23. januar 2009 J.nr. 030199/30007-0364
Side 1/2 |
Orientering til Energipolitisk Udvalg om dansk tilslutning til ny international organisation for vedvarende energi – IRENA
1. Baggrund
Den tyske regering har taget initiativ til etablering af en ny international, mellemstatslig organisation for vedvarende energi – IRENA (International Renewable Energy Agency). Danmark og Spanien har sammen med Tyskland fra starten været aktivt involveret i arbejdet. Organisationens formål er global udbredelse af vedvarende energi.
Der findes ikke på nuværende tidspunkt en slagkraftig, global platform fokuseret på vedvarende energi. Internationalt samarbejde om vedvarende energi finder i dag hovedsageligt sted i løsere netværk[1] eller i FN-organisationer med andre hovedformål som UNEP, UNIDO og UNDP. I Det Internationale Energiagentur IEA, der kun omfatter OECD lande, udgør vedvarende energi en meget begrænset del af aktiviteterne og budgettet hertil er ligeledes særdeles begrænset. Der er på den baggrund brug for at samle og konsolidere det internationale samarbejde om vedvarende energi og sikre et tilstrækkeligt budget herfor. Der har været tæt kontakt til disse organisationer og netværk undervejs bl.a. for at sikre det fremtidige samarbejde og undgå overlap i opgaveporteføljen.
Det har fra dansk side været vigtigt at medvirke til, at IRENA får en bred global repræsentation herunder deltagelse af toneangivende udviklingslande. Interessen for IRENA har fra starten været stor og det tegner til bred opbakning fra både i-lande og u-lande.
2. Stiftende konference
På den sidste forberedende konference som fandt sted i oktober 2008 blev der opnået enighed om IRENA’s statutter. På den baggrund afholdes der den 26. januar 2009 stiftende konference i Bonn. På konferencen vil der være deltagelse af delegationer fra ca. 60 lande. Danmark repræsenteret ved Klima- og Energiministeren og en række andre lande forventes på konferencen at underskrive IRENA’s statutter. Lande som Indien, Egypten, Sydafrika, Sydkorea og Filippinerne samt en lang en række EU-lande forventes at være blandt de underskrivende lande.
USA og Japan har hidtil været tøvende i forhold til at tilslutte sig organisationen. Man afventer pt. hvordan den nye amerikanske administration vil stille sig i sagen.
3. Køreplan for IRENA
Umiddelbart efter den stiftende konference i Bonn vil der blive nedsat en forberedende kommission som bl.a. skal håndtere proceduren vedrørende placering af IRENA’s hovedsæde og besættelse af posten som generaldirektør. Flere lande forventes at tilbyde sig som værtsland for hovedsædet. Medio 2009 vil der blive taget stilling til såvel placering af hovedsæde samt generaldirektør posten. IRENA forventes at være fuldt operationsdygtig i løbet af 2010.
4. Budget
IRENA’s budget vil i sagens natur afhænge af antallet af medlemslande. Medlemsbidrag beregnes på baggrund af en tillempet FN skala som normalt bruges som beregningsgrundlag for landebidrag til internationale organisationer.
5. IRENA’s aktiviteter
IRENA’s aktiviteter skal fastlægges nærmere i den kommende tid, men de overordnede opgaver vil være
6. Den videre proces
Energipolitisk udvalg vil modtage nærmere orientering om status for IRENA, herunder om dansk ratifikationsproces i forhold til statutterne, på baggrund af udkommet af den stiftende konference i Bonn.
[1] REEEP (Renewable Energy and Energy Efficiency Partnership) og REN21 (Renewable Energy Policy Network for the 21st Century)