UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste

Det Udenrigspolitiske Nævn 2007-08 (2. samling)
Bilag 6
Offentligt

"z-DIREVARSIVIINISTERIET

Sekretariatet for Udenrigspolitisk Nævn

Det Udenrigspolitiske Nævn (2. samling)

UPN UM-del - Bilag 6

Offentligt

1 8 DEC. 2007

FORSVARETS EFTERRETNINGSTJENESTE - EFTERRETNINGSMFESSIG RISIKOVURDERING

2007

Vedlagt fremsender jeg til orientering 40 eksemplarer af Forsvarets Efterretningstjenestes

efterretningsmæssige risikovurdering for 2007. Vurderingerne bedes fordelt blandt nævnets

medlemmer.

Med venlig hilsen

ren

c L

arly

HOLMENS KANAL 42

1060 KØBENHAVN K

TELEFON: 33 92 33 20

TELEFAX 33 32 06 55

MAIL: [email protected]

WEB: WWW.FMN.DK

CVR 25-77-56-35

EAN: 5798000231200

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Efterretningsmæssig

risikovurdering

2007

*."

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Forsvarets

Efterretningstjeneste

Kastellet 30 - 2100 København Ø

Telefon 33 32 55 66

Telefax 33 93 13 20

www.fe-ddis.dk

E-mail: [email protected]

Nr.:

Dato:

350.460-01441

12. oktober 2007

(Bedes

anført ved henvendelse)

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

ndholdsfortegnelse

Forord

Hovedkonklusion

Den globale udvikling

Generelle tendenser

Udviklingslinjer

Økonomisk vækst

Energiforsyning

Forsvarsudgifter og våbenhandel

Masseødelæggelsesvåben

Tendenser i oprørskampe

Pirateri

magtsrelationer

Sikkerhedspolitiske udfordringer

USA's ledende rolle

Kina som stormagt

Indien som stormagt

Ruslands nye stormagtsrolle

Europa

Ruslands eksport af naturgas

Kosovo

Øvrige uløste konflikter i det sydøstlige Europa

Konflikter uden for Europa

Generelle tendenser

Demokratiske tendenser på retur i Mellemøsten

Øget spænding mellem sunnitter og shiitter

Afghanistan

Pakistan

Palæstina-konflikten

Libanon

( a

Afrika syd for Sahara

Nord- og Sydsudan

Konflikten i Darfur

Somalia

Terrorisme

Generelle tendenser

Militante sunniekstremistiske netværk

Perspektiver for den sunniekstremistiske terror

Operationsmåde

Regionale netværk

Shiamuslimsk terrorisme

Forholdet mellem terrorgrupper og stater

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Forord

Velkommen til 2007-udgaven af Forsvarets Ef-

terretningstjenestes åbne risikovurdering. Det

er fjerde gang, vi offentliggør en sådan rapport.

Den indeholder en aktuel efterretningsmæssig

vurdering af forhold i udlandet af betydning

for Danmarks sikkerhed og henvender sig til en

bred kreds af læsere.

Forsvarets Efterretningstjeneste udarbejder

normalt rapporter, som er klassificerede af hen-

syn til beskyttelsen af vores kilder, ressourcer

ogi.gmarbejdspartnere. Denne risikovurdering

er ( llertid skrevet med henblik på offentlig-

gørelse. Det betyder, at der i oplysningerne og

vurderingerne er taget hensyn til dette. Det har

selvfølgelig betydning for formuleringerne i

rapporten, for omfanget af detaljer og for skarp-

heden af visse analyser. Risikovurderingen

udtrykker alligevel en klar efterretningsmæssig

vurdering af strategiske og regionale forhold af

betydning for Danmarks sikkerhed. Det ligger i

sagens natur, at fokus i en efterretningsmæssig

risikovurdering er rettet mod truende eller po-

tentielt negative udviklinger.

Risikovurderingen er delt ind i tre hoved-

kapitler:

• Den globale udvikling,

• Konfliktområder uden for Europa,

• Terrorisme.

De helt overordnede vurderinger fremgår af

risikovurderingens hovedkonklusion.

For os er denne rapport en både spændende

og udfordrende opgave, der er anderledes end

vores normale, klassificerede vurderinger. Vi

håber, at den vil blive modtaget som et nøgternt

bidrag til den offentlige og politiske debat.

Forsvarets Efterretningstjenestes opgave er at

indsamle, bearbejde og formidle informationer

om forhold i udlandet af betydning for Dan-

marks sikkerhed, herunder for danske enheder

mv. i udlandet. Det gælder informationer om mi-

litære, politiske og økonomiske forhold samt in-

formationer om transnationale forhold, herunder

international terrorisme, spredning af masseøde-

læggelsesvåben og international våbenhandel.

Vi fokuserer primært på områder med udsendte

danske enheder, på terrornetværk i udlandet,

som truer Danmark og danske interesser, herun-

der vores udsendte styrker, samt på konflikt- og

kriseområder i verden.

Oplysninger om Forsvarets Efterretningstje-

neste i øvrigt kan findes på vores hjemmeside

www.fe-ddis.dk

Redaktionen er afsluttet den 15. september 2007.

J. OLESEN

Chef for Forsvarets Efterretningstjeneste

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Hovedkonklusion

Al-Qaida er hårdt trængt af den internationale

terrorbekæmpelse, men organisationen vinder

igen terræn blandt militante sunniekstremister.

Al-Qaida har forbedret sin kommunikation bl.a.

via internettet og har skabt tættere alliancer med

terrorgrupper verden over. Al-Qaida træner også

militante sunniekstremister, men terrortruslen

afhænger stadig i betydeligt omfang af enkelt-

personers eller mindre, lokale gruppers evne til

at gennemføre angreb.

y---1 massive indsats mod terror betyder, at

tiden ikke er sandsynligt, at det vil lykkes

terrorister at gennemføre et terrorangreb i Euro-

pa så komplekst som angrebet den 11. september

2001. Der er imidlertid fortsat risiko for simple

terrorangreb og angreb af en vis kompleksitet

mod ubeskyttede mål, også i Europa. Det giver

myndighederne kortere tid til at forhindre terror-

angreb.

Den store folkelige tilslutning til Mellem-

østens og Nordafrikas islamistiske bevægelser

presser regionens regeringer til at tage større

hensyn til islams rolle i samfundet. De demokrat-

iske tendenser i disse områder er derfor på retur.

Hovedparten af regionens politiske systemer har

begrænset folkelig opbakning og er ikke stabile

på længere sigt.

Bestræbelserne på at opbygge en irakisk

stat har lange udsigter. Den demokratisk valgte

g er i sin hidtil dybeste krise. De for-

ske 6e etnisk-religiøse grupperinger kæmper

med forskellig og skiftende intensitet om ter-

ritorier, ressourcer og politisk magt. USA har i

Bagdad og Anbar-provinsen haft en vis succes

med at forbedre sikkerhedssituationen. Det er

dog usikkert, om fremgangen er mere end mid-

lertidig. Udfaldet af konflikten i Irak vil i høj

grad bestemme den fremtidige udvikling i hele

regionen.

Fredsprocessen mellem Israel og palæstinen-

serne er på ny på dagsordenen, men en løsning

er ikke sandsynlig på kort sigt. Samtidig befin-

der de palæstinensiske selvstyreområder sig i en

alvorlig indenrigspolitisk krise. Libanons politi-

ske situation er blevet meget kritisk, både internt

og i forhold til Syrien og Israel. Irans indflydelse

i Mellemøsten er øget, bl.a. som konsekvens af

de politiske omvæltninger i Irak og Afghanistan.

Også i atomsagen optræder Iran selvsikkert.

Opbygningen af en stabil afghansk stat er

trods opfyldelsen af markante politiske mål

stagneret. Mange afghanere oplever det svage

statsapparat som fjernt og uvæsentligt. Der er

dyb fattigdom, og store dele af befolkningen er

økonomisk afhængige af opiumproduktionen,

som stiger. Sikkerhedssituationen er kritisk i det

sydlige og østlige Afghanistan. Taliban bevarer

vilje og kapacitet til en lang, opslidende kamp

trods betydelige tab i 2007.

Spredning af masseødelæggelsesvåben og

deres fremføringsmidler er fortsat et problem.

De internationale kontrolregimer er under pres.

Nordkorea viste i oktober 2006, at det er i stand

til at gennemføre en underjordisk kernespræng-

ning. I 2007 har der været en positiv udvikling

i Sekspartsforhandlingerne med landet. Iran er

fortsat under mistanke for at have et kernevåben-

program i tilknytning til sit civile atomprogram.

Både Nordkorea og Iran har ambitiøse program-

mer for udvikling af ballistiske missiler.

I Afrika er den humanitære situation i Darfur-

provinsen i Sudan stadig alvorlig. Beslutningen

om en fælles FN- og AU-fredsstyrke kan dog bi-

drage til at forbedre sikkerhedssituationen. I So-

malia er der på ny uro, og en fredsstyrke fra Den

Afrikanske Union har ikke kunnet dæmpe den.

På langt sigt vil globaliseringen gradvis for-

skyde det økonomiske tyngdepunkt fra Nord-

amerika og Europa til Asien og dermed skabe

nye magtcentre, der vil udfordre den vestlige

verdens dominerende rolle. Kina og Indien for-

søger målbevidst at bruge deres økonomiske

vækst til at få status som stormagter. Økonomisk

vækst har også givet Rusland større selvtillid, og

det søger en ny stormagtsrolle ved at udfordre

Vesten.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Den globale udvikling

Generelle tendenser

Verden befinder sig i en periode med høj øko-

nomisk vækst. Udveksling af mennesker, varer,

kapital, teknologi, information og ideer skaber

et sammenhængende, verdensomspændende

økonomisk system. Det sammenfattes ofte under

betegnelsen globaliseringen. Samtidig befinder

verden sig i en brydningstid, som er præget af

sikkerhedspolitiske udfordringer, der primært

i forholdet mellem Vesten og den islami-

ske verden. Disse udfordringer kommer blandt

andet til udtryk i terrorisme og spredning af

våben og våbenteknologi, herunder masseøde-

læggelsesvåben. På langt sigt vil globaliseringen

gradvis forskyde det økonomiske tyngdepunkt

fra Nordamerika og Europa til Asien og dermed

skabe nye magtcentre, der vil udfordre den vest-

lige verdens dominerende rolle.

Udviklingslinjer

Økonomisk vækst

Globaliseringen fremmer den økonomiske

vækst. Især Kina og Indien præsterer høje

vækstrater.

Globaliseringen medfører store stigninger i ver-

denshandelen og i internationale investeringer.

Det betyder, at verdensøkonomien vokser mere

og mere sammen, og globaliseringen udgør i

stigende grad grundlaget for den økonomiske

vækst.

Den økonomiske vækst foregår dog ikke

1-. I de næste 20 år er det sandsynligt, at

Ak . får den kraftigste vækst, og at også Mel-

lemøsten og Nordafrika ligger over den gen-

nemsnitlige økonomiske vækst i verden. De

højt udviklede lande vil sammen med resten af

verden ligge under dette gennemsnit. Denne ud-

vikling skal ses på baggrund af lavere udgangs-

punkter i Asien, Mellemøsten og Nordafrika.

Kina og Indien vil fortsat være de væsentlig-

ste drivkræfter i Asien. Denne verdensdels andel

af den samlede verdensøkonomi vil sandsyn-

ligvis stige fra omkring en tredjedel i dag til op

mod halvdelen om 20 år.

Det er sandsynligt, at Nordamerika i kraft

af sin økonomiske fremdrift fortsat står for om-

kring en fjerdedel af verdensøkonomien, mens

de europæiske økonomier fortsætter deres vækst

i det nuværende, forholdsvis moderate tempo.

På trods af de høje vækstrater har store dele

af den islamiske og afrikanske verden ikke væ-

ret i stand til at udnytte deres eksportindtægter

til at gennemføre de gennemgribende forandrin-

ger, der kræves for at skabe et moderne samfund

og en stabil økonomisk udvikling. Den islamiske

og afrikanske verden har derfor vanskeligt ved

at tilpasse sig globaliseringen og udnytte dennes

økonomiske muligheder fuldt ud, og de sam-

fundsmæssige forskelle mellem disse områder

og den øvrige verden bliver derfor stadig mere

udtalte.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Energiforsyning

Den globale økonomiske vækst øger

presset på energiforsyningerne. Kampen

om energi er blevet endnu vigtigere i

international politik.

Verdens energiforbrug vil blive ved med at stige.

Især Asiens økonomiske vækst vil føre til øget

forbrug og efterspørgsel efter olie, men også den

økonomiske vækst i USA og Europa vil bidrage

til det.

Golfstaterne dominerer verdenshandelen med

olie gennem organisationen af olieeksporterende

lande, OPEC. Rusland, der er en stor olieekspor-

tør, har fået en central rolle i den globale ener-

giforsyning, men er ikke med i OPEC. OPEC er

derfor ikke længere i stand til alene at fastsætte

olieprisen.

Stigningen i olieforbruget og ustabilitet i

mange af de regioner, der producerer energi, er

med til at presse olieprisen op. Både i 2006 og

2007 har prisen for en tønde råolie bevæget sig

over 75 USD. OPEC-samarbejdet sætter en ned-

re grænse for et fald i oliepriserne, mens køberne

vil forsøge at vælge olie fra og satse på andre

løsninger, hvis prisen forbliver høj over en læn-

gere periode. Det lægger et loft over olielandenes

muligheder for at hæve prisen ved at mindske

udbuddet. Derfor vil olie kun kunne bruges som

politisk våben i et kortsigtet perspektiv.

Alle lande forsøger at begrænse deres af-

hængighed af Golflandenes olie. USA og flere

europæiske lande søger at forbedre deres adgang

til de russiske energireserver. Asien, hvor øko-

nomierne er meget afhængige af importeret olie,

dækker hovedsagelig det øgede behov for olie

med import fra Golfen, men øger også samar-

bejdet med Rusland på energiområdet.

Afrika spiller en voksende rolle som olie-

producerende region. Kina har foretaget store

investeringer i Sudans olieindustri, og USA

importerer en betydelig del af sin olie fra den

afrikanske vestkyst, især fra Nigeria. Dette har

ført til en skarp konkurrence mellem de interes-

serede købere, ikke bare af energi, men også af

andre råstoffer.

Den øgede efterspørgsel efter energi betyder,

at både køber- og sælgerlande har store interes-

ser i at placere deres energiselskaber mest for-

delagtigt i projekter, der drejer sig om at udvinde

olie og gas eller etablere olie- og gasrørlednin-

ger. Energisikkerhed og kontrol med forsyninger

og transportveje er derfor blevet endnu vigtigere

i international politik.

Forsvarsudgifter og våbenhandel

De globale forsvarsudgifter stiger fortsat.

Samtidig vokser det legale våbenmarked

i takt med en stigende efterspørgsel efter

våben.

Forsvarsudgifterne stiger i verden som helhed,

og det vil fortsætte i de kommende år. Stignin-

gen i USA's forsvarsudgifter har bidraget væ-

sentligt til denne udvikling, fordi de udgør over

40 % af verdens forsvarsudgifter. Også i Kina,

Rusland og Indien vil forsvarsudgifterne stige,

men ingen af de tre lande har ambition om, eller

økonomisk mulighed for, at nå USA's niveau.

I Europa og Canada er forsvarsudgifterne

begyndt at stige igen efter en periode med fald.

Det skyldes, at mange lande er i gang med at

omstille deres militære styrker til internatio-

nale operationer. Det er dyrt. I Mellemøsten og

Sydøstasien skyder forsvarsudgifterne fortsat i

vejret med stor fart.

Samtidig bruger de mange militser i Mel-

lemøsten og Afrika samt den hurtigt voksende

private sikkerhedsindustri flere penge på våben

end for ti år siden. Disse udgifter indgår ikke i

de officielle forsvarsudgifter.

