Beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesminister

Claus Hjort Frederiksen

Ved Stranden 8

1061 K 


Kære Claus Hjort Frederiksen

Jeg skriver til dig, fordi jeg vil bede dig indføre en mildere praksis i kommunerne, når en borger bliver frataget retten til sygedagpenge.

 

Det handler om sygedagpengelovens § 21 stk. 1 nr. 3, hvor en borger mister retten til sygedagpenge, såfremt borgeren ikke medvirker til kommunens opfølgning, f.eks. glemmer at indsende oplysningsskemaet rettidigt. Det er en regel, som vil blive ændret som følge af det politiske forlig om sygefravær, men mens vi venter på vedtagelsen af loven, er der behov for en mildere praksis.

 

Som led i 3- partsaftalen af 29.09.2008 om sygefravær og det efterfølgende politiske forlig om samme, er der politisk enighed om, at denne alvorlige sanktion skal ændres, således at borgeren kun bliver frataget sygedagpengene, så længe borgeren ikke medvirker til opfølgning.

 

Det er i øvrigt en problemstilling, som har været meget aktuel siden sygedagpengereformen fra 1.7.2005.

 

I forbindelse med beskæftigelsesministeriets bestræbelser på at afbureaukratisere beskæftigelsesområdet, undersøgte Arbejdsmarkedsstyrelsen via Deloitte sygedagpengeopfølgningen ved interviews af flere jobcentre. Ved afrapportering til Arbejdsmarkedsstyrelsen i november 2007 udtaler jobcentrene, at det er en meget uhensigtsmæssig hård sanktion at fratage dagpengene for resten af sygeperioden ved for sen aflevering af oplysningsskemaet. Det manglende forsørgelsesgrundlag medfører næsten pr. automatik, at borgeren er nødsaget til at klage.

 

Du lyttede til jobcentrene og iflg. regeringens handlingsplan af 10. juni 2008 foreslås sanktionen ændret til en så længe sanktion.

 

Uanset disse gode intentioner, så har FOA stadigvæk henvendelser fra medlemmer, som bliver frataget deres forsørgelsesgrundlag. FOA rundsendte en forespørgsel til vore lokale afdelinger i februar 2008, og i løbet af et par dage kunne vi tælle 25 enkeltsager, hvor dagpengene var standset. Hertil bør lægges alle de medlemmer, som ikke beklager sig til FOA. Jeg kan oplyse, at vi stadigvæk får mange henvendelser med samme problemstilling.

 

Som eksempel kan jeg nævne vores medlem Dorthe Møller, der i august i år blev ramt af en blodprop i hjernen og nu er under genoptræning. Hun har mistet retten til sygedagpenge i den resterende langvarige sygeperiode, fordi hun ikke afleverede et oplysningsskema. Et oplysningsskema, som hun i øvrigt aldrig har modtaget, uanset at kommunen påstår det modsatte. Dette er blot et eksempel ud af mange.

 

Det opfattes meget urimeligt af den enkelte borger, at blive ramt af en alvorlig økonomisk sanktion, når borgeren samtidig ved, at der er politisk enighed om at ændre loven – endda når der har været politiske intentioner om at ændre sanktionen i snart et år.

 

Jeg vil derfor bede dig overveje dine muligheder for at bemyndige kommunerne til at fortolke sygedagpengelovens § 21 stk. 1 nr. 3 mildere, indtil loven er udformet og vedtaget i Folketinget. Et sådant initiativ vil øge borgerens retssikkerhed og formindske antallet af ankesager.

 

Jeg håber, du har forståelse for, hvorfor jeg rejser denne problemstilling og hører meget gerne dine overvejelser.

 

Med venlig hilsen

 

Mona Striib

næstformand

FOA – Fag og Arbejde