AMU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 235: Henvendelse af 19/6-09 fra Folkehøjskolernes Forening i Danmark vedr. kronik bragt i Kristeligt Dagblad den 18. juni 2009 om folkeoplysningens muligheder i den aktuelle arbejdsmarkedssituation i Danmark.

”Ingen krise er så skidt, at den ikke kan bruges til noget positivt”. ”Finanskrisen giver optimaltafsæt til at smide gamle tankevaner og fejlslagne strategier på porten”. Sådan har det i forskelligeversioner været at læse i medierne i årets første måneder.Situationen i dag frembringer minder fra 1980’erne, hvor der var stor arbejdsløshed,især blandt de unge – og hvor perspektivløs aktivering var det primære politiske svar til ungearbejdsløse. Ligesom dengang er det de unge og dem uden uddannelse, der først mister deresarbejde under en økonomisk afmatning. Der er dog ingen grund til at gentage datidens fejl. Svareter ikke, at kommunerne nu giver sig til at oprette nye aktiveringstilbud eller udvide alleredeeksisterende. At få de unge på arbejdsmarkedet med løntilskud vil være en torn i øjet på mange,der må forlade deres job.Uddannelsessystemet, der kun tillader de unge at opnå en kompetencegivendeuddannelse via ét enkelt system, hvortil den enkelte unge enten tilpasser sig eller falder fra, måblive smidigere. Det bør være tilladt at nå målet ad biveje, hvis man ikke kan følge med ude påhovedvejen. Lappeløsninger på det eksisterende system er ikke nok. Nogle unge er ganske enkeltikke parate til at gå i gang, og mange af de lidt ældre har ikke de fornødne kompetencer ellertilstrækkelig motivation til at gå i krig med en voksen- eller efteruddannelse. Hvis de bliverpresset til det, falder de hurtigt fra igen. Det viser tallene.Det er helt afgørende, at de, der rammes af nedgangen i konjunkturen, ikke opgives iden nuværende situation. Dels fordi vi ikke kan være det bekendt i forhold til den enkeltes liv, dels

fordi det samfundsøkonomisk vil være decideret dumt, idet den demografiske udvikling og etstigende behov for faglært arbejdskraft betyder, at vi får brug for alle i løbet af en forholdsvis kortårrække. Det bliver også nødvendigt at skabe en større mangfoldighed i uddannelsesbilledet, hvismålsætningen om, at 95 % af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, skal nås.I det samlede uddannelses- og efteruddannelsessystem er der plads til rigtig mangeaf dem, der nu mister jobbet, og her skal den primære indsats gøres. Men vi ved også, at mange afde ufaglærte og kortuddannede mangler såvel grundlæggende færdigheder i dansk og regning,som de personlige, faglige og sociale kompetencer, der skal til for at begive sig direkte i lag meden kompetencegivende uddannelse. Vi kan her kun opfordre til, at alle muligheder i den samledeværktøjskasse tages i anvendelse, hvis det nødvendige kompetenceløft skal gives - og dennødvendige omskoling og efteruddannelse af de mindst uddannede skal sikres.Grundtvig skrev, at ”han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ejhavde kær”. Dette udsagn gennemsyrer al folkeoplysningsvirksomhed i den forstand, at det erlysten, der driver værket, og at der i undervisningen og dens tilrettelæggelse netop tagesudgangspunkt i det enkelte menneske og ikke primært i et fastlagt pensum med eksamen for øje.På højskoler, hvor de bærende elementer livsoplysning, folkelig oplysning ogdemokratisk dannelse sammen med kostskolemiljøet, og de bidrager til, at man udvikler socialekompetencer sammen med andre og afklarer sig via forskellige fag og højskolens tilbud omvejledning i bred forstand.I oplysningsforbundenes lokale afdelinger og på daghøjskolerne kan den enkelteblive styrket personligt og i forhold til både uddannelse og arbejde. Også her står detfolkeoplysende møde og vejledningen central, og ved siden af den almindelige undervisning kanman mange steder modtage FVU (forberedende voksenundervisning) i dansk og regning.På produktionsskolerne møder den unge et helstøbt forløb, hvor faglig læring i teoriog praksis går hånd i hånd i produktionsorienterede fællesskaber, og den unge kan blive afklaretom valg af uddannelse i et miljø, der bygger på meningsfyldt arbejde, men hvor der foruden denfaglige læring også bliver taget hånd om den unges personlige og sociale udvikling.Fælles for folkeoplysningen er, at man opnår reelle kompetencer, og at mange bliverrustet til at give sig i kast med uddannelser, som man aldrig havde drømt om ville være inden forrækkevidde. Man bliver mønsterbryder. Det er dokumenteret, at aktiviteter i folkeoplysningengiver borgerne lyst til at lære mere. Men fælles er også, at de folkeoplysende tilbud i kraft af deteksamensfri miljø og de særlige tilrettelæggelsesformer medvirker til at skabe demokrati ogsammenhæng i samfundet.