I perioden 1998-2005 og opgjort efter værdi

var den største eksportør af våben USA, dernæst

fulgte Storbritannien, Frankrig, Rusland og Is-

rael. Ruslands eksport er taget til i slutningen af

denne periode, og også Kinas salg af våben vok-

ser, om end fra et lavt udgangspunkt. Pakistan

er traditionelt en stor aftager af kinesiske våben,

men Kina har gennem de seneste år også solgt

våben i stor målestok til afrikanske lande, bl.a.

Sudan.

De våbeneksporterende lande henvender sig

traditionelt til forskellige markeder. Kina og In-

dien er de vigtigste markeder for Rusland. Lan-

de i Mellemøsten og Nordafrika er traditionelle

aftagere af russiske våben, og eksporten er inde

i en stigning. Det hænger bl.a. sammen med, at

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Rusland har eftergivet Syrien og Algeriet store

gældsposter i forbindelse med nye våbenkøb.

USA sælger ikke kun våben til vestlige lande,

men også til en lang række andre lande, f.eks.

Ægypten, Saudi-Arabien og Kuwait.

Masseødelæggelsesvåben

Spredning af masseødelæggelsesvåben

og deres fremføringsmidler er fortsat et

problem. De internationale kontrolregimer

er under pres.

Spredning af materialer og komponenter til at

masseødelæggelsesvåben og fremfø-

nidler er fortsat et problem. En række ikke-

spredningsaftaler og nationale initiativer har til

formål at regulere området, men de internationa-

le kontrolregimer er under pres. Eksportkontrol

af følsomme produkter, der kan anvendes både

til civile og militære formål, er et vigtigt redskab

i denne sammenhæng. Der lægges også vægt

på at hindre spredning fra de eksisterende rus-

siske lagre af kemiske våben og kernevåben samt

spaltbare materialer, dvs. uran og plutonium af

en kvalitet, der kan anvendes i kernevåben.

Globaliseringen har medført, at den teknologi

og de produkter, som er nødvendige for at ud-

vikle masseødelæggelsesvåben og fremførings-

midler, i stigende grad er tilgængelige for stater,

der har den nødvendige økonomi og organisa-

tion. Visse stater prøver at øge deres politiske og

militære indflydelse ved at fremstille eller søge

ati nstille masseødelæggelsesvåben og frem-

fAugsmidler.

Udgifterne er typisk af mindre betydning for

stater, der ønsker at udvikle masseødelæggelses-

våben og fremføringsmidler. Indkøb af følsom

teknologi til udvikling af våben sker ofte via

dækfirmaer for at omgå eksportkontrol.

Fremstilling af effektive masseødelæggelses-

våben og fremføringsmidler kræver omfattende

viden og den nødvendige teknologi. Masseødelæg-

gelsesvåben kan fremføres på flere måder, bl.a.

med bomber nedkastet fra fly eller ved hjælp af

missiler. Både Nordkorea og Iran har ambitiøse

programmer for udvikling af ballistiske missiler.

Nordkorea viste i oktober 2006, at det er i

stand til at gennemføre en underjordisk kerne-

sprængning. Som led i Sekspartsforhandlingerne

mellem USA, Kina, Nordkorea, Sydkorea, Japan

og Rusland lukkede Nordkorea i 2007 en række

nukleare anlæg. Det er dog muligt, at Nordkorea

stadig råder over spaltbart materiale af en kvali-

tet, der kan anvendes i kernevåben.

Iran arbejder med berigning af uran og er

under mistanke for at have et kernevåbenpro-

gram. Landet fastholder imidlertid, at det nu-

kleare program alene har fredelige formål. Trods

FN-sanktioner siden december 2006 har Iran

ikke indstillet sine aktiviteter i forbindelse med

uranberigning eller i tilstrækkelig grad afklaret

udestående spørgsmål med Det Internationale

Atomenergiagentur. Sanktionerne begynder at

påvirke den iranske økonomi. Men der skal for-

mentlig et betydeligt større pres til, for at Iran

opgiver sit nukleare program.

Flere og flere stater råder efterhånden over

de nødvendige midler til at fremstille masse-

ødelæggelsesvåben og fremføringsmidler. Der

er ofte tale om civil teknologi og produkter, der

også kan anvendes til at fremstille våben.

Dette er eksempelvis tilfældet med et nu-

kleart program. Ved et sådant program forstås

aktiviteter inden for industri, forskning og ud-

dannelse relateret til udnyttelse af energien eller

strålingen fra spaltning af atomkerner. En stats

beherskelse af et sådant program åbner mulig-

hed for at fremstille spaltbart materiale i en kva-

litet, der kan anvendes i kernevåben.

Tendenser i oprørskampe

Oprørere vil søge at svække vestligt engage-

ment i internationale operationer med

asymmetriske oprørs- og terrormetoder.

Når den vestlige verden indsætter militære styr-

ker i internationale operationer, hvor oprørsstyr-

ker skal bekæmpes, vil dens militærteknologiske

overlegenhed typisk tvinge oprørsbevægelser til

at blande moderne teknologi med traditionelle

og asymmetriske oprørs- og terroristmetoder.

Tendensen vil fortsat være angreb med forholds-

vis enkle midler, f.eks. vejsidebomber, selv-

mordsangreb og gidseltagninger. De tiltrækker

sig massemediernes interesse og bliver udnyttet

til at påvirke vestlige regeringer. Påvirkningen

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

er også rettet mod oprørsbevægelsernes egne

medlemmer og den øvrige lokale befolkning,

som oprørerne ofte, men ikke altid, er en del af.

Formålet med påvirkningen er at forhindre sam-

arbejde med vestlige modstandere og den lokale

regering samt at få størst mulig opbakning til

oprørsbevægelserne.

Oprørerne er i deres valg af midler og me-

toder ikke forpligtet af internationale konven-

tioner, som vestlige styrker er underlagt. Der

vil bl.a. af den grund ofte opstå en ulighed med

hensyn til de midler og metoder, parterne vælger

i denne type konflikt.

En afgørende forudsætning for en succesfuld

oprørskamp vil også i fremtiden være lokalbe-

folkningens støtte eller i hvert fald passivitet, så

oprørerne kan bevæge sig frit og skjule sig i den

øvrige befolkning. Påvirkning af lokalbefolknin-

gen sker gennem trusler og løfter. Med kontrol

over befolkning og ressourcer sikrer oprørere

sig den nødvendige bevægelsesfrihed til at plan-

lægge og gennemføre deres operationer.

For at fremkalde en politisk omvæltning

vil oprørsbevægelser fortsat forsøge at svække

statsmagtens evne til at sikre borgernes liv, ejen-

dom og almindelige dagligdag. De nedbryder

imidlertid kun sikkerheden i de områder, de

ikke kontrollerer, mens de overtager statsmag-

tens rolle i de områder, de kontrollerer.

Oprørsbevægelserne vil i første række an-

gribe modstanderens vilje snarere end at forsøge

at tilintetgøre hans styrker. Det kan f.eks. ske

ved selvmordsangreb og beskydning af lejre og

andre opholdssteder blot for at skabe utryghed.

Oprørere vil også angribe organisationer, der

udfører genopbygning og forsøger at forbedre

befolkningens levevilkår. Hvis disse organisa-

tioner tvinges til at trække sig ud af området, og

levevilkårene ikke forbedres, vil befolkningen

ikke se nogen fordel i, at en international styrke

er til stede. Oprørsbevægelserne vil ofte have en

interesse i at trække konflikten i langdrag, fordi

det mindsker den folkelige støtte i Vesten til at

sende styrker ud.

Globaliseringen og udviklingen inden for

kommunikation betyder, at oprørsbevægelser

ikke bare udnytter direkte kommunikation,

f.eks. i moskeer, men også presse, radio, tv og

internettet. De forstår til fulde, at psykologisk

påvirkning er lige så vigtig som væbnet kamp.

Oprørsbevægelser som Taliban i Afghanistan

og sunniekstremistiske grupper i Irak udnytter

dette meget bevidst for at skabe utryghed og

modvilje mod, at styrkerne er indsat. Konkret

kan påvirkningen bestå i politiske erklæringer,

offentliggørelse af billeder og rapporter om

påståede civile tab, henrettelser af gidsler eller

selvmordsaktioner.

Oprørskampens natur er foranderlig. Det

stiller store krav til vestlige militære styrkers

evne til at tilpasse sig. Ofte vil oprørere bevidst

ændre oprørskampen for dermed at rokke ved

de forudsætninger, den indsatte styrkes mandat

bygger på. Ad den vej søger de at påvirke den

vestlige opinion til at kræve tilbagetrækning af

de indsatte styrker.

Pirateri

Pirateri er stadig et sikkerhedsproblem for

den internationale skibsfart.

Ifølge International Maritime Bureau, IMB,

faldt antallet af piratangreb i hele verden i

2006 for tredje år i træk. Tendensen er dog

ikke entydig, idet nogle farvande, især ved

Bangladesh, Malaysia, Filippinerne, Brasilien

og Peru, udviste markante stigninger, mens

faldene især fandt sted i det indonesiske ørige,

ved Vietnam og ud for Somalia. De tre mest

udsatte områder er fortsat farvandene omkring

Indonesien, Nigeria og Bangladesh. Faldene

kan i flere områder tilskrives større indsats og

opmærksomhed fra både myndigheder og skibe.

Langt de fleste piratoverfald sker tæt på ky-

sten, men især ved Somalia har piraterne udvi-

det deres operationsområde til over 200 sømil

fra land. I 2006 blev 14 skibe kapret på verdens-

plan, heraf fem ved Somalia. I løbet af de første

seks måneder af 2007 er syv skibe blevet kapret

i farvandet ud for Somalia, herunder det dan-

ske skib Danica White. Kapringerne sker for at

kræve løsepenge for skib og besætning. Ud af de

syv kaprede skibe er fire blevet frigivet efter be-

taling af løsepenge. Danica White blev frigivet

efter 82 døgn i piraternes varetægt.

Antallet af piratangreb berører kun et meget

lille antal skibe på verdensplan, men er visse

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

steder et stort problem. Bekæmpelsen af pirateri

tvinger den internationale skibsfart til at opret-

holde og løbende forbedre sine forholdsregler

over for pirateri.

Stormagtsrelationer

Sikkerhedspolitiske udfordringer

Vestens politiske idealer og normer møder

modstand i den islamiske verden. Rusland

og Kina står i stigende grad også fast på

deres egne politiske værdier og interesser.

Globaliseringen spreder den vestlige verdens

kuer og teknologi, men der er opstået bevægel-

r er stærkt kritiske over for Vestens politi-

ske og kulturelle værdier. I mange ikke-vestlige

samfund er svaret på ringe økonomisk udvikling

og forværrede sociale forhold at vende tilbage

til sine egne kulturelle værdier, eventuelt fra en

svunden tid.

Den reaktion ses tydeligst i den islamiske

verden, hvor de kræfter, der ønsker at indrette

samfundene efter islamiske forskrifter, er i

stærk fremgang. Specielt i den arabiske verden

øger de økonomiske og sociale forhold befolk-

ningernes utilfredshed. En meget kraftig befolk-

ningsvækst med flere og flere unge gør det svært

at finde et arbejde. Det giver de yderliggående

kræfter i befolkningerne større opbakning.

Mange i den islamiske verden opfatter Ve-

stens politiske og militære adfærd som forsøg

på at dominere den islamiske verden. Den mest

elq 'me reaktion mod dette kommer fra de

,stiske terrorbevægelser med udspring i

Mellemøsten, i det sydlige Asien og blandt mus-

limske indvandrere i Europa.

Forholdet til den islamiske verden er blevet

Vestens mest påtrængende sikkerhedspolitiske

udfordring. Foruden terrortruslen drejer det

sig om islamismens trussel mod den politiske

stabilitet i en række stater i Mellemøsten, Nord-

afrika og Sydasien. Dertil kommer risikoen for,

at masseødelæggelsesvåben bliver mere udbredt.

Endelig er der usikkerheden om energipriser og

energiforsyning samt udvandring til Europa.

Globaliseringen fremmer et interessefælles-

skab mellem udviklede stater, og det mindsker i

betydelig grad risikoen for krige mellem disse.

De fleste voldelige og væbnede konflikter i dag

udspringer fra et bælte fra Nordafrika til Sydøst-

asien, der stort set er sammenfaldende med den

islamiske verden. Hertil kommer, at også Afrika

syd for Sahara fortsat vil være plaget af volde-

lige og væbnede konflikter.

Det bliver sværere at løse konflikter og kri-

ser, fordi mange stater og regeringer er under

hårdt pres fra oprørsbevægelser, stammer, kla-

ner, krigsherrer, kriminelle organisationer og

terrorgrupper. I nogle tilfælde dominerer det den

politiske scene, som det i stigende grad ses i de

mellemøstlige konflikter. Dette skaber meget

vanskelige politiske og militære betingelser, når

Vesten vil gribe ind i konflikterne.

Globaliseringen giver også fremvoksende

stormagter det økonomiske rygstød til at udfor-

dre Vesten politisk. Kina og Rusland føler sig al-

lerede nu stærke nok til i stigende grad at lægge

afstand til vestlige normer for politisk adfærd og

til at stå fast på deres egne politiske værdier, tra-

ditioner og interesser. Den tendens vil givetvis

blive forstærket og vil inspirere andre lande.

Dette vil danne grundlag for nye internatio-

nale samarbejdsmønstre. Det vil ikke nødven-

digvis føre til storpolitiske sammenstød, men

det vil gøre forskellene i politisk kultur tyde-

ligere og kan skabe vanskeligheder i forholdet

mellem stormagterne.

USA's ledende rolle

USA vil bevare sin ledende rolle. USA vil

dog i stigende grad blive udfordret af Kina

og Rusland.

Målt i teknologisk udvikling og velstand pr.

indbygger vil USA forblive verdens førende

økonomi. USA's økonomi er præget af service-

sektoren og er det mest fremskredne eksempel

på globaliseringens effekter i form af høj vækst

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

og udstrakt afhængighed af andre landes indu-

strielle formåen.

USA vil stadig være den eneste supermagt,

der kan sætte sine militære styrker ind over

hele kloden, og USA vil udbygge sin militære

teknologiske overlegenhed for at fastholde dette

forspring. USA har militær evne til at fjerne

regeringer og ændre regionale magtforhold,

men som Irakkrigen viser, har denne evne sine

begrænsninger, når beslutsomme væbnede

grupper, der falder i med befolkningen, skal

bekæmpes.

USA vil bevare sin ledende rolle i interna-

tional politik. Det skyldes dets økonomiske og

militære styrke samt politiske tiltrækningskraft.

Det er dog en position, der i stigende grad vil

blive udfordret af andre stormagter, primært

Kina og Rusland.

Kina som stormagt

I Kina har kommunistpartiet reelt forkastet

den kommunistiske ideologi. Landet bruger

sin størrelse og økonomiske vækst til at

sikre sig status som stormagt.

Kina har delvis omstillet sin økonomi efter

markedsøkonomiske principper. Kinas Kom-

munistiske Parti har reelt forkastet den kom-

munistiske ideologi, men har bevaret sit magt-

monopol. Partiet vil kun meget langsomt og

forsigtigt kunne gennemføre politiske reformer,

da dets fløje endnu ikke står samlet om et fælles

politisk projekt. Gradvise politiske reformer vil

blive forsøgt, baseret på traditionelle kinesiske

principper som harmoni, enighed og autoritet.

Den kinesiske ledelse har erkendt, at det ki-

nesiske forsvar er forældet, og at Kina vil være

USA teknologisk underlegen i lang tid. Det har

resulteret i en betydelig indsats for at moderni-

sere udvalgte dele af de væbnede styrker, især

flåde- og flystyrkerne.

