagring i Jammerbugt kommune"

BILAG 1Hvad er CCS?CCS står for Carbon Capture and Storage – CO2 separation og lagring – og er en tekniksom kan reducere de industrialiserede landes CO2 udslip markant. Også de storeudviklingslande vil kunne drage nytte af denne teknologi som er på et stadie hvor denskal optimeres ved at opføre fuld-skala demonstrationsanlæg. Denne udvikling støtterbl.a. EU ved et CCS demonstrationsprogram på op til 12 anlæg. De enkelte komponenteri et sådant anlæg – separationsanlægget, transport og lagring – er kendt fra andenanvendelse, medens det endnu ikke er afprøvet samlet og i så stor skala. Der er såledesikke tale om en ekstra stor risiko ved disse demonstrationsanlæg, snarere det modsatteidet netop de første anlæg vil blive overvågede særligt omhyggeligt.Det er hensigten at separationsanlægget på Nordjyllandsværket i Aalborg skal rense CO2ud af røggassen efter forbrændingen af kul. Ved denne proces kan CO2-udslippetreduceres med over 90%. Der arbejder for tiden på at tilsætte mellem 10 og 30%biomasse til kullet – det vil reducere forbruget af kul og gøre værket til det første somskaber negativt CO2-udslip.

Hvordan lagres CO2 i undergrunden?Når CO2 er renset ud af røggassen komprimeres det til det er flydende (ca 70 atmosfæreved stuetemperatur). Det sendes gennem en rørledning til et egnet geologisk lager som fxden struktur der findes i undergrunden ved Vedsted. Sådan en struktur skal bestå af eteller flere porøse sandlag – hvori CO2 kan lagres - samt uigennemtrængelige lerlag somen kuppel over lagret. I sandets porer er der saltvand og når CO2 pumpes ned iundergrunden presses saltvandet ud til siderne og både saltvand og og sandstenene i etstort område presses lidt sammen efterhånden som trykket stiger. Det er naturligvisvigtigt at lagene og den geologiske struktur er egnet til lagringen og kan holde tiltrykopbygningen. Det er dette Vattenfall er i gang med at undersøge med seismik ogsenere med boringer, før det kan besluttes om strukturen er velegnet til lagring.I det følgende bruges samme nummerering som i den af lodsejerne anvendte skrivelse fraDr. Bossel.1.Lagring af naturgas og CO2 foregår i porene mellem kornene på porøse sten(sandsten, kalk m.fl.). Disse porer kan udgøre 20 – 30% af en stens volumen oggiver derfor basis for at lagre meget store mængder CO2 i dybtliggende sandlag. IDanmark kendes 11 geologiske strukturer som med fordel ville kunne anvendestil lagring af CO2. Fra de mange naturgaslagre ved man at saltvandet isandstenens porer kan presses ud og til siderne uden at blive presset op modoverfalden. Vi har ikke kendskab til steder hvor saltvand er blevet presset op iforbindelse med gaslagring. Rundt omkring i Europa findes der steder hvor CO2kommer op til overfladen. Dette sker altid i forbindelse med aktive vulkaner oglagring af CO2 vil ikke være relevant i sådanne ustabile områder. Kendte CO2-kilder er Perrier i Frankrig og Gerolsteiner i Tyskland. Denne form for’kildevand’ vil ikke kunne forekomme fra et velundersøgt CO2 lager.Opløseligheden af CO2 i vand er godt 5% i en dybde på 1-2 km og vedtemperaturer mellem 40 og 80 grader. Opløseligheden stiger med trykket, menfalder med temperaturen. Ved almindelige stuebetingelser (20 grader og 1atmosfære) er opløseligheden under 1% - det er derfor en øl eller sodavand bliver’flad’ når den bliver varm. CO2 som pumpes ned i et dybtliggende underjordisklager vil blive blandet op med store mængder saltvand og vil med tiden bliveopløst i saltvandet – dette CO2-mættede saltvand bliver lidt tungere end detøvrige saltvand og vil derfor synke nedad. På Sleipner Feltet i Norge, hvor mansiden 1996 har lagret 1 million tons CO2 om året i et sandlag, viser beregninger atca 15% af CO2’en er opløst efter 10 års nedpumpning.For at lagre CO2 i undergrunden er det nødvendigt at bringe den på flydendeform. Dette gøres ved at sætte den under tryk – og det nødvendige tryk på 70-80atmosfære findes i dybder på 700 – 800 meter nede i undergrunden (dvs at hvisman måler trykket af saltvandet i stenenes porer i disse dybder får man altså 70-80atmosfærer). Denne komprimering gør at CO2’en kun fylder en brøkdel af hvadden fylder som luftart. Fra denne dybde og dybere vil CO2 være flydende. Man

