AMU, Alm.del - 2008-09 - Bilag 214: Henvendelse af 3/6-09 fra Jobrådgivernes Brancheforening vedr. brugen af private aktører i beskæftigelsesindsatsen

Jobrådgivernes Brancheforening er brancheforening for de private aktører i beskæftigel-sesindsatsen. Brancheforeningen vil gerne kommentere den diskussion, der de senestedage har været i pressen om brugen af de private aktører i beskæftigelsesindsatsen.På baggrund af en SFI-rapport, der blev offentliggjort 15. april, er der fremsat påstandeom, at private aktører har kostet ca. 1 mia. kr. mere, end hvis staten – de tidligere AF-kontorer – selv havde gennemført indsatsen.Man må for det første bemærke, at det er et grundlæggende princip i al forskning, at enpåstand principielt skal kunne falsificeres. En påstand i en videnskabelig tekst skal altidkunne efterprøves. Vi finder det derfor bemærkelsesværdigt, at påstanden om, at privateaktører skulle have været så meget dyrere, faktisk ikke lader sig efterprøve på grundlagaf rapporten. En forudsætning herfor må være, at læseren gives indblik i beregnings-grundlaget helt ned på kontoniveau, således at man gives mulighed for at vurdere på-standens holdbarhed.Vi har med andre ord ikke et grundlag for at sige, at påstanden er falsk. Men heller ikkeet grundlag for at sige, at den er sand.For det andet er det ikke et billede, som Jobrådgivernes Brancheforening kan genkende.Vi oplever tværtimod en branche, der er meget trængt på indtjeningen. Mange privateaktører er bukket under, og andre har opgivet at arbejde med ”beskæftigelsesmarkedet”,fordi indtjeningsmargenen ganske enkelt er meget beskeden.For det tredje må man sige, at det for så vidt er meningsløst at sammenligne omkostnin-gerne uden at medregne jobeffekterne. Det er lige så indholdstomt som at sige, at et tog,der koster 120 kr., er 20 kr. dyrere end et tog, der koster 100 kr. Hvad nu hvis toget, derkoster 120 kr., kan medbringe 25 flere passagerer? Hvilket tog er så dyrest?For det fjerde bygger sammenligningen på en betalingsmodel, som man allerede forflere år siden har forladt. I dag er det faktisk sådan, at private aktører først får fuld beta-

ling, hvis det lykkes at få den ledige i beskæftigelse. Hvis det ikke lykkes, får den priva-te aktør kun 25 % af betalingen.Mon en praktiserende læge ville acceptere kun at få fuld betaling, hvis patienten blevrask?For det femte, har det gang på gang vist sig vanskeligt at sammenligne enhedsomkost-ninger i det offentlige med det private. Er der f.eks. taget højde for, at det offentlige ikkekan afløfte indgående moms i udgående moms? Endvidere er en privat aktør nødt til atindregne kapacitetsomkostninger i enhedsomkostningen, men er det offentlige nødven-digvis det?Og endelig, for det sjette, skal man også huske på, at de ledige, der henvises til andenaktør, gennemsnitligt er mindre arbejdsmarkedsparate end dem, de tidligere AF-kontorer selv tog sig af. Det dokumenteres af SFI-rapporten.Man kunne ønske sig, at offentlig-privat samarbejde ikke blev gjort til en ideologiskslagmark. Det er det ganske enkelt for vigtigt til.Der er meget mere ræson i at se pragmatisk på det. Det er jo en kendsgerning, at dermangler personale i det offentlige – og at rigtigt mange offentligt ansatte vil blive pen-sioneret i de kommende år.Men de centrale samfundsopgaver skal jo løses alligevel. Her er det af væsentlig betyd-ning at forstå, at private aktører udgør en nødvendig kapacitetsreserve for velfærdssam-fundet. Man kan skrue op og ned for indsatsen efter behov uden at pådrage sig større,faste omkostninger.Endelig må man ikke glemme, at private aktører ofte hver for sig besidder specialkom-petencer, som det enkelte jobcenter næppe kan opbygge uden meget væsentlige merom-kostninger.

Om brugen af private aktører i beskæftigelsesindsatsen

Jobrådgivernes Brancheforening