Kina vil dog ikke kun bygge sin stormagts-

position på militær magt, men snarere på den

tiltrækningskraft, som landets størrelse og

voksende økonomi fører med sig. Det er Kinas

hensigt at udnytte sin økonomiske styrke til at

samle Østasiens lande om sig, og deres økono-

mier formes nu i stigende grad af deres relatio-

ner med Kina. I Nordøstasien stiger samhan-

delen mellem Kina, Japan og Sydkorea således

kraftigt, også selv om de politiske forbindelser

mellem Kina og Japan er kølige.

Kinas store overskud på handelen med USA

betyder, at de to lande er blevet afhængige af

hinanden. Kinas økonomiske udvikling kan

føre til, at den kinesiske økonomi bliver af sam-

me størrelse som USA's i løbet af de næste 20

år, og at Kina vil få en langt større indflydelse

på global politik.

Allerede nu ser Kina USA som den største

hindring for at udfolde sin indflydelse i Asien.

Taiwan rummer en væsentlig mulighed for kon-

flikt. Kina har forpligtet sig til at genforene ø-

republikken med moderlandet, om nødvendigt

med magt, mens USA har forpligtet sig til at

forsvare den mod et kinesisk angreb.

Sekspartsforhandlingerne viser, at USA har

indset, at Kina er den eneste magt, der kan

fremtvinge en fredelig afvikling af Nordkoreas

kernevåbenprogram.

Kina har en fælles interesse med Rusland i

at dæmme op for USA's globale rolle. Forholdet

mellem de to lande er godt, men det vil ikke

udvikle sig til en alliance. De vigtigste elemen-

ter i det kinesisk-russiske forhold er russiske

leverancer af våben, våbenteknologi og energi,

herunder atomkraftværker, til Kina.

Kinas økonomiske vækst betyder, at det

bliver stadig mere afhængigt af olie og andre

råstoffer fra udlandet. Kina søger at sikre sin

olieforsyning fra Mellemøsten ved at pleje tætte

kontakter til Iran, men søger i øvrigt at stå på

god fod med alle landene omkring Golfen. I

Afrika søger Kina økonomisk indflydelse og

adgang til energi ved at sprede sine investerin-

ger til flere lande og ved at udbygge sit forhold

til f.eks. Sudan, Angola og Zimbabwe.

Kina vil fortsat afvise politisk indblanding

i egne og andre landes indre forhold. Det gør

Kina attraktiv som samarbejdspartner for en

lang række lande, og kinesiske investeringer er

et tillokkende alternativ til vestlige investerin-

ger, der ofte ledsages af krav til landenes politi-

ske adfærd.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Indien som stormagt

Indiens økonomiske vækst har ført til

stormagtsambitioner. Indien kan blive

brobygger i international politik, men landet

plages af store interne problemer.

Indiens økonomi er gennem de sidste to årtier

vokset med omkring 6 % om året, og det har

ført til øget levestandard for en del af landets

hastigt voksende befolkning. Indiens regering

håber, at den økonomiske vækst kan føre landet

frem mod en væsentlig rolle i verdenssamfun-

det. Samtidig har Indien en velfunderet demo-

kratisk tradition og kan således placere sig som

e -turlig storpolitisk partner for Vesten. Med

jancefri tradition kan Indien være brobyg-

ger til ikke-vestlige stormagter og udviklings-

lande.

Indiens økonomiske vækst trues dog af

mangler inden for transport og kommunikation

samt statsstyring af økonomien. Indiens demo-

kratiske system gør det svært at gennemføre

økonomiske reformer, fordi størstedelen af den

fattige befolkning stemmer på partier, som vil

opretholde den statsstyrede økonomi.

Den indiske regering skal lægge store kræfter

i at håndtere landets mange konflikter, fra Kash-

mir i nordvest til de maoistiske og etniske oprør

i øst. De religiøse, politiske og etniske konflikter

og den meget ujævne økonomiske og sociale

udvikling i Indiens delstater bidrager til, at den

fremvoksende stormagt på visse områder vil be-

vare sin karakter af en såkaldt svag stat.

t er Indiens strategiske mål at hæve sig op

pfi—veau med Kina som asiatisk stormagt. Det

er derfor et vigtigt mål for Indien at få en per-

manent plads i FN's Sikkerhedsråd.

Indien har styrket sit forhold til USA, der har

anerkendt dets status som atommagt. USA ser

en fordel i at have Indien som strategisk partner

for at have en modvægt til Kina i Asien. Indien

vil dog ikke alliere sig med USA, men vil ma-

nøvrere mellem Kina, Rusland og USA.

Det er desuden et vigtigt mål for Indien at

skabe stabilitet i sit nærområde, der er plaget af

en lang række konflikter, hvoraf flere har direkte

indflydelse på Indiens indre sikkerhed. Indien

har mange ressourcer bundet i det problemati-

ske forhold til Pakistan, og den uløste konflikt

om Kashmir forsinker Indiens ambitioner om

en regional stormagtsrolle. Den igangværende

fredsproces har forbedret klimaet mellem Indien

og Pakistan, men den står næppe foran et gen-

nembrud.

Indien prioriterer sit forsvar højt og råder al-

lerede over et konventionelt stormagtsforsvar

med en afbalanceret sammensætning. Det er

kun på det militære område, at Indien har stor-

magtsstatus, men det er sandsynligt, at landet i

de nærmeste ti år vil styrke sin udenrigspolitiske

indflydelse.

Ruslands nye stormagtsrolle

Økonomisk vækst giver Rusland større

selvtillid. Landet søger en ny stormagtsrolle

ved at udfordre Vesten.

Rusland er kommet så meget til kræfter, poli-

tisk og økonomisk, at dets ledelse nu kan forme

landets videre udvikling og fremtidige politiske

system. Det vil betyde, at det delvis vil afvise

vestlige demokratiers parlamentariske og retlige

normer.

Det politiske system er præget af en stadig

mere centraliseret og autoritær statsmagt, der

ser Ruslands egen historiske og kulturelle tra-

dition som et forbillede for sin magtudøvelse.

Dette accepteres bredt i den politiske elite og i

befolkningen. Præsident Putins kandidat som

efterfølger vil med stor sandsynlighed blive

valgt i foråret 2008. De nuværende tendenser i

russisk indenrigs- og udenrigspolitik vil derfor

fortsætte.

Rusland er inde i en økonomisk fremgang,

der først og fremmest drives af landets rolle som

verdens største eksportør af naturgas og som

den næststørste olieeksportør. Rusland vil for-

mentlig kunne opnå en årlig økonomisk vækst

på ca. 5 % og dermed en stigende levestandard.

Hvis tendenserne til statslig styring af økono-

mien bliver endnu mere udtalte, vil det kunne

skade den økonomiske vækst.

Trods stigende forsvarsudgifter er nedskæ-

ringer i Ruslands væbnede styrker nødvendige,

også i de strategiske kernevåben. Ellers er det

ikke muligt at skaffe nyt materiel og skabe et

mere professionelt forsvar.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Rusland har indledt en konfrontatorisk uden-

rigspolitik. Det afspejler en opfattelse i landets

ledelse af, at Ruslands magt er voksende, og at

den skal bruges til at stå fast på egne politiske

værdier og til at genskabe Rusland som en magt,

der i international politik handler ud fra sine

egne interesser.

Med statens stigende kontrol over energisek-

toren er salg og transit af olie og gas blevet et

vigtigt politisk instrument, i særdeleshed i SNG,

hvor Rusland er opsat på at styrke sin position

som den enerådende regionale leder. Ruslands

energipolitik over for de SNG-lande, der mod-

sætter sig Rusland, har fremkaldt mistillid i EU

til Ruslands energipolitik. Sammen med en ræk-

ke politiske stridigheder har det kølnet forholdet

mellem Rusland og en række EU-lande. Også

forholdet mellem Rusland og USA er præget af

sammenstød om politiske værdier og en række

sikkerhedspolitiske spørgsmål, bl.a. USA's mis-

silskjold og fremtiden for traktaten om begræns-

ninger af konventionelle våben i Europa, CFE-

traktaten.

Rusland har ikke de samme økonomiske

udviklingsmuligheder som Kina. Det vil fortsat

have betydelige politiske, økonomiske, sociale,

befolkningsmæssige og militære problemer, der

hindrer, at Rusland kan få magt til alene at ud-

fordre USA, EU eller Kina.

Rusland vil derfor søge at samarbejde med

andre stormagter og regionale magter, som

eks. Kina, Indien og Iran. Der vil ikke være

tale om egentlige alliancer, men om samarbejds-

mønstre, hvor interessesammenfald og styrken

af samarbejdet vil variere meget. For EU og

USA betyder det, at Rusland vil blive mere selv-

hævdende og besværlig i mange internationale

spørgsmål, og at Vesten ikke længere kan tage

Ruslands politiske partnerskab for givet.

Europa

Ruslands eksport af naturgas

Rusland vil ikke kunne bruge naturgas-

leverancerne som politisk våben mod EU

uden at skade sig selv i betydelig grad.

I de kommende årtier bliver EU mere afhængig

af at købe naturgas fra Rusland. Det skyldes,

at EU-landenes forbrug af gas stiger, samtidig

med at deres egen gasproduktion falder. Men

Rusland er også afhængig af at sælge gas til

EU. For det første er der tale om en betydelig

indtægtskilde. For det andet råder Rusland

ikke over gasrørledninger, der gør det muligt at

sælge gassen til andre kunder.

Det er derfor ikke sandsynligt, at de aktuelle

politiske og økonomiske modsætninger mellem

Rusland og EU-landene vil føre til et stop for

gaseksporten til EU. Det ville i høj grad ramme

Rusland selv, hvis det brugte "naturgasvåbnet"

over for EU.

Rusland samarbejder med de nordafrikan-

ske lande om at udvinde og sælge naturgas.

Da disse lande også dækker en betydelig del af

EU's gasforbrug, indebærer det en mulighed for

et russisk domineret gaskartel, der kan presse

prisen på gas til det europæiske marked op.

Det har vakt bekymring i EU-landene, at

Rusland har brugt Ukraines og Belarus' afhæn-

gighed af russisk naturgas til at presse de to

lande til at acceptere højere gaspriser og øget

russisk indflydelse på deres naturgasledninger.

Selv om Rusland ikke har misligholdt sine gas-

aftaler med Ukraine og Belarus og blot har øn-

sket at hæve gaspriserne til verdensmarkedets

niveau, har det ikke fjernet EU-landenes mistil-

lid til Rusland som gasleverandør.

Mens Rusland forsøger at blive en trovær-

dig leverandør, fortsætter EU-landene med at

mindske deres afhængighed af enkelte gasleve-

randører. Den russiske stats øgede kontrol med

landets energisektor har dog ført til uoverens-

stemmelser med EU om det fremtidige energi-

samarbejde, og spørgsmålet bidrager til at van-

skeliggøre Ruslands og EU's forhandlinger om

en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Kosovo

En endelig og bredt accepteret løsning på

Kosovos status er meget svær at opnå.

Situationen i Kosovo er spændt på grund af det

endnu ubesvarede spørgsmål om Kosovos ende-

lige status. FN's særlige udsending for Kosovo,

Martti Ahtisaari, afsluttede i foråret 2007 for-

handlingerne om Kosovo, men det var Ahtisa-

aris konklusion, at en forhandlet løsning mellem

Serbien og Kosovo ikke er mulig på grund af

parternes modsatte synspunkter og manglende

vilje til kompromis.

Ahtisaaris udspil lægger op til en form for

ov våget selvstændighed og en international til-

ærelse (bl.a. EU-politi og NATO/KFOR)

under

politisk ledelse af EU. I FN's Sikkerheds-

råd blokerer Rusland for en resolution, der på

grundlag af Ahtisaaris udspil vil kunne bane

vejen for Kosovos selvstændighed. Rusland kræ-

ver en forhandlet løsning mellem Kosovo-kon-

fliktens parter.

Rusland bruger spørgsmålet om Kosovos sta-

tus til at demonstrere en selvstændig stormagts-

politik over for EU og især USA. Rusland har

dermed ført løsningen af Kosovo-spørgsmålet

ind i kredsen af uoverensstemmelser med USA.

Den omfatter f.eks. også missilforsvar og CFE-

traktaten om begrænsninger af konventionelle

våben i Europa, uden dog direkte at koble dem

sammen med Kosovo-spørgsmålet.

Situationen er gunstig for Rusland, da den

udstiller uenighed i EU om Kosovos status og

-,odighed i USA med splittede europæere.

Dk ger Ruslands tilskyndelse til at stå fast og

udnytte Kosovo maksimalt i sin storpolitiske

positionering over for EU og USA. Det bliver

derfor meget vanskeligt at finde en løsning i

FN's Sikkerhedsråd på Kosovos status i løbet af

efteråret 2007.

Radikale kosovoalbanske grupper lægger

pres på de kosovoalbanske politikere for en

ensidig selvstændighedserklæring, men den

kosovoalbanske ledelse maner til besindighed.

Hvis den fortsat føler politisk opbakning fra EU

og USA i løbet af efteråret 2007, er det sandsyn-

ligt, at det vil lykkes at holde befolkningen i ro.

Hvis situationen i Kosovo spidser til, eller de

storpolitiske forhandlinger om Kosovos status

helt går i baglås, kan det føre til, at kosovoalba-

nerne ensidigt erklærer Kosovo selvstændigt.

Det vil give EU og USA betydelige politiske og

juridiske problemer, da en anerkendelse af Ko-

sovo vil være i modstrid med FN's sikkerheds-

rådsresolution 1244. Desuden vil det komplicere

en fortsat international civil og militær tilstede-

værelse.

Som situationen tegner sig, er det ikke sand-

synligt, at der på kort til mellemlangt sigt kan

findes en endelig og bredt accepteret afklaring

af Kosovos status, og spørgsmålet vil derfor

fortsat høre til blandt de uløste konflikter i Euro-

pa på linje med feks. Cypern-spørgsmålet.

Øvrige uløste konflikter i det syd-

østlige Europa

Øvrige konflikter i det sydøstlige Europa

er meget vanskelige at løse, bl.a. fordi

de er knyttet sammen med storpolitiske

problemer.

Der er stadig ikke udsigt til endelige løsninger

med hensyn til de øvrige ikke-anerkendte stats-

dannelser: Nordcypern, Transdnestr, Abkha-

sien, Sydossetien og Nagornyy Karabakh. Som

Kosovo-konflikten er disse konflikter knyttet

sammen med storpolitiske problemer, og de på-

virker hinanden.

Ruslands genindtræden i CFE-traktaten

er ikke realistisk uden en politisk løsning på

Transdnestr-konflikten og dermed en afklaring

af de russiske troppers tilstedeværelse. Samti-

dig vil udviklingen i spørgsmålet om Kosovos

fremtidige status kunne påvirke situationen

omkring Transdnestrs, Abkhasiens og Sydos-

setiens selvstændighed. Ruslands interesse i

disse konflikter er først og fremmest status

quo. En russisk anerkendelse af de tre regioners

formelle selvstændighed er derfor kun i nogen

grad sandsynlig.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Konflikter uden for Europa

Generelle tendenser

I Mellemøsten og Nordafrika får islamistiske

bevægelser stadig større folkelig tilslutning.

Regeringerne er generelt afvisende over for de-

mokratiske reformer, som kan give islamisterne

større indflydelse, men tager dog i stigende

grad hensyn til islamisternes krav om lovgiv-

ning, som baserer sig på islam. I flere arabiske

la40-. f.eks. Saudi-Arabien og Ægypten, frygter

egerne den radikalisering af deres egne

befolkninger, som skabes af konflikterne i Irak,

de palæstinensiske områder, Libanon og Afgha-

nistan. Radikaliseringen vanskeliggør deres sik-

kerhedspolitiske samarbejde med USA. De hol-

der dog fast i samarbejdet, bl.a. som modvægt til

Irans voksende regionale magt.

I Afghanistan bevarer Taliban vilje og kapa-

citet til en lang og opslidende kamp trods bety-

delige tab i 2007. Et vigtigt aspekt af Talibans

oprør er den pakistanske regerings stigende

problemer med at kontrollere grænseområderne

til Afghanistan.

