grundnotat

20. marts 2009

J.nr. 2504/1224-0007

 

 

 

 

Grundnotat om forslag fra EU-kommissionen om forordning der implementerer direktiv 2005/32/EF med hensyn til at fastlægge eco-designkrav til cirkulationspumper

 

KOM nr. (foreligger ikke), af [dato]

 

1. Resumé

Kommissionen har den 6. marts 2009 fremsendt forslag til forordning om fastlæggelse af Eco-designkrav til cirkulationspumper. Forslaget er et led i udmøntningen af Eco-designdirektivet, som er et rammedirektiv, der har til formål at reducere energiforbruget i energiforbrugende produkter. Forslaget kommer til afstemning den 27. marts 2009 i en komité efter forskriftsprocedure med kontrol. Det fremlagte forslag sætter grænser for cirkulationspumpers maksimale energiforbrug. Forslaget vurderes at have positive energi- og klimamæssige konsekvenser. Forslaget vurderes ikke at berøre statsfinanserne. Det vurderes at have en positiv effekt på samfundsøkonomien og forventes ikke at udgøre en væsentlig ekstra byrde for erhvervslivet. Regeringen er generelt positiv overfor Kommissionens forslag og agter derfor at stemme for forslaget.

 

2. Baggrund

EU-Kommissionen har den 6. marts 2009 fremsendt et forslag til forordning om eco-designkrav til cirkulationspumper, som markedsføres i EU. Forordningen sætter grænser for cirkulationspumpernes maksimale elforbrug.

 

Forslaget kommer til afstemning den 27. marts 2009.

 

I dag findes der ikke lovgivning omkring hverken energieffektivitet eller energimærkning af cirkulationspumper. Den europæiske brancheorganisation, Europump, har dog for nogle år siden etableret en frivillig mærkningsordning for cirkulationspumper.

 

3. Hjemmelsgrundlag

Forordningen har hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter (Eco-designdirektivet) specielt artikel 15. Eco-designdirektivet er baseret på Traktatens artikel 95 (indre marked). Forordningen er et led i rækken af gennemførelsesforanstaltninger under Eco-designdirektivet.

 

Forslaget behandles i en komité efter forskriftsprocedure med kontrol jf. bestemmelserne i artikel 5a stk. 1-4 og art. 7 i afgørelse 1999/468/EF.

 

4. Nærhedsprincippet

Forslaget til forordning er et led i udfyldelsen af Eco-designdirektivet og stiller krav til de cirkulationspumper, der er omfattet af udkastets definition.

 

Hvis de enkelte medlemslande fastsætter nationale krav til de pågældende produkter, vil der være risiko for forskelligartede nationale bestemmelser og procedurer, som ikke stemmer overens på tværs af landegrænserne i EU. Dette vil resultere i barrierer for varernes fri bevægelighed inden for Fællesskabet og unødige omkostninger for erhvervslivet. Sådanne regler må derfor have det samme indhold i Fællesskabet. I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør tiltag inden for området derfor gennemføres på fællesskabsniveau.

 

5. Formål og indhold

Forslaget har til formål at begrænse energiforbruget ved at sætte minimumskrav til cirkulationspumpers energieffektivitet. Forslaget omfatter cirkulationspumper til brug i centrale varmesystemer, som yder en effekt på 1 - 2500 Watt. I praksis betyder det, at cirkulationspumper i alle størrelser er omfattet.

 

Cirkulationspumper er vandpumper, som primært bruges til at cirkulere vand i centralvarmesystemer, men som også kan anvendes til at cirkulere brugsvand og vand til køling. Anvendelsen til cirkulation af centralvarmevand er den mest udbredte, og forslaget omfatter først og fremmest cirkulationspumper til dette formål. Der skelnes mellem to typer af cirkulationspumper: Separate cirkulationspumper, som er adskilte fra den kedel, som producerer varmen, og som sælges uafhængigt af kedlen, og kedelintegrerede cirkulationspumper, som er integreret med kedlen i en ”unit”, og som derfor sælges sammen med kedlen. Forslaget omfatter både separate og kedelintegrerede cirkulationspumper, og kravene er de samme. Dog er der en overgangsordning frem til 2018 for udskiftning af kedelintegrerede cirkulationspumper, som er markedsført første gang før 2015.

