Til Medlemmerne af

Folketingets Energipolitiske Udvalg

 

 

 

                                                                                                               Stolbro, 30. marts 2009.

 

 

 

 

 

Henvendelse vedr. ændring af varmeforsyningsloven:

 

 

Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme vil stærkt opfordre udvalgets medlemmer til at ophæve varmeforsyningslovens regelsæt for prissætning af biogas.

 

Som loven er udformet, bliver varmeforbrugerne i høj grad begunstiget på bekostning af eksisterende og kommende biogasleverandører. Dette misforhold ødelægger biogasinvestorernes lyst til at udvide eller til at etablere nye biogasanlæg.

 

Brancheforeningen for Decentral Kraftvarmes er overbevist om, at gasmarkedet nu er så udviklet, at der ikke er behov for regulering på de værker, der har adgang til såvel naturgas som biogas. 

 

Hvor et kraftvarmeværk udelukkende modtager biogas, kan naturgasprisen anvendes som referencepris/substitutionspris. Kraftvarmeværket vil kunne forhandle biogas på en form for markedsvilkår ved at lade prisen relatere til naturgasprisen reguleret med xxx antal ører pr. Nm3 efter de lokale forhold, der måtte være.

 

Varmeforsyningslovens bestemmelse om omkostningsbestemt pris bør ophæves. Den giver ikke motivation til effektivisering af biogasanlæg og lægger en massiv dæmper på lysten til at investere i nye anlæg.

Derved modarbejder varmeforsyningsloven hensigten med den energipolitiske aftale af 21. februar 2008 om forhøjelse af afregningspriserne på biogas-el med henblik på udbygning af biogassektoren.  

 

 

 

 

 

 

 

 

I notat af 19. december 2008 om prisregulering af biogas redegør Energistyrelsen for det asymmetriske forhold mellem biogasproduktion og varmeforsyningslov.

 

Af notatet fremgår:

 

Hvis gældende regulering (varmeforsyningsloven) ikke ændres, vil biogasleverandører, som eksempelvis Ribe Biogas A/S, ikke eller kun i begrænset omfang få glæde af den forhøjede elafregningspris for biogas. Forhøjelsen vil således ikke forstærke disse værkers incitament til udvidelser og øget produktion. Tilsvarende vil det vanskeliggøre realiseringen af helt nye biogasprojekter, idet de kommende biogasselskaber i så fald ikke vil kunne forlade sig på, at en kontrakt om levering af biogas til konkurrencedygtig substitutionspris f.eks. i forhold til naturgas kan påregnes overholdt for den periode, den er indgået, idet den kan blive tilsidesat ved en afgørelse i Energitilsynet.

 

Problemstillingen kan også udtrykkes som følger: Varmeværket kan i dag få Energitilsynets opbakning til, at afregningsprisen skal være den laveste at to mulige, - enten substitutionspris i forhold til referencebrændsel (typisk naturgas) eller omkostningsbestemt pris. En biogasinvestor, som løber en risiko ved sin investering, kan således godt ”få lov” til at lide tab, hvis det ad åre viser sig, at en investering baseret på salg af gas til et kraftvarmeværk til naturgasbaseret substitutionspris udviklet sig ringere end forventet, hvilket f.eks. kan ske, hvis prisen på naturgas bliver lavere, end investor forudsatte i sit beslutningsgrundlag, eller hvis driftsomkostningerne til biogasproduktionen bliver højere end forudsat. Men hvis prisen på naturgas omvendt bliver højere, eller hvis driftsselskabet bliver bedre til at drive biogasproduktionsvirksomheden end forudsat i beslutningsgrundlaget, kan selskabet ikke ”få lov” til at beholde mere af det overskud, der indtjenes, end, hvad der måtte anses som ”rimeligt”. Regelsættet kan siges at være asymetrisk til gunst for varmeværk og varmeforbrugere og til ugunst for eksisterende og kommende biogasinvestorer.

 

 

Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme er overbevist om, at den af foreningen foreslåede ændring af regelsættet vil fremme både udvidelse af eksisterende biogasanlæg og investering i nye biogasanlæg, så anvendelsen af biogas i kraftvarmesektoren fortsat på en energieffektiv måde kan bidrage til en øget reduktion af CO2.  

 

 

Med venlig hilsen

 

Jens-Ole Aagaard Jensen, formand

 

Helga Moos

 

Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme

Stolbro Gade 16

6430 Nordborg

74 45 81 58                                                                                                              Â