Siden bølgen af uafhængighed i 1960'erne

har Afrika syd for Sahara været plaget af po-

litisk ustabilitet og konflikter. Den typiske

konflikt har sine rødder i etniske, religiøse el-

ler klanmæssige forhold, som ofte udnyttes af

mt .,averne. Udviklingen har dog i de seneste

år ret inde i et mere positivt forløb, selv om

der er en række klare undtagelser.

Blandt undtagelserne er Afrikas Horn, hvor

især konflikterne i Sudan og Somalia påkalder

sig opmærksomhed. I Sudan drejer det sig om

Darfur samt fredsaftalen mellem Nord- og Syd-

sudan. I Somalia gælder det borgerkrigen og den

udenlandske indblanding.

Demokratiske tendenser på retur i

Mellemøsten

De demokratiske tendenser i Mellemøsten

er på retur. Hovedparten af de politiske

systemer har begrænset folkelig opbakning

og er ikke stabile på længere sigt.

I det meste af Mellemøsten er borgerne ude-

lukket fra politisk medbestemmelse. De bæren-

de statsinstitutioner er magtapparatet, inklusive

de væbnede styrker og sikkerhedstjenesterne.

Efter den første golfkrig i 1991 indledte flere

regeringer forsigtige demokratiske reformer.

Disse tendenser kulminerede, efter at den ame-

rikansk ledede koalition invaderede Irak i 2003.

I 2004 udtalte Yemens præsident, at de arabiske

ledere måtte gennemføre reformer eller se sig

skyllet væk af en global demokratiseringsbølge.

Parlamentsvalg i Algeriet, Tunesien og Ægyp-

ten, lokalvalg i Saudi-Arabien og indførelse af

kvindelig stemmeret i Qatar og Kuwait viste, at

flere af regeringerne i Mellemøsten så behov for

politiske reformer.

I de sidste par år har hovedparten af rege-

ringerne i Mellemøsten imidlertid stillet de

demokratiske tiltag i bero. I Jordan, Marokko

og Ægypten, som tidligere var forrest med disse

tiltag, er oppositionspolitikere blevet arresteret.

Generelt er pressefriheden blevet mindre, og

Mellemøstens statsledere er holdt op med at love

demokratiske reformer.

Nogle forklaringer på den manglende demo-

kratisering er specielle for de enkelte lande, men

en række generelle faktorer gør sig gældende.

Hovedparten af Mellemøstens statsledere blev

skræmt af islamistiske bevægelsers store vælger-

tilslutning ved parlamentsvalgene i Ægypten og

Irak i 2005, i de palæstinensiske områder i 2006

samt den generelt stigende folkelige opbakning

til islamistiske oppositionsgrupper.

Regeringerne i de olieproducerende lande i

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Mellemøsten har i udstrakt grad siden 1970'erne

brugt olieindtægterne til at opnå støtte fra de

mest indflydelsesrige samfundsgrupper samt

til job og velfærd for den brede befolkning. De

senere års meget høje oliepriser har gjort det

lettere at føre denne politik, som gør besparel-

ser på statsbudgettet og økonomiske reformer

unødvendige. Regeringerne har ikke gennem

politiske reformer forsøgt at få større folkelig

opbakning.

Endelig har USA nedtonet sit pres på Mel-

lemøstens regeringer for demokratiske reformer,

bl.a. på grund af problemerne i Irak og islami-

sternes stigende folkelige opbakning. I ly af det

aftagende vestlige pres for demokratiske refor-

mer har flere regeringer slået ned på islamistiske

oppositionsgrupper. Regeringerne i Mellem-

østen har ofte i stramningerne af den politiske

åbenhed ikke skelnet mellem islamistiske be-

vægelser med brede politiske og sociale mål og

mindre, yderliggående grupper, som bekender

sig til terrorisme.

Hovedparten af Mellemøstens politiske sy-

stemer har begrænset folkelig opbakning. Det

gælder både de traditionelle monarkier og de

tilbageværende repræsentanter for den såkaldte

arabiske socialisme. Den politiske hovedstrøm-

ning blandt befolkningerne i Mellemøsten tager

sit udgangspunkt i tolkninger af islam, som

er stærkt antivestlige. I lande som Ægypten,

Marokko og de arabiske monarkier ved Golfen

forsøger statslederne at fremstille sig selv som

fortalere for økonomisk modernisering, samti-

dig med at de prøver at indarbejde centrale dele

af de islamistiske strømninger i deres politiske

profil.

Hovedparten af Mellemøstens politiske

systemer er ikke stabile på længere sigt. De

er i særlig grad udsatte, hvis den økonomiske

situation bliver markant forværret. Mellem-

østens statsledere er nødt til at tage hensyn til

den stigende folkelige støtte til den islamistiske

dagsorden. Derfor er der voksende sandsynlig-

hed for, at sager som tegningerne af profeten

Muhammed i 2006 kan skabe problemer mellem

landene i Mellemøsten og vestlige lande.

Øget spænding mellem sunnitter

og shiitter

Udviklingen i Iran og Irak har forskudt

magtbalancen mellem shiamuslimske og

sunnimuslimske lande i Mellemøsten til

fordel for shiitterne.

Magtbalancen mellem shiitiske og sunnitiske

lande i Mellemøsten er gennem de seneste år

blevet forskudt. Det skyldes først og fremmest

Irans nukleare program. Dertil kommer udvik-

lingen i Irak, hvor shiitterne nu dominerer rege-

ringen og har nære forbindelser til det shiitiske

Iran.

Sunniarabiske regeringer søger at imødegå

Irans øgede styrke og har gentagne gange udtalt

sig om "faren for en shiitisk halvmåne", dvs. et

bælte med shiitisk dominans fra Iran og Irak

over Syrien til Libanon. Spændingerne kommer

særligt til udtryk gennem magtkampen mellem

det arabiske, sunnitiske Saudi-Arabien og det

persiske, shiitiske Iran. Siden 2007 er magtkam-

pen mellem dem bl.a. også kommet til udtryk

i Libanon, hvor de to stater yder støtte til hver

deres part i den igangværende indenrigspolitiske

krise.

De øgede spændinger mellem shiitter og sun-

nitter har også indenrigspolitiske følger i flere

af Mellemøstens stater. I Irak følger de vigtigste

konflikter skellet mellem sunnitter og shiitter,

og i Golfen ser de sunniarabiske regeringer i

stigende grad deres egne shiitiske mindretal som

destabiliserende elementer. Saudi-Arabien har

f.eks. et shiitisk mindretal på 10-15 %, som ud-

gør et flertal i landets olierige østlige provins, og

som i stigende grad kræver indflydelse. Nedsæt-

tende omtale af shiitter har hidtil været forbudt

i Saudi-Arabien, men forekommer nu jævnligt i

landets medier. I Bahrain er 70 % af befolknin-

gen shiitisk, men deres indflydelse er begrænset,

og der har været voldelige sammenstød mellem

unge shiitter og sikkerhedsstyrkerne. Det er ikke

set tidligere.

Den Arabiske Liga har løbende forsøgt at øge

det arabiske engagement i Irak for at stabilisere

situationen og forhindre, at konflikten mel-

lem shiitter og sunnitter breder sig i regionen.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Ligaen har dog kun haft begrænset succes på

grund af intern uenighed og mangel på vilje til

at involvere sig i konflikten.

Saudi-Arabien er derfor gået i spidsen for

et øget samarbejde mellem regionens arabiske

regeringer, især Ægyptens og Jordans. Forsøget

på at styrke arabisk samarbejde indebærer også

et forsøg på at trække Syrien væk fra dets tradi-

tionelle samarbejde med Iran og tættere på den

arabiske lejr. Konflikten i Libanon har dog gjort

dette vanskeligt.

De saudiarabiske bestræbelser er et forsøg

på at udfylde det tomrum, som er fulgt efter

krigen i Irak, og som Den Arabiske Liga ikke

har formået at udfylde. Målet er at skabe et sun-

niarabisk modspil til Irans øgede indflydelse

og forhindre, at konflikten i Irak breder sig til

resten af regionen.

Afghanistan

Inde

modsætninger, oprør og narkotika-

ko ialitet hindrer opbygning af den afghan-

ske stat. Taliban bevarer vilje og kapacitet

til en lang, opslidende kamp trods tab.

Det oprindelige mål for USA's indgriben i Af-

ghanistan var at bekæmpe al-Qaida og vælte Af-

ghanistans talibanstyre. Siden da er der tilføjet

et bredere mål om at danne og opretholde en sta-

bil afghansk stat, som kan garantere sikkerhed

og livsgrundlag for den enkelte afghaner. Den

FN-godkendte og NATO -ledede internationale

sikringsstyrke skal i den forbindelse hjælpe den

afghanske regering med at tilvejebringe sik-

kerhed i Afghanistan. Trods visse fremskridt er

Afghanistan stadig meget langt fra disse mål.

Den internationale aftale "Afghanistan

Compact" sætter rammen for en række landes

samarbejde med Afghanistans regering om sik-

-d, regeringsførelse, social og økonomisk

_ling samt narkotikabekæmpelse. Afgha-

nistan er dybt afhængig af denne internationale

støtte. Da statens egne indtægter er minimale,

er langtidsplanlægning meget vanskelig. Sik-

kerhedsstyrkernes opbygning og vedligeholdelse

kan alene gennemføres med udenlandsk bistand.

Manglen på et fungerende rets- og uddannelses-

system samt fravær af en sammenhængende

offentlig administration gør det vanskeligt at

udnytte den internationale hjælp.

Afghanistans problemer forværres af, at de

overlapper og forstærker hinanden. Landets

voldelige konflikter og de indblandede parter er

oftest dele af større konflikter, som rækker ud

over Afghanistans grænser. Konflikter er derfor

sjældent et rent afghansk anliggende. De fysiske

grænser mellem Afghanistan og nabolandene,

især Pakistan og Iran, er vanskelige at kontrol-

lere. Stammer, familierelationer, handel og sprog

går på tværs af landegrænserne i et vanskeligt

tilgængeligt terræn.

Den afghanske nationalitetsfølelse består

mere af et geografisk betinget skæbnefællesskab

end accept af eller loyalitet over for regeringen.

Da staten ikke gør sig gældende i den enkelte

afghaners dagligdag, bl.a. på grund af den dår-

lige sikkerhed, oplever mange afghanerne ofte

forholdet til det svage statsapparat som fjernt

og uvæsentligt. Deres loyalitet og identitet er i

høj grad knyttet til stammen, som ofte er eneste

kilde til sikkerhed og velfærd.

Opbygningen af en stabil afghansk stat er

trods opfyldelsen af markante politiske mål

stagneret. Det politiske billede er præget af mod-

sætninger mellem regeringen i Kabul og landets

provinser. Regeringen og præsident Hamid

Karzai har kun begrænset indflydelse uden for

Kabul. Det centrale styre står svagt i forhold til

de lokale ledere, herunder de magtfulde tidligere

krigsherrer. Mange lokale ledere deltager i den

omfattende opiumproduktion og opretholder

lokale militser, som sikrer deres stilling i lokal-

samfundene og deres relative uafhængighed.

Det gør det svært at skabe en funktionsdygtig

centralmagt. Karzai udfører en svær politisk

balancegang ved at forsøge både at udbrede

centralmagtens indflydelse og bibeholde en vis

lokal opbakning.

Der er dyb fattigdom i Afghanistan. Store

dele af befolkningen er afhængige af opiumpro-

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

sandsynligt, at denne tendens vil fortsætte.

duktionen, som i 2007 steg med 34 %. De uro-

Målet for Taliban er at tilbageerobre magten

plagede provinser i det sydlige Afghanistan står

og genindføre den styreform, de praktiserede

tilsammen for mere end 70 % af Afghanistans

indtil magtskiftet i 2001. Taliban forsøger at

produktion af opiumvalmuer, og Helmand-pro-

skabe tvivl om regeringens evne til at styre

vinsen står alene for 53 %.

landet og beskytte borgerne. Utilfredsheden i

Opium er den vigtigste enkeltfaktor i den

befolkningen næres bl.a. af regeringens kam-

afghanske økonomi, og det afghanske samfund

pagne mod opium og dens manglende evne til at

er fra bund til top indblandet i narkotikakrimi-

forbedre levevilkår og sikkerhed. Befolkningen

nalitet. Over 90 % af heroinen på verdensmar-

er samtidig ofte utilfreds med lokale, korrupte

kedet kommer fra Afghanistan. Det er ikke

magthavere og tilstedeværelsen af udenlandske

sandsynligt, at opiumproduktionen i Afghani-

tropper.

stan vil falde markant på kort sigt.

Det er først og fremmest lokale forhold, som

Den organiserede kriminalitet med forbin-

er afgørende for afghanernes loyalitet. Taliban

delser til narkotikaindustrien er i stort omfang

er mange steder en del af det lokale samfund, og

en del af magtkampene i Afghanistan, som også

omfatter skiftende støtte til Taliban. Risikoen for støtte til Taliban er ofte valgt på grund af mod-

stand mod lokale magthavere. Taliban bruges i

deltagerne i narkotikakriminalitet er minimal.

de lokale magtkampe, og Taliban bruger de lo-

Store områder i det sydlige og østlige Af-

kale magtkampe i sin interesse.

ghanistan er uden for regeringens kontrol. De

Taliban vil sandsynligvis undgå afgørende

afghanske sikkerhedsstyrker er stadig under

slag, men vil til gengæld forsøge at nedslide de

opbygning. Det afghanske politis loyalitet, ud-

afghanske sikkerhedsstyrker og de internationa-

dannelse og tilstedeværelse lokalt er generelt

meget ringe. Korruption og indflydelse fra loka- le styrker. 2007 er formentlig ikke et afgørende

år for Taliban i oprørskampen. Talibans kamp

le magtfulde ledere er udbredt på alle niveauer.

for at vende tilbage til magten i Afghanistan har

Lokalbefolkningen anser derfor ikke politiet

et længere sigte. I foråret og sommeren 2007

for en myndighed, der garanterer sikkerhed og

har Taliban været under pres fra de internatio-

retfærdighed.

nale styrker i de sydlige provinser. Taliban har

Den afghanske hær og de internationale

lidt betydelige tab, men den fulde virkning på

styrker udkæmper i stigende omfang en væbnet

Taliban af disse operationer er endnu usikker.

konflikt med Taliban. Det vil sandsynligvis

Tilsyneladende har Taliban ingen større proble-

vare adskillige år og kræve fortsat internatio-

mer med at rekruttere nye oprørere eller skaffe

nal støtte, før den afghanske hær selv bliver i

stand til at bekæmpe oprørerne. Oprørsgrupper, materiel. Talibans forbindelser ind i Pakistans

uroplagede grænseområder giver muligheder

terrorgrupper og kriminelle bevæbnede grup-

for at reorganisere sig og skaffe nye forsyninger.

per er aktive i hele Afghanistan. Sikkerheden

Taliban bevarer vilje og kapacitet til en lang, op-

i de sydlige og østlige dele af landet er kritisk.

slidende kamp.

Taliban angriber internationale styrker, afghan-

Om Taliban på længere sigt vil kunne vinde,

ske sikkerhedsstyrker, embedsmænd og civile

vil især afhænge af, om befolkningen oplever, at

repræsentanter, der støtter regeringen. Impro-

den internationale indsats forbedrer sikkerhed

viserede bomber, også i forbindelse med selv-

og levevilkår.

mordsangreb, anvendes mere og mere. Det er

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Pakistan

Kampe mellem regeringsstyrker og oprørs-

og terrorgrupper i Pakistans randområder

vokser. Pakistan bliver dog næppe

genstand for islamistisk omstyrtning.