 

Den europæiske brancheforening, Europump, har igennem en årrække haft en frivillig mærkningsordning for separate cirkulationspumper, hvor pumperne mærkes med A-G efter deres energieffektivitet. Europump støtter, at den frivillige energimærkningsordning afløses af obligatoriske minimumskrav i henhold til Eco-designdirektivet.

 

Europump har udarbejdet en metode til beregning af energieffektiviteten af separate cirkulationspumper, hvorefter cirkulationspumpers energieffektivitet angives med et energieffektivitetsindeks, EEI, som beregnes på grundlag af et vejet gennemsnit af den pågældende cirkulationspumpes energiforbrug ved forskellige belastninger divideret med en referenceværdi. Referenceværdien er et gennemsnitligt energiforbrug af samtlige pumper på det europæiske marked i samme størrelsesklasse. Jo lavere EEI-værdi, jo bedre energieffektivitet har den pågældende cirkulationspumpe.

 

Den teoretisk set bedst opnåelige EEI-værdi er 0,11. Et EEI på 0,27 svarer til mærkningsgruppe A i Europumps nuværende frivillige mærkningsordning for separate cirkulationspumper. På det europæiske marked er salget af A-pumper under 7 pct. af det totale salg. For at opnå A-mærket vil det for en lang række europæiske producenter være nødvendigt at gennemføre meget store forbedringer i deres produkter, og for EU at gå fra en omsætning på under 7 pct. til 100 pct. på mindre end 4 år (jf. nedenfor). Trin 2 vil desuden for de fleste europæiske producenter indebære et teknologiskift.

 

Kommissionen foreslår energieffektivitetskravene indført i to trin.

 

Trin 1: fra 1. januar 2013

EEI-værdien må højst være 0,27

Trin 2: fra 1. januar 2015

EEI-værdien må højst være 0,23

 

Ændringen af energieffektiviteten fra 0,27 til 0,23 svarer til en forbedring på omkring 30 pct. Det vil kræve optimering og komponentforbedringer.

 

Informationskrav

Forslaget indeholder desuden krav om at cirkulationspumpens EEI-værdi fra begyndelsen af trin 1 skal være angivet på selve cirkulationspumpen, på emballagen, i den tekniske dokumentation og på en frit tilgængelig hjemmeside, som producenten skal oprette. Desuden skal benchmark for den pågældende pumpe-størrelse angives i den tekniske dokumentation og på hjemmesiden.

 

Revision

Senest otte år efter vedtagelsens ikrafttræden, dvs. i 2017, skal Kommissionen revurdere forordningen i lyset af den teknologiske udvikling.

 

6. Europa-Parlamentets udtalelser

Parlamentet vil i overensstemmelse med den valgte komité-procedure udtale sig, efter at komitéen har stemt om forslaget.

 

7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor

Der eksisterer ingen danske lovkrav til cirkulationspumpers energieffektivitet.

 

Forslaget til forordning vil, hvis den vedtages i ovennævnte komité, samt af Rådet og Europaparlamentet, være direkte gældende i Danmark og skal ikke implementeres i dansk lovgivning.

 

8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget vil på statsligt niveau medføre omkostninger til markedsovervågning og –kontrol mv. Omkostningerne dækkes inden for Klima- og Energiministeriets bevillingsmæssige rammer.

 

Forslaget medfører ikke administrative eller økonomiske omkostninger for regioner og kommuner.

 

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Producenter af produkter, der er omfattet af dette forslag, skal dokumentere, at deres produkter overholder forslagets bestemmelser. Dette vurderes imidlertid ikke at udgøre en væsentlig ekstra byrde i forhold til de dokumentations- og informationskrav, producenter af cirkulationspumper allerede er omfattet af.