8 konkrete bud fra folkeoplysningenFolkeoplysning koster, men regnestykket kan ikke gøres op på kort sigt. Folkeoplysning erlangsigtet. Det er kort sagt en investering, og vi skal hermed efterlyse politisk mod, vilje oghandlekraft til at bringe folkeoplysningens erfaringer og tilbud i spil i den aktuelle situation.Derfor stiller vi her en række konkrete forslag:1. De uddannelses- og afklaringsforløb, som produktionsskoler, daghøjskoler, højskoler ogoplysningsforbundenes lokale afdelinger kan tilbyde og målrette, skal i højere grad kunnetages i anvendelse. Man må med dagpenge og kontanthjælp kunne tage sådanne kurser,når de skønnes at kunne medvirke til nyorientering hos den enkelte med henblik påomskoling til erhverv, hvor der fremover vil være behov for arbejdskraft.2. De unge må sikres både at kunne få - og beholde - deres praktikpladser. Unge, dereksempelvis gennem et produktionsskoleforløb er blevet motiverede tilerhvervsuddannelse, skal også have sikkerhed for at kunne påbegynde og gennemføre etpraktikforløb.3. Ledige dagpengemodtagere skal kunne komme på afklarings- og vejledningsforløb ioplysningsforbundenes lokale afdelinger, på daghøjskoler, højskoler og produktionsskolermed fulde dagpenge inden for de første 6 måneder af ledigheden.4. Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov og Erhvervsgrunduddannelsen, EGU, skalfinansieres af staten ligesom alle andre ungdomsuddannelser, og staten skal tage ansvaretfor disse uddannelser. Kommunerne har svært ved at løfte opgave, og det betyder, at nogleaf de mest sårbare unge reelt ikke er omfattet af en uddannelsesgaranti.5. Der skal åbnes mulighed for nye typer af vejledningsforløb, der via en folkeoplysendetilgang bidrager til at få flere unge til at gennemføre en uddannelse, herunderkombinationsforløb mellem folkeoplysning og formel uddannelse. Der skal kunne gives SUeller tilsvarende til sådanne forløb, hvis de er godkendt af UngdommensUddannelsesvejledning. Oplysningsforbund og daghøjskoler er allerede ved at udvikle enny Individuelt Forberedende Uddannelse.6. Virksomheder skal kunne få godtgørelse til udannelse og jobrotationsforløb, der ertilrettelagt af en folkeoplysende aktør, hvis det er det, der passer til behovet. Mennesker,der er truet af stress eller depression skal kunne vælge at tage orlov med SVU til et relevantkursus i oplysningsforbundenes lokale afdelinger, på en daghøjskole eller en højskole –inden det går helt galt. Unge, der fortsat kan erhverve nødvendige kompetencer påproduktionsskolen og dermed bevare uddannelsessigtet, skal ikke udskrives til ledighedpga. reglen om 1 års maksimal varighed. Hvis det skal være økonomisk rationelt, så skaldet være behovet, der styrer, ikke formaliteter, der ikke tager hensyn til den enkelte.

7. Anerkendelsen af realkompetence skal effektiviseres og mulighederne gøres reelle ved atanlægge et bredere fokus på realkompetence, der inddrager vejledning, motivation,afklaring og dokumentation som elementer, der har værdi i sig selv.8. Sørg for, at der ude i kommuner og jobcentre er tilstrækkelig økonomisk incitament til attænke uddannelse frem for aktivering. Det må ikke kunne betale sig at få luget kommunalebede frem for at give et relevant uddannelsestilbud.Disse forslag kan medvirke til, at krisen kan vendes til gevinst på den lange bane. Både i forhold tilmålsætningen om at 95 % af en årgang skal have en ungdomsuddannelse og i forhold til, atomfanget af uddannede svarer til behovet på fremtidens arbejdsmarked.Fra det folkeoplysende Danmark er vi klar til et samarbejde med politikere,embedsværk, job- og vejledningscentre og uddannelsesudbydere. Hvem griber chancen?