Den pakistanske regering har siden 2001 slået

ned på grupper med relationer til international

terror, herunder visse af de kashmirske ter-

rorgrupper. Flere af disse grupper har svaret

igen med attentatforsøg mod præsident Pervez

Musharraf og andre højtstående personer samt

gennemført en række angreb mod vestlige mål i

Pa i stan.

nflikten er skærpet mellem på den ene

side de pakistanske myndigheder og på den an-

den side militante islamistiske grupperinger og

lokale stammer ved grænsen til Afghanistan, i

de såkaldte føderalt administrerede grænseom-

råder. Siden foråret 2007 har angreb på rege-

ringskontorer og pakistanske hærenheder spredt

sig til områder, som støder op til de føderalt

administrerede stammeområder.

Den folkelige modstand mod Pervez Mushar-

rafs dobbeltrolle som både præsident og øverst-

befalende har tvunget ham til at love, at han vil

forlade sin post som øverstbefalende, hvis han

genvælges som præsident. Samtidig forsøger han

at styrke sin magtbase gennem nye alliancer i et

afgørende valgår. De væbnede styrker spiller og

vil formentlig fortsat spille en nøglerolle i paki-

stansk politik.

Det er ikke sandsynligt, at Pakistan bliver

genstand for en islamisk omstyrtning, som fun-

damentalt vil ændre på statens opbygning, her-

under hærens afgørende magt. Et regeringsskifte

i Pakistan vil næppe påvirke landets politik over

for Afghanistan eller dets afmålte samarbejde

med den vestlige verden.

Palæstina-konflikten

En løsning på den israelsk-palæstinensiske

konflikt er ikke sandsynlig på kort sigt. Den

politiske opsplitning af de palæstinensiske

områder har ført til en alvorlig krise.

Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er på

ny på den internationale dagsorden. Regionale

`ernationale kræfter, herunder Mellemøst-

kk etten, der består af USA, EU, Rusland og

FN, arbejder på at genoplive processen. Der er

også fremgang i de bilaterale relationer mellem

Israel og palæstinenserne anført af præsident

Mahmoud Abbas. Trods tegn på fremgang i

fredsprocessen er en løsning på konflikten ikke

sandsynlig på kort sigt. Den israelske regerings

og det palæstinensiske selvstyres politiske mål

er fortsat langt fra hinanden, og yderliggående

og frustrerede grupper i begge samfund vil gøre

deres til at forpurre et eventuelt samarbejde gen-

nem nye voldshandlinger.

Så længe Israel opretholder det strategiske part-

nerskab med USA, eksisterer der ingen reel kon-

ventionel trussel mod Israels eksistens som stat.

Masseødelæggelsesvåben og langtrækkende

missilsystemer under fjendtlige staters kontrol

udgør en ydre trussel. Israel anser Iran for at

være den største regionale trussel, mens Syrien

ikke i sig selv opfattes som en større trussel.

Det gør derimod Syriens alliance med Iran og

støtte til Hizbollah og visse terrororganisationer.

Truslen mod Israels indre sikkerhed kommer

primært fra militante palæstinensiske gruppers

terrorangreb. Israels regering har svaret igen ved

at pålægge de væbnede styrker at dræbe palæsti-

nensere, som den sætter i forbindelse med den

væbnede palæstinensiske opstand.

Israel arbejder fortsat på at færdiggøre det

byggeri af en barriere på Vestbredden, som

startede i 2002. Baggrunden for byggeriet er en

kombination af politiske, geografiske og sikker-

hedsrelaterede ambitioner samt en dyb mistillid

til palæstinensernes reelle vilje til at standse

volden. Et overvældende befolkningsflertal i Is-

rael støtter barrieren, fordi det ønsker en fysisk

adskillelse mellem Israel og en fremtidig palæ-

stinensisk stat.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Linjeføringen for barrieren rundt om de store

bosættelser og israelske erklæringer om, at det

vil være umuligt at trække sig tilbage til 1967-

grænserne, tyder på, at Israel med barrieren

forsøger at etablere permanente grænser på egen

hånd.

Palæstinensisk politik befinder sig i en fase,

hvor der udspiller sig en magtkamp mellem

Hamas og Fatah, der længe har haft den altdo-

minerende rolle. Efter præsident Arafats død i

2004 blev Mahmoud Abbas fra Arafats Fatah-

bevægelse valgt til præsident i 2005. Abbas har

siden stået over for meget store problemer, der er

blevet forværret af llamas' styrkede position i de

palæstinensiske områder.

Hamas' sejr ved parlamentsvalget i januar

2006 førte til international isolering og økono-

misk boykot af Hamas-regeringen og til alvorlig

intern palæstinensisk konflikt. Kompromiset, der

blev sikret mellem Fatah og Hamas i form af en

palæstinensisk samlingsregering, brød sammen

efter knap tre måneder, da Hamas overtog mag-

ten i Gaza. Begivenheden har kastet det palæsti-

nensiske selvstyre ud i sin hidtil værste krise.

Der er nu to regeringer i selvstyreområderne,

der hver især hævder, at de er palæstinensernes

lovlige ledelse. På Vestbredden har præsident

Mahmoud Abbas per dekret udnævnt en Fatah-

loyal midlertidig regering, som ledes af den

respekterede, vestligt orienterede økonom Salam

Fayyad. Mens Hamas fortsat hævder, at Ismail

Haniyeh er palæstinensernes demokratisk valgte

premierminister. Mellemøstkvartetten og Israel

støtter Abbas og dennes diplomatiske linje til

løsning af konflikten med Israel, mens Hamas er

isoleret.

På trods af den interne politiske krise i de pa-

læstinensiske områder er sikkerhedssituationen

i Gaza markant forbedret efter Hamas' overta-

gelse af magten. For første gang i adskillige år

bliver der gjort et reelt forsøg på at dæmme op

for volden og kriminaliteten i Gaza.

Det palæstinensiske samfund er inde i en

afgørende brydningstid, og palæstinenserne

kan blive yderligere polariserede i deres syn på,

hvordan kampen for et selvstændigt Palæstina

bedst kan føres.

Hamas vil være uomgængelig i enhver intern

palæstinensisk politisk bestræbelse, som går ud

på at opnå folkelig tilslutning. Det gælder også

en holdbar palæstinensisk aftale om fred med

Israel.

Libanon

Mens våbenstilstanden efter krigen mellem

Israel og Hizbollah i sommeren 2006 har

vist sig nogenlunde holdbar, er den politiske

situation i Libanon meget kritisk.

Libanon befinder sig i sin værste politiske krise

siden borgerkrigen fra 1975 til 1990. Regering

og opposition fortsætter med at grave sig dybere

ned i deres positioner, alt imens landet rykker

tættere på afgrunden. Alligevel synes kom-

promis at være mere sandsynligt end fornyet

borgerkrig. Situationen er dog meget kritisk, og

det er meget sandsynligt, at Libanon fortsat vil

være præget af ustabilitet og udsat for mere po-

litisk motiveret vold i form af attentater, bombe-

sprængninger og civile uroligheder i øvrigt.

De libanesiske sikkerhedsstyrkers nedkæm-

pelse af Fatah al-Islam i det nordlige Libanon

i sommeren 2007 var et opgør med militante

sunniekstremister. Det havde ikke direkte sam-

menhæng med den politiske magtkamp mellem

de forskellige libanesiske grupper eller Syriens

forsøg på at påvirke situationen. Tilsvarende

fremtidige hændelser kan dog hurtigt få store

konsekvenser og blive en del af den igangværen-

de magtkamp og dermed bringe Libanon tættere

på en ny borgerkrig.

Fronterne er trukket skarpt op på den libane-

siske politiske scene. Krisen tog fart i efteråret

2006 i forbindelse med drøftelserne om etable-

ringen af den internationale domstol, der skal

efterforske mordet på Libanons tidligere pre-

mierminister Rafiq Hariri og andre attentater.

I november 2006 udtrådte de shiitiske ministre

fra premierminister Fouad Sinioras samlings-

regering, der nu kun består af partier fra den

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

bekymret for, hvad den internationale domstol

provestlige såkaldte 14. Marts-Koalition.

kan nå frem til. Efter den militære tilbagetræk-

De shiitiske partier, Hizbollah og Amal,

ning fra Libanon i 2005 er Syriens greb om lan-

forsøger sammen med lederen af den Frie Pa-

triotiske Bevægelse, den kristne Michel Aoun, at det betydeligt svækket, men Syrien søger stadig

at udøve sin indflydelse gennem politiske og

lamme det politiske system i Libanon og tvinge

økonomiske forbindelser.

14. Marts-Koalitionen til at etablere en bred

Situationen i det sydlige Libanon har generelt

samlingsregering eller udskrive nyvalg.

udviklet sig relativt roligt siden indgåelsen af

Hizbollah og Amal ønsker en bred samlings-

våbenstilstanden efter krigen mellem Israel og

regering, bl.a. for at kunne forhindre 14. Marts-

Koalitionen i at give det internationale samfund, Hizbollah i sommeren 2006. Både Israel og Hiz-

bollah har foreløbig anlagt en relativt tilbagehol-

især USA og Frankrig, for meget indflydelse på

dende og afventende linje.

libanesiske forhold. Det drejer sig især om be-

Det er sandsynligt, at våbenstilstanden ge-

føjelser og ansvarsområde for den forstærkede

nerelt vil holde. Libanons indenrigspolitiske

FN-styrke i Sydlibanon og om indflydelse på

krise lægger en dæmper på både Hizbollah og

o ttelsen af den internationale domstol, der

Israel, selv om der kan forekomme begrænsede

,edtaget i maj 2007. Her falder de shiitiske

partiers interesser sammen med Syriens. Michel træfninger. Der er en vis sandsynlighed for, at

Israel vil foretage begrænsede operationer mod

Aoun, der paradoksalt nok under borgerkrigen

Hizbollah eller Syrien. Det skyldes, at Hizbollah

var en af de argeste modstandere af syrisk ind-

stadig får våben via Syrien, og at Hizbollah har

flydelse i Libanon, er drevet af personlige am-

foretaget en militær genopbygning efter krigen

bitioner om at blive Libanons næste præsident

i 2006.

og personbestemte stridigheder i den kristne

Konfliktens grundlæggende forudsætninger

libanesiske lejr.

er stort set uændrede. Der hersker stadig et kon-

Siden FN's Sikkerhedsråd vedtog oprettel-

fliktfyldt forhold mellem Israel og Hizbollah, og

sen af den internationale domstol, har fokus for

kampen mod Israel udgør en stor del af Hizbol-

magtkampen i stigende grad koncentreret sig

lahs eksistensberettigelse som væbnet milits.

om valget af præsident i efteråret 2007. Libanon

kan risikere en periode med to præsidenter og to Der er derfor ikke udsigt til, at Hizbollah lader

regeringer, hvis parterne ikke bliver enige om en sig afvæbne. Med israelske øjne nødvendiggør

dette en offensiv militær planlægning og adfærd

kompromiskandidat. Libanons etnisk-religiøse

over for Libanon.

og politiske mangfoldighed fremmer dog, om

FN-styrkens tilstedeværelse har begrænset

ikke den nødvendige forsoning, så i hvert fald

Hizbollahs muligheder for at operere. Således er

sandsynligheden for et kompromis.

bevægelsens militære stillinger langs grænsen til

( k trods af flere sammenstød mellem til-

Israel væk og erstattet af FN-styrkens og de li-

hk gere af regeringen og oppositionsfolk har

banesiske styrkers stillinger. Med de nuværende

hovedaktørerne opført sig forholdsvis afdæmpet

beføjelser udgør FN-styrken ikke en trussel mod

og opfordret til besindighed. Blandt libaneserne

Hizbollah, især fordi bevægelsen har placeret

er der en høj grad af bevidsthed om faren ved

størstedelen af sit materiel uden for FN-styrkens

fornyet borgerkrig.

ansvarsområde. Det er dog sandsynligt, at Hiz-

Det internationale samfund presser også på

bollah ikke vil tøve med at anvende magt, hvis

for at bryde det politiske dødvande, men flere

bevægelsen mener, at FN-styrken overskrider

internationale bestræbelser og forhandlinger er

sine beføjelser.

slået fejl. Det skyldes bl.a., at både 14. Marts-

FN-styrken kan blive en brik i de interne

Koalitionen og oppositionen også udsættes for

magtkampe, hvis situationen udvikler sig til

pres fra anden side for ikke at gå for meget på

alvorligere civile uroligheder. Situationen

kompromis.

skal dog forværres væsentligt, før Hizbollah

For Syrien er Libanon en vigtig strategisk

inddrager FN-styrken i de indenrigspolitiske

brik i spillet om at få de israelsk besatte Golan-

magtkampe. Der findes dog andre prosyriske

højder tilbage. Desuden er styret i Damaskus

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

grupper og/eller militante sunniekstremistiske

grupper, der ikke har samme indenrigspolitiske

hensyn eller betænkeligheder som Hizbollah.

Irak

Bestræbelserne på at opbygge en irakisk

stat har lange udsigter. De forskellige

grupperinger kæmper om territorier,

ressourcer og politisk magt.

betydelig grad den politiske balance og dermed

landets kurs.

Regeringen er i sin hidtil dybeste krise og

er stort set ikke funktionsdygtig. De partier og

bevægelser, der indgår i regeringen, har ikke

kunnet nå til enighed om en fælles kurs, og helt

Bestræbelserne på at opbygge en irakisk stat

centrale problemer, bl.a. i forbindelse med for-

efter invasionen i 2003 har lange udsigter.

Mange af statens institutioner har skullet bygges soningen mellem shiitter, sunniarabere og kur-

dere, står stadig uløste. Flere partier er trådt ud

op fra grunden. Det kræver megen tid og mange

af regeringen, og den kan kun undtagelsesvis

ressourcer. Under det nuværende konfliktniveau

mønstre et flertal i parlamentet. Der er ingen

er det ikke muligt at opbygge en effektiv offent-

oplagte alternativer til den nuværende regering.

lig administration og sikkerhedsstyrker, som

Væltes regeringen, vil det sætte den politiske

fungerer uafhængigt af militserne og politiske

proces endnu længere tilbage.

interesser.

Irak befinder sig i en borgerkrig, hvor for-

Opbygning af en effektiv offentlig admini-

skellige grupperinger kæmper om territorier,

stration er stadig kun i de tidlige faser. Proces-

ressourcer og politisk magt. Konflikten har

sen er hæmmet af, at stridende politiske bevæ-

styrket befolkningens etnisk-religiøse selv-

gelser kæmper om at opnå kontrol med statens

opfattelse og mobiliseret de forskellige etnisk-

institutioner. Det giver sig udslag i omfattende

infiltration, vold og intimidering. Delvis knyttet religiøse grupper. Konfliktens karakter og

styrke varierer fra område til område i Irak,

hertil kæmper administrationen med mangel på

afhængigt af en lang række overlappende del-

erfaren og loyal arbejdskraft og udbredt kor-

konflikter. Konflikten har siden februar 2006

ruption.

medført et meget betydeligt antal dræbte. Der-

Trods fremskridt kæmper også de irakiske

til kommer et meget stort antal internt fordrev-

sikkerhedsstyrker med betydelige problemer.

ne og flygtninge i Iraks nabolande, især Syrien

De bliver infiltreret af militser, mandskabet de-

serterer, og de lider store tab. Især opbygningen og Jordan.

Store dele af Irak er reelt uden for regerin-

af politistyrkerne halter bagefter, men også mi-

gens kontrol. Den Kurdiske Region har udstrakt

litæret har betydelige problemer. Hæren er fort-

selvstyre, og i det centrale og sydlige Irak er

sat afhængig af bistand fra koalitionen på helt

centrale områder. Der er dog flere eksempler på, store områder under væbnede gruppers kontrol:

shiitiske militser, sunnitiske oprørsgrupper el-

at irakiske sikkerhedsstyrker har været i stand

ler terrorgrupper. Koalitionen opvejer fortsat

til at gennemføre operationer uden bistand fra

de væbnede styrkers manglende evne til at kon-

koalitionen.

trollere det irakiske territorium. Det sikrer den

Også bestræbelserne på at opbygge et stabilt

irakiske regering militær overlegenhed over for

politisk system går meget trægt. De demokrati-

ske fremskridt, som Irak har oplevet siden 2003, væbnede grupper, militser og terrorister.

