Jeg erfarede forleden aften via nyhederne, at du som nytiltrådt beskæftigelsesminister agter atforetage en rundrejse i landet for at få belyst, hvilke problemstillinger der er påarbejdsmarkedet i relation til ligestilling og handicappede.Formålet med brevet er at belyse en problematik, hvor lovgivning hindrer enkeltes mulighederfor tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket ikke opleves som værende i overensstemmelsemed regeringens intentioner.Jeg er selvfølgelig nødt til at belyse sagen ud fra min egen historie, men jeg er sandsynligvisikke den eneste, der oplever et problem, hvor nugældende lovgivning og kommunensfortolkning bevirker, at jeg i relation til ansættelse i fleksjob kommer i klemme.Problematikken drejer sig om personer, der på grund af et fysisk handicap ikke er i stand tilselv at sørge for transport til og fra en arbejdsplads. Personer med mindre handicaps har inogle tilfælde ikke mulighed for at oppebære tilskud til individuel transport ved ansættelse ifleksjob. De skal således selv afholde en uforholdsmæssig stor udgift til f.eks. taxa for atopretholde kontakten til arbejdsmarkedet, hvilket ikke står mål med indtjeningen som”fleksjobber”. Samtidig er der ikke mulighed for evt. at få tilkendt pension, da man gennemarbejdsprøvning/virksomhedspraktik, hvor der skal ydes hjælp til individuel transport,beviser, at man fortsat har en arbejdsevne.Som lovgivningen er nu, skal kommunen ved arbejdsprøvning/virksomhedspraktik bevilgetransport (som regel taxa) til og fra arbejdspladsen efter Lov om aktiv beskæftigelsesindsats(LAB) § 82, stk. 5 og bekendtgørelsens § 144, stk. 5, såfremt det fysiske eller psykiskehandicap medfører behov for individuel transport. Når det herefter konstateres, at man kanvaretage et fleksjob og ansættes i dette, fjernes hjælpen til transport, idet LAB ikke givermulighed for at bevilge hjælp til individuel transport ved ansættelse i fleksjob. Hjælp tilindividuel transport efter LAB kan til ”fleksjobbere” kun ydes ved virksomhedspraktik og iforbindelse med opgradering til varetagelse af fleksjob.Ved ansættelse i fleksjob er det hensigten, at personen selv skal sørge for transport til og fraarbejde. Evt. problemer omkring dette kan afhjælpes via Serviceloven (SEL), hvor der vedbehov kan bevilges invalidebil eller dækkes nødvendige merudgifter til bl.a. transport efterSEL § 100.

En forudsætning for at anvende SEL § 100 er, at der er iværksat betydeligehjælpeforanstaltninger til den handicappede. Nogle handicaps – som i mit tilfælde – kræverikke personlige hjælpeforanstaltninger, men alene praktiske hjælpeforanstaltninger i detdaglige. I de tilfælde, hvor den handicappede har en rask ægtefælle, vil kommunen oftemeddele afslag på praktiske hjælpeforanstaltninger, idet det forudsættes, at ægtefællenvaretager disse. Afslaget begrundes således ikke i det fysiske handicap, men alene ikonsekvensen af den ægteskabelige stilling. Dette bevirker, at SEL § 100 ikke altid kankomme i anvendelse ved ansættelse i fleksjob.Derudover kan SEL § 117 anvendes, men problemet med denne bestemmelse er, at det er en”kan-§”, som kommunen ikke er pligtig til at anvende, og hvor kommunen selv bestemmer,hvorvidt afgørelsen kan ankes til anden myndighed. Min kommune – og formentlig flereandre – er ikke umiddelbart indstillet på at anvende denne § til enkeltpersoner, idet en trængtøkonomi ikke tillader dette. I vejledningen til SEL § 117 fremgår det, at alle andrelovmæssige muligheder skal være udtømt før anvendelse af § 117 kan komme i betragtning.D.v.s. at findes ikke andre muligheder kan § 117 anvendes, men kommunen er ikke pligtig tilat bruge den.I de tilfælde, hvor den handicappede stort set klarer sig selv, men har et transportproblem, erkonsekvensen af nugældende lovgivning og kommunernes mulighed for selv at vælgeomfanget af den hjælp, de agter at yde, at arbejdsprøvning/virksomhedspraktik/opgraderingforegår på nogle præmisser, som ændres ved ansættelse i fleksjob. I praksis betyder dette, aten virksomhedspraktik på grund af hjælpen til transporten kan forløbe fint, hvorefter denhandicappede ved ansættelsen i fleksjob er nødt til atter at sygemelde sig, da pågældende pågrund af et fysisk handicap ikke kan komme frem og tilbage til arbejdet. Konsekvensen erderfor fyring fulgt op af ny virksomhedspraktik, hvor der igen hjælpes med transporten, derved ansættelse igen følges af en sygemelding og fyring. Dette er således en ond cirkel, der kanfortsætte indtil den handicappede enten bryder psykisk ned med følgende pension eller tilpågældende bliver 65 år.Ydermere kan den handicappede ikke bevilges førtidspension, da pågældende efter den enevirksomhedspraktik efter den anden beviser, at der fortsat er en arbejdsevne. Atarbejdsprøvning og ansættelse i fleksjob sker på forskellige præmisser, tages der i dettetilfælde ikke hensyn til.Konsekvensen af ovenstående er således, at et mindre bevægelseshandicap giver størreproblemer i relation til varetagelse af et fleksjob i forhold til et større handicap, hvor der skalydes hjælp.Eller – jo mere syg man er, desto større hjælp ydes til at passe et arbejde. Jeg er naturligvisganske enig i, at hjælpen skal være større jo større ens handicap og behov er, men jeg menerikke, at et mindre handicap skal afskære en fra arbejdsmarkedet.Med denne lovgivning og muligheder for fortolkning oplever jeg, at FN´shandicapkonvention ikke overholdes, da jeg som handicappet arbejdstager ikke kompenseres,således at jeg kan blive på arbejdsmarkedet. Jeg diskrimineres i forhold til andre, idet jeg selvskal afholde en uforholdsmæssig stor udgift til transport til og fra arbejde.

