grundNotat

27. februar 2009

J.nr. 2504/1224-0005

Ref. ANN

 

 

Side 1/5

 

 

Grundnotat om forslag fra EU-kommissionen om forordning der implementerer direktiv 2005/32/EF med hensyn til at fastlægge eco-designkrav til TV

 

KOM nr. (foreligger ikke), af 25. februar 2009

 

1. Resumé

Kommissionen har den 25. februar fremsendt et udkast til forslag til forordning om TV. Forslaget er et led i udmøntningen af Eco-designdirektivet, som er et rammedirektiv, der har til formål at reducere energiforbruget i energiforbrugende produkter. Forslaget forventes sat til afstemning d. 17. marts 2009 i en komité efter forskriftsproceduren med kontrol. Forslaget stiller krav til det maksimale energiforbrug for TV-apparater og TV-skærme. Forslaget vurderes at have positive energi- og klimamæssige konsekvenser, som følge af et lavere energiforbrug i brugsfasen af de berørte produkter. Forslaget vurderes ikke at berøre statsfinanserne, det vurderes at have en lille positiv effekt på samfundsøkonomien og forventes ikke at udgøre en væsentlig ekstra byrde for erhvervslivet. Regeringen er generelt positiv overfor Kommissionens forslag og agter derfor at stemme for forslaget.

 

 

2. Baggrund

EU-Kommissionen har d. 25. februar fremsendt et udkast til forslag til forordning om krav til TV, som markedsføres for første gang på det indre marked. Forordningen stiller krav til det maksimale elforbrug for TV i aktiv og passiv tilstand. Samtidig med denne forordning har Kommissionen fremsat et forslag til direktiv om energimærkning af samme produktgruppe. Der er udarbejdet et særskilt grund- og rammenotat for direktivet om energimærkning.

 

Forslaget forventes at blive sat til afstemning d. 17. marts 2009

 

3. Hjemmelsgrundlag

Forordningen har hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter (Eco-designdirektivet) specielt artikel 15. Eco-designdirektivet er baseret på Traktatens artikel 95 (indre marked). Forordningen er et led i rækken af gennemførelsesforanstaltninger under Eco-designdirektivet.

 

Forslaget behandles i en komité efter forskriftsproceduren med kontrol jf. bestemmelserne i artikel 5a stk. 1-4 og art. 7 i afgørelse 1999/468/EF.

 

 

4. Nærhedsprincippet

Forslaget til forordning er et led i udfyldelsen af Eco-designdirektivet og stiller krav til den type af produkter, der er omfattet af udkastets definition.

 

Hvis de enkelte medlemslande fastsætter nationale krav til de pågældende produkter, vil der være risiko for forskelligartede nationale bestemmelser og procedurer, som ikke stemmer overens på tværs af landegrænserne i EU. Dette vil resultere i barrierer for varernes fri bevægelighed inden for Fællesskabet og unødige omkostninger for erhvervslivet. Sådanne regler må derfor have det samme indhold i Fællesskabet. I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør tiltag inden for området derfor gennemføres på fællesskabsniveau.

 

5. Formål og indhold

Forslaget omfatter TV, som kan opdeles i to undergrupper:

a)      TV-apparater, der kan modtage og afspille TV-signaler, som kan have supplerende ekstrafunktioner som datalagring og/eller afspilning fra DVD, harddiskdrev eller video, og som er i en enkel enhed sammen med skærmen eller i en separat enhed.

b)      TV-skærme, som kan afspille et udsendt videosignal fra en ekstern kilde, som er koblet gennem en standardiseret signalvej, som SCART, HDMI og fremtidige trÃ¥dløse standarder, men som ikke kan modtage og afspille TV-signaler.

 

Forslaget er opdelt i følgende trin:

 

Fra 7. januar 2010

TV’et skal følge de krav, der gælder i forordningen om standbyforbrug (EC n. 1275/2008). Energiforbruget i deaktiveret tilstand og standby-tilstand må ikke overskride 1,0 W, dog 2,0 W hvis apparatet indeholder et display. Apparatet skal have en deaktiveret tilstand og/eller en standbytilstand og/eller en anden tilstand, som overholder kravene til deaktiveret/standby-forbrug. Apparatet skal desuden have en automatisk slukkefunktion, som slukker apparatet efter 4 timer.