De væbnede grupper viser ofte deres magt

bl.a. med to parlamentsvalg og en folkeafstem-

ning, er yderst skrøbelige. Således udkæmper de i de områder, de kontrollerer, ved at håndhæve

irakiske politiske bevægelser og deres respektive sharialove gennem standretter. Her henretter de

personer, som de mistænker for at samarbejde

militser omfattende og voldelige magtkampe.

med deres modstandere. Der er en betydelig

Disse bevægelsers brug af vold fastlægger i

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

krigstræthed i den irakiske befolkning, men

på grund af terror tør befolkningen ikke give

udtryk for sin utilfredshed med de væbnede

grupper. Dertil kommer, at befolkningen i nogle

områder er afhængig af militserne for at få be-

skyttelse og daglige fornødenheder.

Koalitionen har lagt et massivt pres på de

politiske bevægelser for at forsone shiitter, sun-

niarabere og kurdere. Koalitionen og USA har

således løbende advaret shiitterne og kurderne

mod at holde sunniaraberne ude fra den politi-

ske proces. Trods pres har koalitionen ikke kun-

net få partierne i den irakiske regering til at enes

om en række lovforslag, der har stor betydning,

14^ de stridende parter skal forsones. Lovfor-

.ie drejer sig om, hvordan medlemmer af

det tidligere regerende Baath-parti skal behand-

les, hvordan indtægterne fra olien skal fordeles,

hvordan forfatningen skal ændres, og hvordan

provinsvalg skal afholdes.

Mens de politiske resultater lader vente på

sig, har koalitionen en vis succes med at be-

kæmpe oprøret. USA har forøget sine styrker og

indsat dem lokalt for bedre at kunne kontrollere

udvalgte områder. Den amerikanske indsats har

især fokuseret på Bagdad, hvor den har ført til et

fald i shiitiske militsers angreb på sunniarabere.

Den ændrede strategi finder sted, samtidig med

at flere sunniarabere i f.eks. Anbar og Bagdad

vender sig imod terrororganisationen "Al-Qaida

i Irak" i deres lokalområder. Det er dog usik-

kert, om den amerikanske fremgang er mere end

midlertidig.

( t væsentlig reduktion af koalitionens styr-

kk . og omkring Bagdad, inden der er fundet

en politisk løsning på konflikten, og de irakiske

sikkerhedsstyrker er fuldt opbygget, vil sand-

synligvis få den væbnede konflikt til at vokse.

Konflikten vil først og fremmest finde sted mel-

lem shiitiske militser og sikkerhedsstyrker, som

kæmper mod sunniarabiske terror- og oprørs-

grupper. Andre konflikter vil dog finde sted si-

deløbende. I det nordlige Irak vil sunniarabiske

oprørs- og terrorgrupper kæmpe mod kurdiske

styrker om, hvor grænsen for Den Kurdiske Re-

gion skal gå. I det sydlige Irak vil der løbende

finde konfrontationer sted mellem shiitiske mi-

litser, som kæmper om lokal kontrol.

Det er usikkert, hvilket politisk system der

vil stå tilbage ved konfliktens afslutning. Selv

om det er sandsynligt, at nogle demokratiske

principper har slået rod, er det mindre sandsyn-

ligt, at et demokrati af vestlig standard vil opstå

inden for de nærmeste år.

Irak bevæger sig mod en faktisk opdeling.

Det store antal fordrevne irakere medfører, at

landet opdeles i etnisk-religiøst ensartede om-

råder i henholdsvis et kurdisk Nordirak, et sun-

niarabisk Vestirak og et shiitisk Sydirak. Rege-

ringens manglende kontrol betyder desuden, at

den politiske beslutningsproces i stigende grad

ligger i hænderne på lokale magthavere i disse

områder. Det er dog ikke sandsynligt, at Irak

formelt bliver opdelt i to eller flere stater.

Der er stor sandsynlighed for, at Iraks nabo-

lande vil gå yderligere ind i konflikten, hvis den

spidser til. Irakkrigen har forrykket magtbalan-

cen i regionen og har ført til, at kløften mellem

sunnitter og shiitter er blevet meget mere udtalt.

Konflikten i Irak vil i høj grad bestemme de

fremtidige brudlinjer i Mellemøsten og dermed

hele regionens udvikling.

Konflikten tjener desuden som inspiration for

terror og oprør uden for landets grænser. Terror-

netværk i Irak har opbygget en støttestruktur og

høstet betydelig erfaring, som vil blive benyttet

i andre konflikter og dermed true sikkerheden i

områder uden for Irak.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Iran

Indenrigspolitisk strammer den iranske

regering grebet. Udenrigspolitisk op-

træder den selvsikkert i atomsagen og i

konflikterne i Irak og Afghanistan.

Gennem det seneste år har den iranske ledelse

strammet grebet yderligere om det iranske sam-

fund, og sikkerhedsmyndighederne har øget

presset på personer, der mistænkes for at sam-

arbejde med fremmede magter og for forsøg på

at underminere regeringen. Medier, der rappor-

terer kritisk om ledelsens dispositioner på den

indenrigs- og udenrigspolitiske front, pålægges i

stigende grad restriktioner i deres formidling el-

ler lukkes. Myndighederne har desuden styrket

håndhævelsen af kodeks for islamisk beklæd-

ning, hvilket rammer både mænd og kvinder.

Officielt begrundes tiltagene med, at Iran er

under et urimeligt internationalt pres, og at de

iranske og islamiske værdier er under angreb.

Forskellige konservative fraktioner domi-

nerer den iranske ledelse og magtelite, og op-

positionen står ikke samlet. Trods et udmærket

resultat ved lokalvalgene i december 2006 står

reformbevægelsen stadig uden for reel politisk

indflydelse. Reformister vil formentlig øge deres

samarbejde med moderate konservative kræfter

for at styrke deres stilling op til parlaments-

valget i 2008.

Både reformister og konservative kredse

kritiserer i stigende grad regeringens økonomi-

ske politik og præsident Ahmadinejads rolle i

atomsagen. Således beskylder iranske økonomer

Ahmadinejads økonomiske initiativer for at

være skyld i den stigende inflation, den fortsat

høje arbejdsløshed og generelle prisstigninger

og rationering af dagligvarer. Befolkningens

utilfredshed med regeringen vil formentlig ikke

blive mindre, men myndighederne vil forsøge at

afværge optræk til større protester.

Irans indflydelse i Mellemøsten er øget, bl.a.

som konsekvens af de politiske omvæltninger i

Irak og Afghanistan. Iran samarbejder med den

irakiske og den afghanske regering om humani-

tær bistand og genopbygning. Men Iran støtter

samtidig væbnede grupper, der destabiliserer

dets nabolande. Irans regionale stilling har ind-

flydelse på stabiliteten i især området omkring

Golfen. Regionens sunniarabiske lande er be-

kymrede over Irans indflydelse blandt regionens

shiitter og over Irans nukleare program.

Iran ønsker ikke at isolere sig og vil derfor

stadig forsøge at modvirke presset fra især USA,

EU, Israel og visse sunniarabiske lande ved at

udbygge sit forhold til andre islamiske og ikke-

allierede lande. Iran vil desuden forsøge at fast-

holde de permanente sikkerhedsrådsmedlemmer

Rusland og Kina i en samarbejdsrelation.

Afrika syd for Sahara

Nord- og Sydsudan

Gennemførelsen af fredsaftalen mellem

Nord- og Sydsudan går langsomt. Der er

stor mistillid mellem parterne.

Gennemførelsen af fredsaftalen mellem Nord-

og Sydsudan går langsomt. Det belaster forhol-

det, at Nordsudan ikke trak alle sine tropper

tilbage fra Sydsudan inden den 9. juli 2007 og

dermed ikke overholdt fristen i fredsaftalen fra

2005. Det har medført protester fra regeringen

i Sydsudan, som samtidig afviser Nordsudans

beskyldninger om, at den har brudt fredsaftalen

ved stadig at have tropper nord for grænsen.

Situationen kan udvikle sig til mindre, væbnede

sammenstød, men ingen af parterne har inte-

resse i, at uenighederne udvikler sig til en større,

væbnet konfrontation.

Nord-syd-konflikten har fremkaldt et større

antal bikonflikter og alliancer mellem etniske og

religiøse grupper på tværs af nord-syd-opdelin-

gen. Det er med til at svække Sydsudan. En del

af militserne syd for grænsen er desuden loyale

over for Nordsudan. Selv efter at Nordsudan

eventuelt har trukket sine regulære hærstyrker

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

tilbage fra syd, vil Nordsudan således rent fak-

tisk bevare styrker i Sydsudan.

Fredsaftalen fra 2005 betød, at oprørsgrup-

pen i syd blev optaget i regeringen i Khartoum.

Mistilliden mellem Nord- og Sydsudan er dog

stadig stor. Det skyldes ikke mindst, at det le-

dende regeringsparti i nord stadig sidder tungt

på magten.

De kommende valg i Sudan skal være afholdt

inden udgangen af 2009 og vil få stigende ind-

flydelse på parternes politiske optræden. Op til

valget vil spændingerne mellem dem sandsyn-

ligvis stige. Til trods for at det politiske miljø i

Khartoum er blevet mere uforsonligt, bejler Su-

da s præsident allerede til forskellige dele af op-

men for at sikre, at Nordsudan får flertal i

den Kommende centralregering. Præsidenten vil

dog sandsynligvis stadig sikre sin magtbase ved

at begunstige nøglepersoner i sit parti, i sikker-

hedsapparatet og i erhvervslivet. I Sydsudan er

der ingen reel opposition i form af politiske par-

tier, og det er sandsynligt, at det vil blive endnu

mere splittet op til valget.

Der er uenighed om fastlæggelsen af grænsen

mellem Nord- og Sydsudan, primært fordi de

store oliefelter ligger i dette område. Desuden

vil grænsedragningen få betydning for valgene

i Sudan i 2009 og 2011 og dermed for magtfor-

holdet mellem Nord- og Sydsudan. Ved valget

i 2011 skal Sydsudan afgøre, om det vil være

selvstændigt.

Den omfattende fredsaftale inddrager ikke

oppositions- og oprørsgrupper i andre dele af

S -n. Den udstikker dog rammen for fredsaf-

t& for Darfur fra 2006. Gennemførelsen af

fredsaftalen for Nord- og Sydsudan har derfor

direkte indflydelse på fredsprocessen for Darfur.

er omkring 200.000 personer omkommet, og

2,2 millioner er flygtet fra deres hjem i Darfur.

Efter hårdt pres fra det internationale sam-

fund har den sudanske regering accepteret et

fredsinitiativ fra FN. Det rummer støtte til Den

Afrikanske Unions observatørmission, der har

været i Darfur siden 2004, og udsendelse af en

stor fællesstyrke fra FN og Den Afrikanske

Union til afløsning af observatørmissionen. Styr-

ken kommer til at bestå af 26.000 soldater og

politifolk, og operationen kommer under fælles

ledelse af FN og Den Afrikanske Union. Det er

sandsynligt, at styrken kan forbedre sikkerheds-

situationen i Darfur, men det er administrativt og

praktisk en enorm opgave. Derfor vil den sand-

synligvis tidligst være på plads i foråret 2008.

FN og Den Afrikanske Union har også udfor-

met en fælles plan for den politiske proces i bar-

fur. Planen består af tre faser. Den første fase

skal strømline de parallelle og ofte konkurreren-

de initiativer, der har været iværksat af Libyen,

Eritrea og Tchad. Den anden fase er en forbere-

delsesfase, der skal føre frem til den tredje fase,

som er de egentlige fredsforhandlinger.

Den første fase blev afsluttet i juli 2007, og

anden fase kulminerede med forhandlinger i

august 2007 i Tanzania. Deltagerne blev her eni-

ge om et fælles grundlag for fredsforhandlinger

med regeringen. Disse forhandlinger forventes

afholdt i Libyen den 27. oktober 2007.

Generelt er situationen i Darfur præget af, at

oprørsgrupperne deler sig, går i opløsning eller

skaber nye alliancer. Ofte sker det ud fra mili-

tære hensyn og opposition mod regeringen frem

for fælles politiske dagsordner. Det er også ofte

uklart, i hvor høj grad gruppernes politiske le-

dere støttes af og har kontrol med deres militære

ledere. Den samme uklarhed gør sig gældende

med hensyn til omfanget af lokalbefolkningens

Konflikten i Darfur

støtte til oprørsgrupperne.

Oprørsgrupperne har forskellige dagsorde-

Den humanitære situation i Darfur er

ner, og deres indre uenigheder vil blive svære at

stadig alvorlig. Indsættelsen af en fælles

bilægge, både før og under kommende forhand-

FN- og AU-fredsstyrke kan forbedre

linger. Det er dog sandsynligt, at vedtagelsen af

sikkerhedssituationen.

fællesmissionen i Darfur vil give fredsprocessen

et skub fremad.

Konflikten mellem oprørsgrupperne i Darfur og

Samtidig er EU begyndt at planlægge en

regeringen i Khartoum har udviklet sig til en hu-

fredsbevarende mission, der skal indsættes i

manitær katastrofe, der har påkaldt sig det inter-

nationale samfunds opmærksomhed. Siden 2003 Tchad ved grænsen ind til Darfur for at beskytte

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

de mange flygtninge. EU lægger op til, at mis-

sionen bliver bakket op af en FN-resolution og

af Den Afrikanske Union. EU-styrken vil kunne

begrænse Darfur-oprørsgruppernes fristeder i

Tchad og deres adgang til forsyninger.

Somalia

1 Somalia er der på ny uro. En fredsstyrke

fra Den Afrikanske Union har ikke kunnet

stabilisere situationen.

Magtbalancen i Somalia skiftede dramatisk i

januar 2007, da De Islamiske Domstole blev

fordrevet af overgangsregeringen med støtte

fra etiopiske styrker. De Islamiske Domstoles

ledelse forlod Somalia, men dens militser

forblev i landet. Siden januar 2007 har det

sydlige og centrale Somalia været præget af et

stigende antal mord og voksende usikkerhed,

først og fremmest forårsaget af De Islamiske

Domstoles militsers guerillakamp. De Islamiske

Domstole formåede at skabe ro og stabilitet

i landet, da de sad på magten. Det gav dem

en vis form for støtte i befolkningen, især i

hovedstaden Mogadishu, selv om de indførte en

streng fortolkning af islam og sharialovgivning

i et ellers moderat land.

Skønt overgangsregeringen officielt lagde

op til en bred national forsoningskonference,

har den på kort tid fået skabt en kløft i forhold

til flere fremtrædende klaner i hovedstaden

Mogadishu. Den politiske opsplitning af landet

vil sandsynligvis fortsætte. Der har været ud-

skiftning i både overgangsregeringen og sikker-

hedsstyrkerne. Resultatet er, at begge er blevet

mindre bredt sammensatte med hensyn til klan-

tilhørsforhold. Dette har skabt vrede blandt de

fremtrædende klaner i Mogadishu, militserne

og lokale krigsherrer.

Forsoningskonferencen blev åbnet den 15.

juni 2007 og afsluttet den 29. august 2007. Der

er fortsat ikke tegn på, at konferencen har dæm-

pet konflikten. Muligheden herfor vil afhænge

af, i hvor høj grad de nuværende medlemmer

af overgangsregeringen er villige til at dele

magten. Umiddelbart ser det ud til, at over-

gangsregeringen har strammet grebet om den

politiske magt og sikkerhedsapparatet.

Der er dog øget splittelse i overgangsrege-

ringen, og nye alliancer tegner sig. Den 12.

september 2007 blev der i Eritreas hovedstad,

Asmara, oprettet en ny politisk alliance, der

bl.a. har som mål at få Etiopien ud af Somalia.

