Unfair konkurrence på energispareområdet
– Jeg mener simpelthen, der er tale om grov konkurrenceforvridning, hvor forsyningsselskaberne med penge opkrævet ude hos elkunderne får mulighed for at udkonkurrere andre virksomheder på markedet for energibesparelser.
Så klar i mælet er elinstallatør Arne Holm fra AB-Electric i Kolding, som er rasende over lovgivningen og en ganske bestemt sag fra netop Kolding-området.
En stor industrivirksomhed ønskede at energioptimere sine bygninger. Virksomheden bad så TRE-FOR om at lave en rapport over mulige tiltag og potentialer. TRE-FOR kan blandt andet lave den slags gratis for kunderne, fordi forsyningsselskabet med loven i hånden kan hente pengene via en generel energispareafgift hos alle deres kunder. Med i tilgift fik kunden så også et tilbud fra TRE-FORs affilierede selskab TRE-FOR entreprise, som er en konkurrent til blandt andet de installatører, som arbejder på markedsvilkår.
– Det er jo himmelråbende urimeligt. TRE-FOR opkræver penge hos deres kunder over en kam. Herefter bruger de pengene, som jo i princippet er en offentlig skat/afgift, til at udkonkurrere andre virksomheder. Som installatør kan jeg ikke gå ud og hente en afgift som tilskud til mit arbejde. Hvis AB Electrics Energiafdeling skal lave et energieftersyn og efterfølgende beregne et tilbud, så skal AB enten selv finansiere det, eller kunden skal betale en merudgift, som de allerede har betalt til en gang over deres elregning. I flere tilfælde har AB Electrics Energiafdeling foretaget energieftersyn for kunder og herigennem opnået tilbagebetalingstider på under to år, men det er svært at konkurrere på de vilkår. I princippet er jeg oppe mod en skattefinansieret virksomhed. Det er simpelthen ikke rimeligt, siger Arne Holm og tilføjer:
– TRE-FOR og forsyningsselskaberne har en urimelig konkurrencefordel i forhold til os andre. De kan opkræve en afgift ude hos kunderne, en afgift de efterfølgende kan bruge til at køre deres egne firmaer i stilling og dermed forsøge at udkonkurrere os andre på markedet for energieffektivisering, siger Arne Holm.
Hans harme er ikke rettet mod TRE-FOR, for de udnytter bare loven.
– Jeg er irriteret over, at vi i Danmark har valgt at give forsyningsselskaberne en særstilling, der gør, at det bliver meget vanskeligt at se, hvor det fri marked er henne. Jeg er jo hele tiden oppe mod statsfinansierede konkurrenter, siger Arne Holm.
Kredsformand for Trekantområdets Elinstallatørforening, Sten Jensen bakker helt op om Arne Holm.
– Som systemet er skruet sammen i dag, har forsyningsselskaberne en helt urimelig konkurrencefordel i forhold til os installatører, siger Sten Jensen.
I Arne Holms og Sten Jensens interesseorganisation, TEKNIQ, mener administrerende direktør Niels Jørgen Hansen også, at der er noget galt med den nuværende ordning.
– Eksemplet fra Kolding viser med tydelighed, at forsyningsselskaberne på energieffektiviseringsområdet har nogle helt urimelige konkurrencefordele. Derfor har vi foreslået, at der i forbindelse med omlægningen af energispareindsatsen bliver gennemført nogle betydelige ændringer, så forsyningsselskaberne kommer til at konkurrere med installatørerne på lige vilkår, siger Niels Jørgen Hansen og tilføjer:
Der skal skabes øget konkurrence og gennemsigtighed i energispareindsatsen ved anvendelsen af de midler, som i dag opkræves af forsyningsselskaberne hos forbrugerne til at fremme energibesparelser.
Situationen i dag er, at det alene er el-, naturgas- og fjernvarmeselskaberne,
der har adgang til at omsætte de opkrævede midler til energibesparelser. Der
opkræves i dag cirka 300 mio. kr. hos forbrugerne til at realisere
energibesparelser, og i forbindelse med de mere ambitiøse målsætninger, som
Folketinget har besluttet, vil der skulle opkræves yderligere midler hos
forbrugerne.
Yderligere oplysninger fås hos administrerende direktør i TEKNIQ, Niels Jørgen Hansen, tlf. 4343 6000, formand for Trekantområdets Elinstallatørforening, Sten Jensen, tlf. 76241100 eller Arne Holm fra AB-Electric, tlf. 75 57 27 77.