 

Ét år efter at forordningen er trådt i kraft

Energiforbruget i aktiv tilstand beregnes efter en matematisk formel, hvor det maksimalt tilladte energiforbrug beregnes som et grundforbrug plus et variabelt forbrug, der er afhængigt af skærmstørrelsen målt i dm2. Generelt tillades TV-apparater et grundforbrug, der er højere end det for TV-skærme. Desuden tillades et tillæg i energiforbrug på 12 pct. for TV med high definition (fuld HD) i forhold til andre skærmopløsninger. Det betyder eksempelvis, at et 42” TV-apparat med fuld HD tillades et maksimalt energiforbrug på ca. 170 W. Til sammenligning bruger et 26” billedrørsfjernsyn ca. 90 W.

 

TV med en forudindstillet menu skal have en indstilling for ’normal hjemmebrug’, som skal være den standardindstilling, som anvendes ved aktivering af TV’et første gang.

 

Lysstyrken for TV’et må i indstillingen for ’normal hjemmebrug’ ikke være mindre end 65 pct. af den maksimale lysstyrke, som TV’et kan have i aktiv tilstand. For TV uden forudindstillet menu må lysstyrken ved levering ikke være mindre end 65 pct. af den maksimale lysstyrke.

 

Der stilles krav om, at leverandøren skal stille informationer til rådighed, som kan dokumentere, at TV’et overholder de fastsatte krav, herunder krav om oplysninger der er relevante ved testning af apparatet. Tolerancen ved testproceduren er 5 pct.

 

To år efter at forordningen er trådt i kraft

Energiforbruget i deaktiveret tilstand og standby-tilstand må ikke overskride 0,5 W, dog 1,0 W hvis apparatet indeholder et display. Apparatet skal have en deaktiveret tilstand og/eller en standbytilstand og/eller en anden tilstand, som overholder kravene til deaktiveret/standby-forbrug.

 

Fra 1. april 2012

Kravet til energiforbruget i aktiv tilstand skærpes ved, at det arealafhængige variable forbrug sænkes og gøres uafhængigt af, om TV’et er med fuld HD. Det maksimalt tilladte energiforbrug for en 42” skærm bliver hermed reduceret med 20-30 pct. i forhold til trin ét, afhængigt af om TV’et er uden eller med fuld HD.

 

 

6. Europa-Parlamentets udtalelser

Parlamentet vil i overensstemmelse med den valgte komité-procedure udtale sig, efter at komitéen har stemt om forslaget.

 

7. Gældende dansk ret og forslagets konsekvenser herfor

Der eksisterer ingen danske regler for det maksimale energiforbrug for TV.

 

Forslaget til forordning vil, hvis den vedtages i ovennævnte komité, samt af Rådet og Europa-Parlamentet, være direkte gældende i Danmark og skal ikke implementeres i dansk lovgivning.

 

8. Forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet eller beskyttelsesniveauet

Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget vil på statsligt niveau medføre omkostninger til markedsovervågning og –kontrol mv. Omkostningerne dækkes inden for Klima- og Energiministeriets bevillingsmæssige rammer.

 

Forslaget medfører ikke administrative eller økonomiske omkostninger for regioner og kommuner.

 

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Producenter af produkter, der er omfattet af dette forslag, skal dokumentere, at deres produkter overholder forslagets bestemmelser. Dette vurderes imidlertid ikke at udgøre en væsentlig ekstra byrde i forhold til de dokumentations- og informationskrav, producenter af elektrisk og elektronisk udstyr, herunder producenter af tv-apparater, allerede er omfattet af.

 

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Som følge af reduktion af det samlede danske energiforbrug skønnes forslaget at have positive samfundsøkonomiske konsekvenser. Eventuelle prisstigninger på produkterne, som følger af producenternes meromkostninger til udvikling og produktion af produkter med lavere elforbrug, vil, ifølge de analyser, som EU-Kommissionens har ladet gennemføre i forarbejderne for eco-designkrav til TV, være mindre end de besparelser, der følger af et lavere energiforbrug i produkternes brugsfase.