kan til for eksempel skibstransport vælge at køle CO2’en, så skal der kun 15-20atmosfæres tryk til at gøre den flydende.Lagring af CO2 vil – i lighed med lagring af naturgas – kunne ske i porøse stensom fx sandsten eller kalk. Kun i meget specielle tilfælde bruges underjordiske’huler’ kaldet kaverner til lagring af naturgas. Det sker bla ved Lille Torup. Der eringen mening i at tale om lagring i sådanne kaverner – dette viser blot etmanglende kendskab til geologiske forhold. Blot i Danmark er der i forbindelsemed et EU forskningsprojekt (GESTO projektet, GEUS 2005) identificeret 11mulige lagringsstrukturer i Danmark med en skønnet lagringskapacitet på 16milliarder tons svarende til produktionen af CO2 fra landets kraftværker og andrestore punktkilder i 575 år.CCS koster energi, især til røgrensning og komprimering af CO2 til flydendeform. Nordjyllandsværket er et meget effektivt kraftværk, måske det mesteffektive kulkraftværk i verden, idet det udnytter 47% af energien når derproduceres el og mere end 90% når fjernvarmen regnes med. Meget fåenergianlæg har så høj en udnyttelse af energien. Når CCS anlægget er monteretventes effektiviteten for elektricitet at være ca 38% - stadig med effektivitet somligger noget over gennemsnittes af EU’s kulkraftværker. Med tilsætning afbiomasse vil værket kunne reducer forbruget af kul samt rense mere end 90% afden CO2 som skabes ved at afbrænde biomasse. Nordjyllandsværket har derforudsigt til at blive verdens første ’CO2-negative’ kraftværk som er i stand til attappe luften for CO2.På europæisk plan er det årlige udslip af CO2 fra afbrænding af fossile brændsler3-4 milliarder tons, kun overgået af Kina og USA. Danmark bidrager med ca 60millioner tons på årsbasis. Mellem 40 og 60% af de enkelte landes udslip stammerfra kraftværker og andre store punktkilder som raffinaderier, cement- oggødningsproduktion, stålværker mv. Skibs- og luftfart er ikke medregnet. ForEuropa skønnes det at CCS vil kunne levere CO2 reduktioner på mellem 1 og 2milliarder tons om året i perioden 2030 – 2050 (iflg. EU TeknologiplatformenZero Emission Power og NGO’en Bellona). I et EU forskningsprojekt som erafsluttet i 2008 skønnes Europas lagringskapacitet til at være mellem 100 og 300milliarder tons CO2 i porøse saltvandsholdige geologiske lagre. Det årlige CO2-udslip fra store industrikilder er i samme studie opgjort til ca 2 milliarder tons prår.Både EU og det Internationale Energiagentur (IEA) har som følge af rapporternefra FN’s Klimapanel (IGGC) understeget behovet for hurtig og omfattendehandling for at imødegå klimaændringerne og søge at holde den globaletemperaturstigning under 2 grader. CCS skal betragtes som et vigtigt supplementtil de øvrige virkemidler: energieffektivisering og forøget brug af vedvarendeenergikilder. CCS kan bidrage med meget store reduktioner og udviklingen afteknologien er nu på et stade hvor EU sigter på at have op til 12demonstrationsanlæg i drift i 2015, således at kommercielle CCS anlæg vil væretil rådighed i 2020.

