Det Energipolitiske Udvalg |
|
|
|
Til: Dato: |
Folketingets Europaudvalg 23. marts 2009 |
Udtalelse over Kommissionens grønbog om et europæisk energinet, der sikrer forsyningerne, bæredygtigheden og konkurrenceevnen
Europaudvalget opfordrede i brev af 19. januar 2009, jf. EPU alm. del - bilag 129, Det Energipolitiske Udvalg til at behandle Kommissionens grønbog om et europæisk energinet, der sikrer forsyningerne, bæredygtigheden og konkurrenceevnen, KOM (2008) 782, og til på baggrund heraf at komme med en udtalelse/indstilling til Europaudvalget med henblik på, at der kan afgives et høringssvar til Kommissionen.
Energiudvalget har behandlet sagen på 2 møder.
Udvalget udtaler herefter:
Indledningsvis vil vi gerne takke for Kommissionens grønbog om et europæisk energinet, der sikrer forsyningerne, bæredygtigheden og konkurrenceevnen, og invitationen til at kommentere denne.
Vi er enige i påpegningen – i indledningen og siden hen i grønbogen – af, at energinettene er af stor betydning for realisering af EU’s klima- og energipolitik. Det gælder 20-20-20 (30) målsætningerne i 2020 og den videregående indsats, der vil være nødvendig for at sikre EU’s mål om, at den globale opvarmning holdes under 2º C i dette århundrede.
Vi vil i denne forbindelse især pege på betydningen af, at arbejdet med at udforme regionale strategier – som f.eks. det igangværende arbejde for havvind og eltransmission i Nordsøen og Østersøen – fortsættes, styrkes og konkretiseres. Arbejdet kan få stor betydning for den nødvendige involvering af de enkelte lande i arbejdet med at realisere 20-20-20(30) målsætningerne. I grønbogen peges på en række andre regionale strategier, som vi finder både relevante og interessante. Vi vil i denne forbindelse især pege på behovet for, at arbejdet med energinet i Middelhavsområdet konkretiseres, så det fremgår tydeligere, hvilke potentialer der er i udbygning af henholdsvis elinfrastrukturen (f.eks. i forbindelse med udbygningen på sigt med solenergi) og gasinfrastrukturen.
I den 2. strategiske energiredegørelse (bilaget til redegørelsen) peges der på, at realiseringen af EU’s 20-20-20 (30) målsætning vil føre til et svagt fald i importen af naturgas til EU – under forudsætning af en oliepris på 100 US dollar pr. tønde. Dette står umiddelbart i modsætning til, at der i grønbogen peges på, at energiimporten under alle omstændigheder forventes at stige. Vi vil på baggrund heraf opfordre Kommissionen til at analysere behovet for import og økonomien i de omtalte udbygninger af gasinfrastrukturen (herunder LNG-terminaler) nærmere, så der udformes et solidt grundlag for de forskellige parters stillingtagen til, hvor der især er behov for at udbygge og vedligeholde gasinfrastrukturen.
Endelig ønsker vi at påpege behovet for, at der også udarbejdes strategier for udbygningen med varmeinfrastruktur. En meget stor del af EU-landenes elproduktion er baseret på kondensproduktion, hvor den producerede varme ikke anvendes til fjernvarme. Dette ser også ud til at være tilfældet for mange af planerne for ny elproduktionskapacitet. En øget anvendelse af kraft-varme vil kunne hjælpe de fleste EU-lande godt på vej til at realisere EU’s effektivitetsmålsætninger gennem bedre udnyttelse af den producerede energi, fordi det fører til mindre kondensdrift.
Med venlig hilsen
Jens Kirk,
udvalgsformand