Blandt deltagerne er ikke kun fremtrædende po-

litikere og tidligere medlemmer af overgangs-

regeringen i Somalia, men også ledere fra De

Islamiske Domstole. Alliancen varsler dårligt

for forsøgene på at bløde fronten op mellem

overgangsregeringen og lederne af de magt-

fulde klaner i Mogadishu.

Spørgsmålet om sikkerhed er helt afgørende

for overgangsregeringen, som er isoleret i Mo-

gadishu. Den vil ikke kunne blive i byen og vil

igen få problemer med at holde sig ved magten,

hvis den ikke anerkendes af de magtfulde kla-

ner i Mogadishu, som tidligere støttede De Isla-

miske Domstole. Ellers må den klare sig med de

etiopiske styrker eller Den Afrikanske Unions

fredsstyrke. De etiopiske troppers tilstedevæ-

relse er imidlertid meget upopulær og gør det

vanskeligt at skabe fred og stabilitet i landet.

FN's Sikkerhedsråd godkendte i februar

2007 indsættelsen af en fredsstyrke i Somalia

ledet af Den Afrikanske Union. Fredsstyrkens

mandat udløber den 17. januar 2008 og består

indtil videre kun af omkring 1.600 soldater fra

Uganda ud af i alt ca. 8.000 mand. Styrken spil-

ler derfor kun en marginal rolle i forsøget på at

skabe sikkerhed i Mogadishu, og det er uvist,

hvornår og hvor meget den styrkes. Det er der-

for sandsynligt, at Etiopien på kort sigt vil be-

vare sin tilstedeværelse i Somalia som støtte for

overgangsregeringen. Elementer i De Islamiske

Domstole har dog kaldt til hellig krig mod alle

udenlandske tropper i Somalia, herunder Den

Afrikanske Unions fredsstyrke.

Konflikten i Somalia har også regional be-

tydning. Etiopien frygter De Islamiske Domsto-

les åbenlyse planer om et Storsomalia, der om-

fatter Ogaden-området i Etiopien, og dens støtte

til etiopiske oprørsgrupper. Eritrea støtter sta-

dig De Islamiske Domstole politisk og militært,

og konflikten har dermed udviklet sig til også at

have elementer af en stedfortræderkonflikt mel-

lem de to gamle fjender, Etiopien og Eritrea.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Terrorisme

Generelle tendenser

Den globale terrortrussel stammer hovedsage-

lig fra netværk og grupper, der bekender sig

til forskellige former for militant islamistisk

ideologi. Først og fremmest er det netværk og

grupper, som er inspireret af al-Qaidas ideologi.

De ønsker at bekæmpe fjender af islam med

hellig krig og at skabe et verdensomspændende

islamisk rige.

Al-Qaida vinder terræn blandt militante

sunniekstremister. Al-Qaida har forbedret

sin kommunikation og har skabt tættere

alliancer med terrorgrupper verden over.

Al-Qaida er hårdt trængt af den internationale

terrorbekæmpelse, men organisationen vinder

igen terræn som bannerfører for militante sun-

niekstremister.

For det første har al-Qaida siden august 2005

forbedret sin kommunikation og propaganda,

bl.a. på internettet. Formålet er sandsynligvis at

eksportere al-Qaidas antivestlige dagsorden til

bredere sunnimuslimske kredse og påvirke mi-

litante sunniekstremistiske grupper til i højere

grad at angribe udpræget vestlige mål.

For det andet har al-Qaidas øverste ledelse

en vis evne til at udvikle og for-

organisationens overordnede planlægning

af strategi og operationer.

For det tredje peger sammenslutningen mel-

lem al-Qaida og den militante algeriske sun-

niekstremistiske gruppe "Groupe Salafiste pour

la Pr&lication et le Combat", GSPC, i 2006 på,

at al-Qaida bestræber sig på at udvide sin orga-

nisation og skabe tættere alliancer med netværk

rundt omkring i verden.

Terrortruslen fra militante sunniekstremi-

stiske netværk afhænger dog stadig af enkelt-

personers eller mindre lokale gruppers evne til

at gennemføre angreb. Al-Qaida træner også i

nogle tilfælde militante sunniekstremister.

Selv om al-Qaida prøver at øge sin globale

ilitante sunniekstremistiske netværk

indflydelse, vil de militante sunniekstremistiske

netværks decentrale struktur som hovedregel

medføre mere begrænsede og mindre komplekse

angreb end f.eks. angrebene den 11. septem-

ber 2001. Meget komplekse angreb kræver et

større netværk til at håndtere de omfattende

bevægelser af personer, udstyr og penge. Det er

derfor alt andet lige lettere for myndighederne

at opdage, at komplekse angreb bliver forberedt.

Den omfattende indsats mod terror, der gøres

i mange lande, betyder, at det for tiden ikke er

sandsynligt, at det vil lykkes for terrorister at

gennemføre et terrorangreb i Europa så kom-

plekst som angrebet den 11. september 2001.

Den forbedrede globale indsats mod terror

betyder dog samtidig, at terrorister ofte vælger

at forsøge at gennemføre angreb, der kræver

mindre planlægning. Europæiske efterretnings-

og sikkerhedsmyndigheder har derfor typisk

kort tid til at forhindre terrorangreb.

Al-Qaida er den bedst kendte repræsentant

for militant sunniekstremisme. Denne ideologi

bygger på en antagelse om, at Vesten fører an

i en global sammensværgelse mod islam og de

muslimske samfund for at udbrede det, som

al-Qaida og dens ligesindede opfatter som de-

kadent vestlig kultur. Løsningen på de sociale,

politiske og kulturelle problemer, som muslimer

og muslimske samfund står over for, er derfor at

bekæmpe al vestlig indflydelse med vold for at

kunne genskabe kalifatet, dvs. en samlet islamisk

stat baseret på en streng udlægning af islam.

Ud over al-Qaida består den globale mili-

i,r „parbejdet

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

tante sunniekstremisme af en lang række net-

værk og grupper. Nogle har rødder i al-Qaida

og al-Qaidas aktiviteter i Afghanistan før 2001,

mens andre højst kan siges at være inspireret af

samme ideologi som al-Qaida. Nogle muslimers

oplevelse af at have dårlige sociale vilkår og at

være udsat for kulturel og politisk marginalise-

ring kan gøre det lettere for militante sunnieks-

tremister at hverve nye tilhængere. Desuden op-

fatter mange muslimer Vestens adfærd i f.eks.

konflikten mellem Israel og palæstinenserne

eller i Irakkrigen som uretfærdig og hyklerisk.

Det fremmer generelt den antivestlige ideologi,

som ligger til grund for f.eks. al-Qaida.

Al-Qaidas øverste ledelse opererer først og

fremmest fra sit skjul i grænseområdet mellem

Pakistan og Afghanistan. Især den pakistan-

ske del af grænseområdet er hjemsted for en

lang række personer og grupper, som støtter

al-Qaidas aktiviteter i Afghanistan, Kashmir

og Indien. Nogle af dem arbejder også mere

internationalt. Al-Qaida har desuden betydelige

strukturer i bl.a. Nordafrika, Mellemøsten, Øst-

afrika og Golfregionen samt visse forbindelser

til Europa.

også gennem den psykologiske virkning på den

brede offentlighed.

Det militante sunniekstremistiske miljø i

Europa vil formentlig også i fremtiden være

domineret af personer med nordafrikansk el-

ler pakistansk baggrund. I Storbritannien har

de militante sunniekstremistiske netværk i en

årrække været præget af personer med især pa-

kistansk baggrund. Der er tendens til, at flere af

disse har forbindelser til ligesindede personer

eller netværk i Pakistan. Denne tendens vil i de

kommende år kunne gøre sig gældende i flere af

de europæiske lande.

Flere vestlige samfund har erfaret, at også et-

nisk blandede grupper, typisk af personer, der er

født, opvokset og radikaliseret i Europa, af egen

drift prøver at udøve terror mod det samfund, de

lever i. Den type grupper vil fortsat udgøre en

trussel mod vestlige samfunds sikkerhed.

Desuden støtter en del af de militante sun-

niekstremistiske netværk i Europa aktivt oprøret

i Irak, f.eks. med at skaffe penge eller arrangere

rejser for hellige krigere, der ønsker at drage i

kamp. Også militante sunniekstremister med er-

faring fra Irak kan komme til at udgøre en trus-

sel mod sikkerheden i Europa.

Perspektiver for den sunniekstre-

mistiske terror

Al-Qaidas voksende styrke indebærer

forøget interesse for at ramme vestlige mål

verden over. Angreb kan finde sted uden

varsel.

Det er afgørende for opbakningen til al-Qaida-

inspirerede grupper, hvordan muslimske befolk-

ninger opfatter Vesten og Vestens politik.

I takt med al-Qaidas bestræbelser på at sætte

dagsordenen for militante sunniekstremister ver-

den over vil der sandsynligvis være en forøget

interesse for at ramme vestlige mål. Erfarin-

gen viser, at både simple terrorangreb og mere

komplekse angreb kan finde sted, uden at der

foreligger efterretningsmæssige indikationer.

Desuden kan angreb foretaget med bomber lavet

af lettilgængelige materialer, f.eks. kemikalier til

husholdningsbrug og kunstgødning, forårsage

alvorlig skade, ikke blot ved direkte angreb, men

Operationsmåde

Improviserede bomber er stadig det mest

anvendte terrorvåben. Simple kemiske

og biologiske terrorvåben udgør også en

trussel.

Måludpegning

På grund af den øgede indsats for at skabe sik-

kerhed efter den 11. september 2001 har terro-

rister generelt fået sværere ved at ramme meget

beskyttede mål. Det betyder, at de ofte vælger

såkaldte bløde mål, hvor de kan dræbe mange

mennesker, og mindre beskyttede mål med sym-

bolværdi. Angrebene på morgentogene i Madrid

i 2004 og i London i 2005 er eksempler på terror

mod bløde mål udført for at få så store tab som

muligt, mens mordet på den hollandske filmpro-

ducent Theo van Gogh i 2004 er et eksempel på

et symbolsk mål, der er let at ramme.

Andre bløde mål som f.eks. vestlige turister

på rejse både i og uden for den muslimske ver-

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

den eller virksomheder, som militante sunni-

ekstremister anser for repræsentanter for vestlig

kultur, vil sandsynligvis igen blive mål for ter-

rorangreb.

Improviserede bomber

Sunniekstremistiske netværk bruger typisk im-

proviserede bomber og sprængstoffer i deres ak-

tioner. De improviserede bomber omfatter mange

forskellige typer våben, feks. vejsidebomber, bil-

bomber, brandbomber eller bomber smuglet om-

bord på fly. I august 2006 afværgede de britiske

myndigheder et angreb mod lufttrafikken mellem

Storbritannien og USA, som formodentlig skulle

gennemført med improviserede bomber ka-

et som energidrik. Optrevlingen af planer-

ne peger på, at militante sunniekstremister i deres

bestræbelser på at ramme vestlige mål fortsat har

hensigt om og delvis evne til at udvikle nye typer

improviserede bomber. Der er tale om våben, der

bliver stadig mere avancerede og vanskelige at

bekæmpe. De udgør en betydelig risiko, også for

de mest moderne pansrede køretøjer.

Kemiske og biologiske våben

I tiden før talibanstyret blev fjernet i 2001, blev

der eksperimenteret med gifte og sygdomsfrem-

kaldende organismer i al-Qaidas træningslejre

i Afghanistan. Her fik ekstremister viden om

metoder til at fremstille simple gifte, og mange

af disse ekstremister indgår nu formentlig i de

militante sunniekstremistiske netværk i Europa,

Mellemøsten, Pakistan og Afghanistan. Disse

ler og netværk vil kunne fremstille gifte

oN..vende dem i terrorangreb, men det er ikke

sandsynligt, at det vil medføre meget store tab

af menneskeliv.

Siden 2003 har der været tegn på, at orga-

nisationen "Al-Qaida i Irak", AQI, har ekspe-

rimenteret med at udvikle forskellige former

for giftgasser. F.eks. afværgede de jordanske

myndigheder i april 2004 et angreb mod den

jordanske efterretningstjenestes hovedkvarter i

Amman, hvor flere tons plantebeskyttelsesmid-

ler skulle have været benyttet. Angrebet blev

planlagt af en celle med tilknytning til den nu

afdøde jordaner Abu Musab al-Zarqawi, hvis

gruppe i 2004 sluttede sig til al-Qaida i Irak og

blev til AQI. Hans afløser i Irak opfordrede i

efteråret 2006 videnskabsmænd og andre med

viden om kemiske og biologiske kampstoffer til

at komme til Irak for at udvikle kemiske våben.

Produktion af kemiske og biologiske kamp-

stoffer, der kan forvolde store tab af menneske-

liv, er dog en meget besværlig proces. Det kræ-

ver, at militante sunniekstremistiske netværk

har mulighed for at operere uforstyrret gennem

længere tid. Hvis netværkenes fristeder og

generelle operationsmuligheder fortsat udsæt-

tes for pres gennem den internationale terror-

bekæmpelse, er det ikke sandsynligt, at de vil

blive i stand til det. Det er heller ikke sandsyn-

ligt, at terrorgrupper kan skaffe biologiske og

kemiske kampstoffer fra laboratorier eller lagre

i lande med eksisterende eller nedlagte våben-

programmer.

Mere enkelt er det for terrorister at fremstille

kemiske terrorvåben af giftstoffer, der kan fås i

fri handel. F.eks. har militante sunniekstremister

i det centrale Irak siden oktober 2006 forsøgt at

benytte improviserede kemiske våben baseret

på klorgas. For terrorister har klor den fordel, at

det ikke skal forarbejdes, men kan benyttes i de

cylindre og tanke, som det leveres i. Det er ikke

sandsynligt, at militante sunniekstremister i Irak

vil være i stand til at udvikle et effektivt kemisk

våben baseret på klor, da klorgas kræver en

meget høj koncentration for at være dræbende.

Derimod er det sandsynligt, at de fortsat vil ud-

nytte terrorvirkningen.

Militante sunniekstremister forsøger sig også

med andre stoffer, der er almindeligt tilgængeli-

ge, men de har formentlig endnu ikke tilstrække-

lig viden eller erfaring til at gennemføre angreb

med store tab af menneskeliv til følge. På grund

af deres lette tilgængelighed og muligheder som

terrorvåben udgør disse giftstoffer dog en bety-

delig risiko.

Kernevåben og radiologiske våben

På langt sigt er det teoretisk muligt for et avan-

ceret terrornetværk at fremstille et primitivt

kernevåben. Hvis den forebyggende indsats

fra nationale og internationale myndigheder

fortsætter, er det dog ikke sandsynligt, at det

vil lykkes. Teknologisk set er det en yderst

krævende proces at fremstille selv et primitivt

kernevåben.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Militante sunniekstremister har vist interesse

for radiologiske våben, det vil sige radioaktivt

materiale, der f.eks. spredes ved hjælp af en

sprængladning, også kaldet en beskidt bombe.

Selv på kort sigt vil det være relativt enkelt for

et terrornetværk at fremstille og anvende radio-

logiske våben, som vil kunne skabe stor uro og

panik, selv om våbnets reelle strålingseffekt vil

være begrænset.

tur for militante sunniekstremistiske grupper i

bl.a. Nordafrika, Mellemøsten og Pakistan.

De nordafrikanske netværk udgør stadig den

største terrortrussel mod de europæiske lande,

bortset fra Storbritannien. Disse netværk, som

især er koncentreret i Sydeuropa, har tidligere

stået bag angreb og planer om angreb i Europa,

men deres operative evne er i nogen grad blevet

svækket som følge af de europæiske myndighe-

ders indsats efter den 11. september 2001. Nord-

afrikanere vil dog formentlig stadig præge ter-

Finansiering

rorplanlægningen mod Europa. Dertil kommer,

Sunniekstremistisk terrorisme bliver finansieret

gennem kriminalitet, illegale skatter, private ga- at sammenlægningen af al-Qaida og den mest

ver eller helt legale forretningsmetoder. Desuden betydelige nordafrikanske terrorgruppe, den

misbruges visse muslimske velgørenhedsorgani- algeriske GSPC, kan være med til at styrke al-

Qaidas muligheder for at aktivere nordafrikan-

sationer til at indsamle penge til militante sun-

niekstremister. I Irak og Afghanistan finansieres ske støttenetværk på det europæiske kontinent.