 

Konsekvenser for miljø og beskyttelsesniveau

Forslaget stiller krav om energieffektivitet for TV. Gammeldags billedrørsfjernsyn har generelt et lavere energiforbrug end både LCD og plasma-TV, da billedrørsfjernsynene typisk har et mindre skærmareal. Udviklingen går i retning af, at billedrørsfjernsyn i de kommende år vil blive erstattet af fladskærms-TV med en bedre skærmopløsning, samtidig med at forbrugerne vælger TV med en større skærmstørrelse. Ved fremskrivning af denne tendens til 2020 og under forudsætning af at der i alle tilfælde gælder et horisontalt standby-krav på 0,5 W, estimeres besparelserne i energiforbruget i de danske husholdninger at beløbe sig til 259 GWh pr. år, hvilket svarer til det årlige energiforbrug for ca. 65.000 parcelhuse. Der er i denne beregning ikke medtaget eventuelle besparelser, der kan opnås med kravene til TV-skærme (jf. definitionen), da der ikke findes tilstrækkelige data for dette område. TV-skærmenes andel af det samlede energiforbrug vurderes imidlertid at udgøre en mindre andel.

 

9. Høring

Et udkast til forslaget har været sendt i høring i EU-Specialudvalget for Klima- og Energipolitik. Der er indkommet høringssvar fra Dansk Energi, som mener at eco-designkravene bør fastlægges ambitiøst nu og for en væsentlig længere tidshorisont end 2012-2015, gerne frem til 2030-2050. Desuden har Organisationen for Vedvarende Energi indsendt et høringssvar, hvori de bifalder, at der sættes eco-designkrav til TV.

 

Energistyrelsen har desuden d. 18. februar 2009 afholdt et offentligt møde for alle interesserede, hvor der har været en teknisk gennemgang af forslaget. Deltagerne udtrykte tilfredshed med, at der fastsættes eco-designkrav til TV, dog har Dansk Industri udtrykt bekymring over, at standby-kravene allerede ét år efter at forordningen er trådt i kraft skal være 0,5 W hhv.1,0 W. Dette er dog efterfølgende blevet imødekommet ved, at kravet er ændret, således at det nu følger det horisontale standbykrav.

 

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen er generelt positiv overfor Kommissionens forslag til krav til TV. Regeringen agter derfor at stemme for forslaget.

 

Markedet er i dag domineret af to konkurrerende TV-teknologier, LCD og plasmateknologien, hvor plasmateknologien er den mest energiforbrugende. Udviklingen af de eksisterende og kommende teknologier går imidlertid stærkt i disse år, og det forventes derfor, at der vil komme nye teknologier, som fx er baseret på LED og/eller, at de eksisterende teknologier bliver forbedrede.

 

Niveauet for energieffektivitetskravene i trin ét er fastsat således, at LCD-TV med fuld HD og de mest energieffektive plasmaskærme kan overholde eco-designkravene. I trin to strammes kravene generelt, og samtidig sker der en yderligere stramning for både fuld HD og plasmaskærme således, at de skal overholde samme krav som andre TV. Trin to fra den 1. april 2012 vurderes at komme tilpas tidligt i forhold til den teknologiske udvikling og bør derfor tidsmæssigt fastholdes.

 

Regeringen støtter, at der stilles krav om, at TV’et skal have en standby- eller deaktiveret tilstand, og at de stillede krav til energiforbruget i denne tilstand er i overensstemmelse med den tværgående standby-forordning.

 

Ligeledes støtter regeringen, at der fastsættes krav til TV’ets lysstyrke, for at energikravene ikke bliver imødekommet ved at dæmpe lysstyrken og dermed sænke billedkvaliteten.

 

Den tilladte tolerance ved måling af energiforbruget i aktiv tilstand er sænket til 5 pct. i forhold til andre ecodesign- og energimærkningskrav, hvor grænsen typisk ligger på 10-15 pct. Den lave værdi skyldes mere præcise produktionsformer og testmetoder, som giver en lavere fejlmargin. Regeringen støtter, at tolerancerne holdes på et lavt niveau.

 

 

11. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det vurderes, at der er generel opbakning til de krav, som Kommissionen foreslår.

 

 

12. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg