AMU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 54: Henvendelse af 27/10 2008 fra Tage Søndergård Kristensen vedr. "om stop hysteriet om fravær - en kritisk analyse af trepartsaftalen om sygefravær"

Stop hysteriet om fraværEn kritisk analyse af trepartsaftalen om sygefraværBeskæftigelsesministeren har i årevis haft et meget stærkt fokus på danskernes sygefravær. Der harværet fremlagt talrige rapporter, analyser og planer, og allersenest er der indgået en trepartsaftale,der skal nedbringe sygefraværet med 20%. Aftalen skal nu drøftes med partierne i Folketinget.Forhåbentlig falder denne aftale til jorden. Den er nemlig baseret på usandheder og fejlfortolk-ninger. Hovedproblemet er, at hele den voldsomme fokusering på sygefravær hviler på den fore-stilling, at fraværet er højt, og at det er stigende. Begge dele er forkert.Lad os tage en ting ad gangen. Ministerens store interesse for fraværet hviler på den antagelse, atfraværet er ”for højt”. At der altså er noget at hente ved at bringe det ned. At det danske fraværskulle være ”højt” modsiges helt klart af ministeriets egen rapport om fravær fra april i år. Heraffremgår det, at det danske fravær i 2004 i gennemsnit lå på cirka 10 dage per år. Til sammenligningvar gennemsnittet 25 dage i Sverige, 22 i Norge og 15 i Holland og Finland. Også Frankrig, Belgienog Canada lå højere end Danmark. I samme rapport fra ministeriet kan man se en oversigt overfravær af mindst en uges varighed. Her ligger Danmark og Tyskland helt i bund i hele perioden1996-2006 med et niveau på 1-2%. Holland, Norge og Sverige ligger det meste af perioden påmindst det dobbelte! Så meget for det” høje danske sygefravær”. Vi ligger helt klart lavere end delande, vi normalt bryder os om at blive sammenlignet med.Det andet postulat, der igen og igen fremføres af ministeren, er, at fraværet er stigende. Lad detvære sagt med det samme: Det er ikke let at finde rundt i de danske fraværstal, idet vi simpelthenmangler en samlet pålidelig statistik. For nyligt blev der imidlertid fremlagt en omfattende og megetgrundig analyse af spørgsmålet på en arbejdsmiljøkonference på Nyborg Strand. Her blev en rækkeforskellige datakilder anvendt, og hovedkonklusionen var, at det danske sygefravær har væretoverraskende stabilt i de sidste 10-20 år. Dette er i sandhed overraskende, idet man normalt altidfinder stigende fravær, når arbejdsløsheden går ned. Nogle af de tal, der viser, at fraværet har væretkonstant, kan man oven i købet finde i ministeriets egen rapport fra i år. Her kan man for eksempelstudere tallene fra Dansk Arbejdsgiverforening for perioden 1996-2006. I 1996 lå det gennemsnit-lige antal fraværsdage på knap 10, og i 2006 var gennemsnittet også knap 10!Vi har altså et lavt fravær i Danmark, og alt tyder på, at det har været konstant gennem mange år.Har ministeren da overhovedet ikke noget at have sine påstande i? Jo, der er et enkelt punkt, hvorder er noget at komme efter: De offentligeudgiftertil sygedagpenge har været stigende i de senere

år. Disse udgifter er imidlertid ikke noget godt mål for sygefraværet. Reglerne om sygedagpenge erkomplicerede og ændres ofte. Det drejer sig fx om arbejdsgiverperioden, længden af sygedagpenge-perioden og om forholdet mellem offentlige og private arbejdspladser. Dertil kommer indflydelsenfra ændringer i lovene om flexjobs, arbejdsskader, førtidspension, aktivering osv. Man kan altsåikke sige, at vi har et fraværsproblem, fordi de offentlige udgifter til sygedagpenge stiger. Reeltkompenseres denne stigning jo af et endnu større fald i udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge.Hele den omfattende handlingsplan hviler altså på et forfejlet og forløjet grundlag. Men det kunnefor så vidt være, hvad det være ville, hvis handlingsplanen var fornuftig og indeholdt noglekonstruktive og gode forbedringer. Det gør den bare ikke. Ikke blot er diagnosen stillet på forkertgrundlag – medicinen er tilmed skadelig! Claus Hjort Frederiksen er blevet overbevist af den ”nyereforskning”, som angiveligt skulle vise, at det er godt for de syge at komme hurtigt tilbage tilarbejdet. Som en konsekvens heraf skal arbejdsgiveren nu holde en samtale med den sygemedarbejder inden fire uger efter første sygedag med henblik på arbejdsfastholdelse. Densygemeldte skal derefter ”som udgangspunkt” delvist raskmeldes efter otte ugers fravær.Hele denne tyrkertro på, at det er godt for de syge at komme tilbage i arbejde er baseret på det, somministeren hele tiden omtaler som ”nyere forskning”. Den forskning, der henvises til, handlernæsten udelukkende om personer med ”lidelser i bevægeapparatet”, primært rygproblemer. Enrække interventionsundersøgelser i Canada, Holland og andre lande har vist, at man gennem enprofessionel og systematisk indsats kan reducere smerterne, forbedre funktionsevnen og få desygemeldte tidligere tilbage i arbejde. Men ministerens argumentation indeholder desværre toafgørende fejl. Den ene fejl er, at han bytter om på årsag og virkning. Når man kommer tidligeretilbage til arbejdet i de udenlandske undersøgelser, er det somkonsekvensaf en vel gennemtænkt ogsystematisk indsats, hvor der medvirker eksperter i såvel ergonomi som ryglidelser, og hvor manintervenerer over for såvel personen som arbejdspladsen. I Claus Hjorts version består selveindsatseni at komme tilbage til arbejdspladsen! Hvis det at arbejde var en sådan vidundermedicin,kan man jo spørge sig selv, hvordan det kan gå til, at vi i det hele taget bliver syge?Den anden fejl er om muligt endnu mere fatal. Ministeren går uden videre ud fra, at man kanoverføre ”den nye viden” tilandre sygdomme og lidelser.Det kan man ikke, og det er der hellerikke forskningsmæssigt belæg for. Ugebrevet A4 bragte for nyligt interviews med 7 førendeeksperter, der samstemmende udtalte, at der ikke findes forskningsmæssig evidens for, atmennesker med alvorlig stress eller depression skulle have godt af at komme hurtigt i arbejde igen.I et meget stort antal tilfælde går man netop ned med stress eller depression på grund af forhold påarbejdspladsen. Nogle af de vigtigste årsager kan være konflikter i arbejdet, dårlig ledelse,mobning, vold, chikane, ustandselige reformer og forandringer samt mistillid i form af stadigkontrol, evaluering, dokumentation osv.Det er at føje spot til skade, når man forstiller sig, at den sygemeldte efter fire uger skal til samtalemed sin leder med henblik på tilbagevenden. Det er jo i mange tilfældenetopdenne leder, der burdehave forebygget konflikterne, eller selv er årsag til, at personen er syg. Hvis man er i tvivl om dette,

kan man læse Nadja Prætorius’ bog om stress, der giver talrige forstemmende beskrivelser afsådanne forløb.Der er også andre sygdomsgrupper, man må tage i betragtning her. For eksempel mennesker, der erblevet behandlet for hjertekarsygdomme eller kræft. Når jobcenteret inden de otte uger kontakterdisse mennesker, vil de i heldige fald have gennemgået en operation, men de vil ofte være undergenoptræning eller efterbehandling, og de vil i mange tilfælde være meget trætte og udmattede.Både psykisk og fysisk. Man kan med bange anelser se frem til den behandling, disse mennesker vilfå i jobcentrene, hvor man hele tiden skal have ”tilbagevenden til arbejdet” for øje. Allerede i dagfindes der talrige eksempler på, hvor umenneskeligt man behandler mennesker med langvarigesygdomsforløb i jobcentre og forvaltninger. (Se fx Monica Langelunds fremragende kronik i Politi-ken den 24. juli og Ellen Ryg Olsens bog ”Syge på tvangsarbejde”). Der er ingen ”ny forskning”,der understøtter ministerens nye politik over for disse syge mennesker.Så meget for den viden og forskning, der ligger bag trepartsaftalen mellem ministeren og arbejds-markedets parter: Der er ikke noget nationalt fraværsproblem i Danmark, og effekten af denmedicin, man anbefaler for at komme ”det høje fravær” til livs, er udokumenteret. Dette er ikke bloten skønhedsfejl ved aftalen. Hele ministerens italesættelse af problemet over for offentligheden ogarbejdsmarkedets parter ernetopbaseret på forestillingerne om ”den nye forskning”.Men aftalen mangler ikke blot forskningsmæssigt belæg. Den er i sig selv udtryk for en megetproblematisk politik, der i praksis vil indebære en regulær klapjagt på de syge. Der er fire afgørendeproblemer her:For det første indeholder aftalen stort set intet omforebyggelseaf fravær. Vi ved en masse om deforhold i arbejdet, der øger risikoen for fravær. Og vi ved, at arbejdsmiljøet er årsag til cirka entredjedel af danskernes fravær. Hvordan kan det gå til, at disse faktorer ikke nævnes i aftalen?For det andet indeholder aftalen ingen relevante krav til arbejdsgiverne. Nøglepunkterne i aftalen ergradvis tilbagevenden til jobbet og en indsats for fastholdelse. Alligevel har arbejdsgiverenudtrykkeligt ret tilikkeat tage den sygemeldte gradvist tilbage i arbejde! Og hvis arbejdsgiverenikkevurderer, at der skal udarbejdes en fastholdelsesplan, kan han frit lade være med at gøre det.Han behøver heller ikke at besvare spørgsmålene om fastholdelse i den blanket, der skal sendes tiljobcenteret. Arbejdsgiveren er med andre ord ikke forpligtet til noget som helst.For det tredje vil de sygemeldte blive udsat for et stadigt pres, der i sig selv kan være sygdoms-fremkaldende. Undlader den sygdomsramte uden rimelig grund at deltage i opfølgningen, herunderdeltage i de såkaldte ”aktive tilbud”, bortfalder retten til sygedagpenge. Hvis man vil have et indbliki, hvad disse aktive tilbud indeholder, behøver man blot at studere Malene Lotz’s kronik i Politikenden 24-10, hvor hun beskriver den arrogante og tankeløse behandling, personer med psykiskelidelser kan komme ud for i forbindelse med et såkaldt ”aktivt tilbud”.Og endelig, for det fjerde, er aftalen i sig selv en klar og tydelig demonstration af, hvor lidt manselv tror på den omfattende plan. Den indeholder nemlig et meget stort antal punkter, hvori man

aftaler at gennemføre forsøg eller evalueringer i de kommende år. Mest afslørende er planerne omat afsætte 20 millioner af de eksisterende puljemidler til at ”give viden om hvilken indsats, dervirker” samt planerne om ”forsøg i stor skala med tidlig målrettet og tværfaglig indsats”(!). Dissepunkter udgør en indirekte indrømmelse af den barske sandhed om hele planen: Der er reelt tale omforsøg med syge mennesker. Ingen aner, om dette vil fungere eller ej. Hvis der havde været tale omen ansøgning til et forskningsprojekt, ville det aldrig kunne få støtte på grund af de meget storeetiske problemer forbundet med den slags forsøg. At der er tale om forsøg med mennesker fremgårda også af et interview med direktøren for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der afugebrevet A4 blev spurgt, om de sygemeldte er med i et stort forsøg. Hertil svarede han: ”Det kandu godt sige, men det er værd at forsøge, fordi smerte, angst og depressioner er meget tætsammenvævede tilstande”. Vi har altså her at gøre med et landsdækkende forsøg, som ”er værd atforsøge”!Det rigtige ville naturligvis være at igangsætte systematiske og gennemtænkte forsøg på området.Ikke for at nedbringe det ”høje fravær”, men for at gøre danske arbejdspladser mere rummelige ogsocialt ansvarlige. Det danske problem er nemlig ikke stort fravær, men en stor udstødning fraarbejdsmarkedet. I den sammenhæng er det ekstra sørgeligt, at planen ikke indeholder et eneste kravom forbedringer af arbejdsmiljøet eller om større rummelighed på arbejdspladsen. Man harsimpelthen vendt sigtekornet 180 grader, så at det peger direkte på den enkelte syge person. Foreksempel indeholder forslaget om ”forsøg med forebyggende og afklarende tilbud” følgendekonkrete eksempler: ”fysisk træning, kostvejledning, psykologhjælp og mestring af smerte ogkroniske lidelser”. Alt sammen tiltag, der er rettet mod individet.Når man har læst aftalen igennem, sidder man tilbage med to afgørende, men ubesvarede,spørgsmål: For det første er det ubegribeligt, at en offentlig myndighed – endnu en gang – kanfremkomme med en plan, der er fuld af detailregler, tidsfrister, blanketter, refusionsregler,kontrolbestemmelser, evalueringer og dokumentationskrav. Man tror tilsyneladende stadig på, atman på denne måde både kan styre både de syge og de tusindvis af (sags)behandlere, de skal ikontakt med. Er det ikke gået op for regeringen, at det er en blindgyde? At de fjerner motivation ogarbejdsglæde både hos de offentligt ansatte og hos klienterne? Hvor mange rapporter og øjenvidne-skildringer skal der til, før man forlader denne planøkonomiske måde at tænke mennesker på. At deter en såkaldt liberal regering, der står bag aftalen, gør kun mysteriet endnu større.Og for det andet er det umuligt at forstå, hvordan man har kunnet få arbejdsmarkedets parter med påaftalen. Er arbejdsgivernes repræsentanter virkelig tilfredse med et resultat, der helt friholdervirksomhederne for noget som helst ansvar for arbejdsfastholdelse? Og hvad har lønmodtagernefået ud af en aftale, der på alle punkter fokuserer på den sygemeldte og helt ser bort fra arbejds-miljø, tillidsrepræsentanternes rolle, sikkerhedsudvalgene, samarbejdssystemet osv. Har lønmod-tagernes repræsentanter sovet i timen – eller har de slået en handel af, som vi andre ikke har kend-skab til?Ifølge Claus Hjort skal aftalen nu ”drøftes med de politiske partier”. Man må håbe, at nogle af demvågner op til dåd, inden det er for sent.