Kort fortalt er min egen historie følgende:Jeg har været ansat som tjenestemand siden 1982 i politiet og blev i 2000 ramt at en sygdom idet indre øre, hvilket er forsøgt udbedret ved 5 operationer. Sygdommen, der minder om”Meniére”, har ødelagt balancesystemet, hvorfor jeg ofte er svimmel, hvilket forstærkes vedtrykpåvirkninger i øret, som bl.a. opstår ved hovedbevægelser. Som det fremgår af minjournal fra Rigshospitalet ved overlæge Søren Vesterhauge er jeg således ikke i stand til atkøre med offentlige transportmidler (bus/tog) eller til at køre selv, men er afhængig aftransport i en almindelig lav personbil med chauffør. Jeg har haft kørekort siden 1978 og harkørt dagligt og været godkendt til udrykningskørsel, indtil jeg blev ramt af sygdommen.Da sygdommen forværres ved fysisk belastning har jeg søgt hjælp til praktiske gøremål ihjemmet (hovedsagelig rengøring og indkøb), hvilket jeg har fået afslag på med begrundelsen,at jeg har en rask ægtefælle, der naturligvis forventes at overtage disse funktioner. Afslaget ersåledes begrundet i min ægteskabelige status og ikke i mit handicap.Efter flere års sygemelding (hvor jeg fortsat var ansat hos politiet) startede jeg iarbejdsprøvning, hvor jeg i samarbejde med min hidtidige arbejdsgiver fandt en funktion, jegmed mit handicap var i stand til at varetage. Dette fungerede til alles tilfredshed og jeg blevansat samme sted i fleksjob. Under arbejdsprøvningen blev individuel transport til og fraarbejde (taxa) bevilget efter LAB § 82, stk. 5, og efter noget ”tovtrækkeri” ved ansættelsenfleksjob efter SEL § 117 (tidligere § 103).Kommunen har nu besluttet ikke længere at bevilge denne transport og henholder sig til, at deikke er pligtig til at anvende § 117, at bestemmelsen ikke kan ankes til anden myndighed, ogat jeg selv skal sørge for transport. Det er således ikke en tvist vedr. mit behov for transportfor at kunne varetage et fleksjob, men alene en politisk beslutning om anvendelse af §’en.Desuden har kommunen oplyst, at selv om min arbejdsevne er betinget af hjælp til transport,kan jeg ikke bevilges førtidspension, da jeg har en arbejdsevne.Jeg har en arbejdsgiver, der gerne vil fastholde mig i ansættelsen og som værdsætter denarbejdsindsats, jeg med mit handicap er i stand til at udføre. Samtidig vil jeg gerne opretholdekontakten til arbejdsmarkedet og den sociale kontakt til samfundet, dette medfører. For mig erdette faktorer, der er med til at opretholde livskvaliteten, men lovgivning/vejledninger hindrerdette og tvinger mig faktisk til at forlade arbejdsmarkedet og opholde mig hjemme udenpension eller anden indkomst.Denne situation opleves ikke som værende i overensstemmelse med regeringens intentionerom at fastholde den enkeltes muligheder for tilknytning til arbejdsmarkedet.Jeg finder lovgivningen eller kommunernes muligheder for fortolkning og anvendelse ganskeurimelig, da denne ikke giver en person med et mindre handicap mulighed for at fastholdetilknytningen til arbejdsmarkedet på fair vilkår, hvorimod personer med større handicaps skalhjælpes. Dette mener jeg ikke er i overensstemmelse med formålsparagrafferne i SEL,hvorefter loven skal sikre den enkelte mulighed for bl.a. opretholdelse af livskvalitet og socialtilknytning til samfundet ud fra den enkeltes behov fysiske funktionsevne.En løsning på problemet kunne efter min opfattelse være, at vejledningen til anvendelse afSEL § 117 ændres. Som tidligere nævnt fremgår det af vejledningen, at kommunen

Vedr. lov om aktiv beskæftigelsesindsats og serviceloven i relation til handicappede

kan

bør,