 

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Som følge af reduktionen i det samlede danske elforbrug jf. nedenfor skønnes forslaget at have positive samfundsøkonomiske konsekvenser. Eventuelle prisstigninger på cirkulationspumper, som følger af producenternes meromkostninger til udvikling og produktion af pumper med lavere elforbrug, der påføres forbrugerne gennem prisforhøjelser, vil, ifølge de analyser som EU-Kommissionen har ladet udarbejde, være mindre end de udgiftsmæssige besparelser, der følger af et lavere energiforbrug i cirkulationspumpernes brugsfase.

 

Konsekvenser for miljø og beskyttelsesniveau

Forslaget om energieffektivitetskrav til cirkulationspumper vurderes at have en positiv effekt på miljøet og beskyttelsesniveauet.

 

De foreslåede energieffektivitetskrav er beregnet til at medføre en energibesparelse på ca. 265 GWh/år (giga watt-timer pr. år) i 2020, hvilket svarer til 16 pct. af det nuværende elforbrug til cirkulationspumper. På grund af cirkulationspumpers lange holdbarhed vil energibesparelserne som følge af forslaget først slå fuldt igennem efter 2020. 265 GWh svarer til det årlige elforbrug i 66.000 danske parcelhuse. 

 

9. Høring

Forslaget har været sendt i høring i EU-Specialudvalget for Klima- og Energipolitik. Der er indkommet høringssvar fra Dansk Energi, Dansk Fjernvarme, Verdens Naturfonden (WWF), samt fra en sammenslutning af de grønne NGO’er Energitjenesten, Organisationen for vedvarende Energi, Friends of the Earth Denmark og International Network for Sustainable Energy Europe.

 

Dansk Fjernvarme finder det positivt, at man indfører minimumskrav til cirkulationspumpernes energieffektivitet, men bemærker, at de cirkulationspumper der oftest nyinstalleres i fjernvarmesystemer allerede opfylder minimumskravene.

 

Dansk Energi mener, at eco-designkravene bør fastlægges ambitiøst nu og for en væsentlig længere tidshorisont end det foreslåede, gerne frem til 2030-2050.

 

Dansk Erhverv finder fastlæggelsen af energieffektivitetskrav positivt, men vil pÃ¥pege vigtigheden af, at overgangsperioder og gennemførelsesordninger skal foregÃ¥ med betydelig varslingstid.

 

Organisationen for Vedvarende Energi (OVE), Energitjenesten, NOAH - Friends of the Earth Denmark og International Network for Sustainable Energy har i en fælles kommentar tilkendegivet, at de støtter forslaget, idet kravet til EEI-værdi i trin 2 dog bør være 0,20 i stedet for 0,23 som angivet i forslaget. De pågældende organisationer anbefaler i øvrigt, at forordningen får gyldighed for cirkulationspumper til alle formål og uanset om, de er separate eller kedelintegrerede. Endelig anbefaler organisationerne, at der udover de foreslåede minimums-energieffektivitetskrav indføres en energimærkningsordning med energiklasserne A-G.

 

Verdensnaturfonden (WWF) anbefaler, at regeringen arbejder for, at energieffektivitetskravene indføres allerede i 2011, samt at ambitionsniveauet i trin to øges til værdi 0,18.

 

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen er generelt positiv overfor energieffektivitetskrav til energiforbrugende produkter. Regeringen er positiv overfor det foreliggende forslag til forordning om energieffektivitetskrav til både separate og kedelintegrerede cirkulationspumper i forbindelse med centralvarmeanlæg. I den tidligere udgave af forslaget skulle trin 1 træde i kraft et år tidligere. Henset til den meget hurtige markedstransformation, som forslaget vil medføre, kan regeringen acceptere forslaget i den nuværende form og agter at stemme for forslaget.

 

11. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det forventes, at der fra nogle lande vil være principiel modstand mod, at kedelintegrerede cirkulationspumper omfattes af forslaget, fordi der endnu ikke findes en standard for måling af energieffektivitet for denne type cirkulationspumper. Der forventes desuden at være en række lande, som generelt ønsker kravene lempet, f.eks. gennem længere frister for ikrafttræden af de to trin.

 

12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingests Europaudvalg.