Lagring af CO2 i undergrunden kræver en vis indsigt i geologiske og kemiskeforhold. Når CO2 pumpes ned i et underjordisk geologisk lager vil det i førsteomgang bestå af flydende, komprimeret CO2 fra værket. Når CO2’en strømmergennem porerne i sandstenen vil noget af CO2 blive ’fanget’ i de mindste afporerne (svarede til, at når man vrider en badesvamp, så kan man få vandet ud afde store porer, men svampen er stadig våd af vand som sidder i de små porer).Desuden vil CO2’en på sin vej gennem porerne komme i kontakt med og bliveopløst i det saltvand som allerede var i porerne. FN’s Klimapanel regner med atdisse to effekter vil udgøre omtrent halvdelen af den lagrede CO2 efter 10 år, ogstigende med tiden. En mindre del af CO2 vil indgå i kemiske forbindelser ogdanne nye mineraler og dette vil på meget langt sigt bidrage til at binde mere ogmere CO2. Hvor meget af den lagrede CO2 som indgår i mineraler afhænger aflagerets sammensætning – ren sandsten giver næsten ingen mineraler medens ensandsten med feldspat, glimmer og muslingeskaller vil kunne give anledning tilmange nye mineraler. De tre mekanismer – fastholdelse i små porer, opløsning ogmineralisering – øger med tiden lagret effektivitet og sikkerhed.Deponering af radioaktivt affald er ganske rigtigt et stort problem og det er sværtat finde egnede deponier. At sammenligne CO2 lagring med deponering afradioaktivt affald er ikke relevant og afslører en grundlæggende mangel på indsigti de to emner. Vi er i det daglige omgivet af CO2 i forskellige former og det er enaf bestanddelene i forbrænding/nedbrydning af organisk materiale – og en naturligbestanddel af vor egen udåndingsluft. Problemet med CO2 er at der er alt formeget af det og det forstyrrer den naturlige balance mellem atmosfæren og haveneog resulterer i en forøget drivhuseffekt. CO2 fra afbrænding af fossile brændslersvarer til at tage et stof ud af depot – det er jo naturlige produkter som formillioner af år siden blev begravet i de geologiske lag og dermed taget ud af detnaturlige kulstofkredsløb. CO2 lagring svarer til, at tage energien ud af de fossilebrændsler og sendes CO2 tilbage i ’depotet’ hvor det kom fra. Som det erbeskrevet ovenfor vil CO2 lagret i dybtliggende porøse lag med tiden blive mereog mere stabiliseret, således at mobilisering af lagret CO2 vil være noget nærumuligt med mindre der sker større geologiske begivenheder så som dannelse afnye bjergkæder – noget som ikke kan forventes at ske i Danmark inden for denæste millioner af år.Deponering af CO2 i oceanerne er mulig metode som især Japan i de sidste 25 århar forsket i, idet Japan og en række andre lande ligger i ustabile geologiskeområder. Det er en metode som kræver store havdybder. Hvis CO2 via et rørpumpes ned på 1 til 1.5 kilometers vanddybde kan det opløses i havvandet ogforblive på denne dybde da det bliver lidt tungere end det overliggende vand. Enanden mulig metode er at pumpe ned på større dybde end 3 kilometer hvor renCO2 vil forblive som en samlet ’sø’ på bunden af havet på grund af det store tryk.FN’s Klimapanel (IPCC) har vurderet denne metode i en særlig rapport og iforbindelse med vedtagelsen af CO2 Lagringsdirektivet i EU i april 2009, er detudtrykkeligt nævnt, at CO2 deponering i oceanernes vandmasser ikke er tilladt iEU.

Tværsnit fra GEUS