Målrettet indsats overfor nyansatte, fordi de nyansatte er overrepræsenteret i ulykkesstatistikken. |
|
1. Nyansatte tænkes ind i planlagte initiativer og den eksisterende tilsynsindsats
Arbejdstilsynet har iværksat en række initiativer og aktiviteter med henblik på at nedbringe antallet af arbejdsulykker generelt – fx på bygge- og anlægsområdet.
Disse tiltag, der forventes at nedbringe arbejdsulykker bredt, forventes også at påvirke antallet af ulykker for nyansatte.
Herudover indeholder planen konkrete aktiviteter, der særskilt målrettes mod de nyansatte og deres arbejdsmiljø. Disse aktiviteter er beskrevet nedenfor.
Tilpasset tilsynÂ
I 2007 blev der foretaget godt 8.000 tilpassede tilsyn, hvor Arbejdstilsynet skal besøge virksomhederne igen, fordi der blev fundet konkrete arbejdsmiljøproblemer ved screeningerne. Fra ultimo 2008 til udgangen af 2009 vil Arbejdstilsynet ved tilpasset tilsyn på de virksomheder, hvor forebyggelse af arbejdsulykker er et relevant arbejdsmiljøtema, give en supplerende mundtlig vejledning om forebyggelse af ulykker for nyansatte. Det vil sige, at den tilsynsførende vil spørge ind til oplæring og instruktion af nyansatte – hvordan det gøres og hvilke emner, man kommer ind på. Formålet med dette er at øge virksomhedens fokus og opmærksomhed på nyansattes arbejdsmiljø og derved opnå bedre forebyggelse.
Aktioner på bygge- og anlægsområdet i 2009
Arbejdstilsynet udfører i 2009 fire aktioner på bygge- og anlægsområdet. Ved hver af aktionerne kommer Arbejdstilsynet ud på omkring 200 byggepladser. Ved disse aktioner fokuseres bl.a. på forebyggelse af arbejdsulykker. På disse aktionsdage vil der fremover blive fokuseret på nyansatte og deres arbejdsmiljø. Ligesom ved tilpasset tilsyn, jf. ovenfor, vejledes særligt om forebyggelse og oplæring af nyansatte. Formålet er også her at øge virksomhedens fokus og opmærksomhed på nyansattes arbejdsmiljø.
Undersøgelse af anmeldte arbejdsulykker
Hvert år anmeldes ca. 45.000 arbejdsulykker
til Arbejdstilsynet. I forbindelse med tilsynsarbejdet udtager Arbejdstilsynet ca. 2.000 anmeldelser af arbejdsulykker årligt til nærmere undersøgelse og
analyse. Analysen har til formål at afdække årsager til ulykken og dermed give
grundlag for at forebygge yderligere ulykker. Ligesom det er beskrevet under indsatsen
ved det tilpassede tilsyn, vil der fremover blive spurgt særligt ind til forebyggelse
og oplæring af nyansatte ved denne type virksomhedsbesøg.
I første del af 2009 vil Arbejdstilsynet, når der udvælges ulykker, der skal
undersøges og analyseres nærmere, samtidig udtage alvorlige ulykker for
nyansatte. Formålet er her at afdække, om der skulle være særlige årsager til
nyansattes ulykker. I det omfang analysen giver nye informationer om
forebyggelse af ulykker for nyansatte, vil resultaterne blive anvendt i Arbejdstilsynets øvrige forebyggende arbejde.
Møder med landbruget
Arbejdstilsynet afholder jævnlige møder med landbrugets parter om generelt at nedbringe arbejdsulykker i branchen. Møderne holdes, fordi der er forholdsvis mange alvorlige ulykker i denne branche, hvor der er mange sæsonansatte/nyansatte. Formålet med møderne er at give overblik over eksisterende initiativer og drøfte mulighederne for at forebygge de forholdsvis mange og alvorlige ulykker (herunder dødsulykker) inden for landbruget. Herudover skal møderne inspirere til nye initiativer. Arbejdstilsynet vil fremover tage forebyggelse af arbejdsulykker for nyansatte op på disse møder. Formålet er her at få parterne til selv at sætte særligt fokus på nyansattes arbejdsmiljø.
3. Yderligere analyser af nyansattes arbejdsulykker
Af Arbejdstilsynets ulykkesanalyse fra januar 2008 fremgår det, at personer med mindre end et års anciennitet på arbejdspladsen står for en stor andel af ulykkerne. Med henblik på i højere grad at målrette indsatsen mod denne målgruppe, har Arbejdstilsynet gennemført en række yderligere analyser af anmeldte arbejdsulykker blandt nyansatte. De nye analyser, som er gennemført på baggrund af nye opdaterede data, bekræfter generelt resultaterne fra analysen fra januar 2008. Arbejdstilsynet inddrage viden fra analyserne i den videre forebyggende indsats på ulykkesområdet i forhold til nyansatte.
Arbejdstilsynet vil ligeledes orientere branchearbejdsmiljørådene om relevant ny viden, således at de kan inddrage denne viden i deres arbejde. Arbejdstilsynet vil ligeledes drøfte eventuel ny viden med Arbejdsmiljørådet.
Arbejdstilsynet vil løbende indhente inspiration fra andre lande med henblik på at nyttiggøre denne viden i danske virksomheder.
4. Brancheaktiviteter
Arbejdsmiljørådet vil opfordre de enkelte organisationer til øget fokus i brancherne på de initiativer, der kan komme bag om de eksisterende tal. Rådet vil opfordre organisationerne til, at denne viden anvendes i BAR-arbejdet med henblik på at iværksætte særlige aktiviteter målrettet nyansatte.
5. Best practice
Arbejdsmiljørådet vil sætte yderligere fokus på ulykkesforebyggelse ved at tage initiativ til en eller flere inspirationskonferencer/-seminarier, hvor udveksling af erfaringer og formidling til målgrupperne sættes på dagsordenen. Herudover vil rådet via den årlige ArbejdsmiljøPris være med til at fremhæve og udbrede det arbejde, der allerede gøres for nyansatte på mange virksomheder.
6. Vejledninger
Arbejdsmiljørådet finder, at der er behov for at sikre kendskabet til vejledninger, der på brancheniveau konkret får sat ulykkesforebyggelse på dagsordenen i virksomhederne og får fremhævet betydningen af en fyldestgørende instruktion. Rådet ser et igangværende projekt om integration mellem stopulykker.dk og EASY (elektronisk anmeldelse af arbejdsulykker) som et særdeles vigtigt element i forebyggelse af arbejdsulykker.
Når dette projekt er færdigt, kan organisationerne være med til at komme bag om overskrifterne og aktivt forholde sig til indholdet i ulykkesforebyggelse. Rådet vil arbejde for, at organisationerne medvirker til at udvikle enkle værktøjer og fremmer, at de nyansatte og deres arbejdsgivere anvender disse værktøjer i hverdagen. Projektet forventes at være klar til drift i november 2008.
7. Forebyggelse og oplæring
Arbejdsmiljørådet har iværksat et projekt, der fokuserer på arbejdsmiljø i dele af de erhvervsforberedende uddannelser. I samarbejde med Undervisningsministeriet har rådet gennemført et udviklingsforløb, hvor der er fokuseret på arbejdsmiljøkompetencer og arbejdspladsernes forventninger.
8. Behov for viden og analyser
Nye metoder til at fremskaffe et forbedret videngrundlag i forhold til nyansattes ulykkesrisiko mv. vil blive drøftet i Arbejdsmiljørådets overvågningsudvalg.