I Storbritannien har militante sunniekstre-

en del af terroren af de løsesummer, der indkas-

mistiske netværk med forbindelser til Pakistan

seres for kidnappede personer.

domineret terrortruslen i de sidste fem år. Der

Fra Europa sender militante sunniekstremi-

findes også støttestrukturer for forskellige pa-

stiske netværk penge til ligesindede i bl.a. Irak,

kistanske sunniekstremistiske terrorgrupper i

Pakistan og Mellemøsten. Penge skaffes også

andre europæiske lande, og det er sandsynligt, at

gennem kreditkortsvindel via internettet og

overføres f.eks. gennem det almindelige banksy- Europa som helhed i de kommende år vil opleve

et stigende antal planer om terrorangreb, der in-

stem eller gennem det såkaldte hawala-system,

som er et uofficielt verdensomspændende system volverer personer eller netværk med forbindelse

til Pakistan.

til overførsel af penge. Det foretrukne er dog at

Der er efterhånden flere eksempler på, at ter-

benytte kurerer.

rorplanlægning mod mål i Europa har omfattet

De talrige metoder til at indsamle og over-

unge militante sunniekstremister af forskellig na-

føre penge gør det svært for alvor at indskrænke

tional oprindelse, som er vokset op i Europa. Det-

mulighederne for at finansiere terroren. Det skal

te gælder f.eks. London-angrebene i 2005 samt

også ses i sammenhæng med, at det er relativt

billigt at finansiere et terrorangreb som f.eks. det de optrevlede angrebsplaner i august 2006 om at

ramme flytrafikken mellem England og USA.

i London den 7. juli 2005.

Regionale netværk

Militante sunniekstremistiske netværk

er især aktive i Europa, Mellemøsten,

Golfregionen, Øst-, Vest- og Nordafrika

samt Central-, Syd- og Sydøstasien.

Europa

Europa har i mange år været hjemsted for mili-

tante sunniekstremistiske personer, netværk og

grupper, som aktivt støtter al-Qaidas globale

kamp mod Vesten. En del af dem fungerer som

forsyningsnetværk for den internationale hellige

krig i Irak og Afghanistan eller som støttestruk-

Nordafrika

Der er mange militante sunniekstremister i de

nordafrikanske lande. Terrorgrupperne bekæm-

per hovedsagelig de nationale myndigheder, men

har i de seneste fem år også rettet en række an-

greb mod vestlige mål i regionen.

Efter at den algeriske terrorgruppe GSPC

gik sammen med al-Qaida, ændrede den navn

til "Al-Qaida i De Islamiske Maghreb-lande",

AQIM. Siden har AQIM udført angreb mod

vestlige mål i Algeriet og er som noget nyt be-

gyndt at benytte selvmordsaktivister i sine an-

greb mod de algeriske myndigheder.

AQIM har træningslejre i det nordlige Mali,

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

hvorfra den bl.a. sender krigere til kampen i

Irak. Gruppen har desuden en vis støttestruk-

tur i flere europæiske lande. Oprettelsen af

AQIM vil formentlig betyde, at al-Qaida får

styrket sit netværk i Nordafrika og opnår nye

forsyningsmæssige fordele med henblik på

kampen i Irak og et eventuelt fremtidigt angreb

i Europa. AQIM har f.eks. haft forbindelse til

sunniekstremistiske netværk i Marokko, der

bl.a. har planlagt angreb mod ambassader i

landet.

Mellemøsten

Militante sunniekstremister er til stede i hele

M l) P,møsten. Over 170 libanesiske soldater mi-

. løbet af sommeren 2007 livet under ned-

kæmpelsen af den militante sunniekstremistiske

gruppe Fatah al-Islam i flygtningelejren Nahr

el-Barid i det nordlige Libanon. Fatah al-Islam

var inspireret af al-Qaida, og dens ledelse havde

kontakt til centralt placerede al-Qaida-planlæg-

gere i og uden for Libanon. Gruppen formåede i

løbet af et halvt år fra efteråret 2006 at rekrutte-

re op mod 400 hellige krigere fra Nordafrika og

Den Arabiske Halvø, mange med kamperfaring

fra Irak. Der er stadig personer fra Fatah al-Is-

lam på fri fod, men det er uklart, om de stadig er

i stand til at operere som en gruppe.

Det var formentlig personer med forbindelse

til Fatah al-Islam og andre militante sunnieks-

tremistiske grupper i de palæstinensiske flygt-

ningelejre i Libanon, der i sommeren 2007 stod

bag angreb på FN's fredsbevarende styrker i

'ianon. Trods myndighedernes kamp mod

el& .,:misterne har de sandsynligvis stadig evne

til at udføre angreb på libanesiske og udenland-

ske mål i Libanon.

Syrien er hjemsted for omfattende interna-

tionale støttenetværk for militante sunniekstre-

mister, som først og fremmest sender krigere

til Irak, men som gennem det sidste år også har

ydet støtte til ligesindede i Libanon. De syriske

myndigheder søger at bekæmpe disse netværk.

Syriske militante sunniekstremister udførte

i september 2006 et mislykket bilbombeangreb

mod den amerikanske ambassade i Damaskus

og har gennem de sidste par år ofte været i skud-

veksling med syriske sikkerhedsstyrker.

De jordanske myndigheder foretager løbende

arrestationer af militante sunniekstremister, der

har forbindelse til al-Qaida. Den tidligere leder

af "Al-Qaida i Irak", AQI, gennemførte flere

angreb mod mål i Jordan, heriblandt bombeat-

tentater mod hoteller i Amman og raketangreb

i Aqaba i 2005. Den nye ledelse af AQI bruger

tilsyneladende færre ressourcer på planlægning

af angreb mod mål i Jordan.

I de palæstinensiske selvstyreområder har

der i 2006 og 2007 været en voksende tendens

til militant sunniekstremistisk sprogbrug, og

en række mindre grupper med navne inspireret

af international militant sunniekstremisme har

kortvarigt eksisteret. Der er dog ingen tegn på

kontakt vedrørende operationer mellem personer

eller grupper i de palæstinensiske selvstyreom-

råder og al-Qaida. At al-Qaida har til hensigt at

vinde indflydelse i de palæstinensiske områder,

understreges af, at organisationen flere gange i

løbet af de sidste to år har udtrykt sin støtte til

Hamas og opfordret gruppen til at udføre angreb

i området. Hamas har dog afvist enhver kontakt

til al-Qaida.

Ægypten har siden 2004 været udsat for en

række terrorangreb, senest i april 2006. Der er

dog ingen tegn på, at disse angreb har forbin-

delse til al-Qaida. På nuværende tidspunkt har

al-Qaida ikke fodfæste i Ægypten, men i 2006

sluttede en fløj af den ægyptiske militante sun-

niekstremistiske gruppe "Gamaa Islamiya" sig

sammen med al-Qaida. Gruppen, der kalder

sig "Al-Qaida-organisationen for hellig krig i

Ægypten", har ikke til huse på ægyptisk jord, og

det er uvist, hvor den har sin base.

Golfregionen

De militante sunniekstremistiske terrorgrupper

i Irak trækker på internationale netværk. De to

vigtigste sunniekstremistiske terrorgrupper i

Irak er organisationen "Al-Qaida i Irak", AQI,

og den kurdisk ledede "Ansar al-Sunna".

Begge grupper forfølger en kompromisløs

voldelig strategi og viser ingen tegn på at ville

indgå i forhandlinger om Iraks fremtid.

Siden AQI blev oprettet, har der været flere

forgæves forsøg på at samle de militante sun-

niekstremistiske grupper i Irak. At det ikke er

lykkedes, skyldes i nogen grad, at ikke alle

militante sunniekstremister i Irak bakker op

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

om AQI's og "Ansar al-Sunnas" ekstreme og

kompromisløse strategi, som bl.a. omfatter

selvmordsaktioner og vold mod civile, her-

under andre muslimer.

AQI og "Ansar-al Sunna" forfølger på kort

sigt en plan om at destabilisere Irak mest muligt.

I kraft af gruppernes vidtforgrenede netværk

uden for Iraks grænser kan de dog på længere

sigt udgøre en terrortrussel mod mål både i og

uden for Mellemøsten.

Med sin placering mellem Irak og Afgha-

nistan er det shiitisk dominerede Iran et yndet

transitområde for sunniekstremistiske netværk.

De benytter også iransk territorium som op-

holdssted og bagland for operationerne i Irak.

De iranske myndigheder bestræber sig på at

bekæmpe disse netværk. Al-Qaida har et om-

fattende støttenetværk i landet, som bl.a. støt-

ter AQI og al-Qaidas ledelse i Pakistan. Flere

ledende al-Qaida-medlemmer sidder fængslet

i Iran, og AQI har truet med at angribe mål i

Iran, hvis ikke disse medlemmer bliver frigivet.

Desuden har den iranske sunniekstremistiske

gruppe "Jund Allah" gennem det seneste år

angrebet flere iranske mål i den østlige provins

Baluchistan.

Den saudiarabiske gruppe "Al-Qaida på Den

Arabiske Halvø" har i løbet af 2006 og 2007

været under voldsomt pres fra de saudiarabiske

myndigheders side. Selv om det er blevet svæ-

rere for militante sunniekstremister at operere

i Saudi-Arabien, gennemfører de lejlighedsvis

mindre angreb mod lokale og vestlige mål. Den

Arabiske Halvø har stor symbolsk betydning for

al-Qaidas ledelse, og det vil sandsynligvis også

i fremtiden stå højt på al-Qaidas prioritetsliste

at ramme mål i området. De vanskelige opera-

tionsbetingelser for "Al-Qaida på Den Arabiske

Halvø" kan på længere sigt føre til, at gruppen i

højere grad vil forsøge at udvide sit operations-

område til Saudi-Arabiens nabolande, f.eks. Ye-

men. I 2006 og 2007 har en gruppe under navnet

"Al-Qaida i Yemen" hævdet at stå bag en række

angreb på olieinstallationer og vestlige turister.

Gruppen har trods navnet sandsynligvis ikke

forbindelser til al-Qaida.

Sydasien

Området omkring den 2.500 km lange afghansk-

pakistanske grænse fungerer som et fristed for

kriminelle samt personer og grupper på begge

sider af grænsen med forbindelse til terror. Den

pakistanske del af grænseregionen er også hjem-

sted for størstedelen af al-Qaidas øverste ledelse,

som gennem de senere år har genetableret sig i

området til trods for de tab, de led, da koalitions-

styrkerne blev sat ind i Afghanistan i 2001.

Den pakistanske regering har fra april 2004

til maj 2007 indgået en række fredsaftaler

med stammerne i Pakistans centralt admini-

strerede stammeområder, som grænser op til

Afghanistan. Fredsaftalerne pålægger de lokale

stammer at stoppe al trafik over den pakistansk-

afghanske grænse, der har med kriminalitet og

terror at gøre, samt at kontrollere, at udenland-

ske krigere i stammeområderne ikke overtræder

områdernes love. Til gengæld har Pakistan i

perioden beskåret sin militære tilstedeværelse i

stammeområderne.

Dette har givet kriminelle og personer med

tilknytning til terror bedre muligheder for at

bevæge sig frit i stammeområderne og krydse

grænsen til Afghanistan. Fredsaftalerne har

også givet de afghanske oprørere, især Taliban,

og al-Qaidas topledelse mulighed for at reorga-

nisere sig. Siden konflikten mellem ekstremi-

ster og den pakistanske regering om Den Røde

Moske i Islamabad i foråret og sommeren 2007

har hæren dog forsøgt at genetablere kontrollen

med dele af stammeområderne for at begrænse

de militante sunniekstremisters handlefrihed.

Det har ført til kraftige kampe og en række

selvmordsangreb mod hæren.

Terrorsituationen i Pakistan og Afghanistan

er kædet tæt sammen, da der er utallige person-

lige og organisatoriske forbindelser mellem lo-

kale, nationale og internationale terrornetværk

hen over grænsen. I Afghanistan er al-Qaida

sandsynligvis især til stede i det østlige Afgha-

nistan, men organisationen har formentlig evne

til at gennemføre terrorangreb over hele landet.

Taliban er først og fremmest en sunniekstre-

mistisk oprørsgruppe, men gennemfører også

terrorangreb og langt størsteparten af de angreb

på afghanske og internationale styrker, der

finder sted i Afghanistan. Taliban udfører imid-

lertid også angreb på den afghanske civilbefolk-

ning. Desuden har Taliban gennemført flere

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

kidnapninger af udlændinge og i flere tilfælde

myrdet gidsler.

Terrorsituationen i Pakistan ,har også betyd-

ning for terrortruslen i Indien og Bangladesh.

Først og fremmest motiveret af Kashmirkonflik-

ten har enkelte pakistanske militante sunnieks-

tremister sandsynligvis hensigter om at angribe

indiske mål, også uden for Kashmirregionen.

Disse grupper benytter i nogen grad Bangladesh

som bagland for deres aktiviteter i Indien.

Vestafrika

De fleste lande i Vestafrika har en stor mus-

limsk befolkning, der som helhed ikke er særlig

<Itagelig for sunniekstremistiske budskaber.

.lom og marginalisering af muslimske be-

folkningsgrupper kan dog på længere sigt skabe

grobund for øget religiøs ekstremisme, eventuelt

under indflydelse fra Saudi-Arabien, som bl.a.

støtter en lang række moskeer og muslimske

skoler i regionen.

I Vestafrika findes de militante sunniekstre-

mistiske netværk især i Mauretanien, Mali, Ni-

ger og Tchad. Dette store og vanskeligt kontrol-

lerbare område er hjemsted for de grupper og

personer, der tilhører al-Qaidas nordafrikanske

gren, AQIM.

AQIM udfører især angreb i det nordlige

Afrika, men har sandsynligvis et regionalt sam-

arbejde med de militante sunniekstremistiske

grupper i det nordlige Nigeria, som de sidste

fem år har udført angreb mod sikkerhedsstyrker

og civile i Nigeria.

( ')IM's vedvarende engagement i Vestafrika

på, at det i højere grad kan blive opholds-

og træningssted for ekstremister fra internatio-

nale netværk.

Siden slutningen af 1990'erne har der været en

øget aktivitet blandt militante sunniekstremisti-

ske netværk i Østafrika, især i Somalia. F.eks.

stod et netværk med forbindelse til al-Qaida

i 1998 og 2002 bag flere selvmordsbomber i

Kenya og Tanzania. Alle angrebene blev udført

med støtte fra militante sunniekstremister i

Somalia.

Somalia er centrum for størstedelen af den

terrorplanlægning, der finder sted i regionen. Si-

den 2003 har den militante sunniekstremistiske

gruppe "Hisb as-Shabaab", der har forbindelse

til organisationen De Islamiske Domstole i So-

malia, bl.a. stået bag flere angreb på udlændinge

i Somalia. Efter at De Islamiske Domstole blev

sat fra magten i januar 2007, har militante sun-

niekstremister gradvis optrappet deres angreb

mod de etiopiske styrker, overgangsregeringen

og styrkerne fra Den Afrikanske Union.

Al-Qaida har siden 2006 øget sin interesse

for regionen og har bl.a. opfordret sympatisører

og støttenetværk til at føre hellig krig i Somalia

og i Sudans Darfurregion. FN og udenlandske

udsendinge i Sudan blev i 2006 truet offentligt

af nye militante sunniekstremistiske grupper,

der dog ikke har udført nogen angreb. Truslen

om terrorangreb er størst i området omkring

Sudans hovedstad, Khartoum, men en markant

vestlig militær tilstedeværelse i Darfur vil sand-

synligvis medføre en øget motivation blandt

hellige krigere til at drage til området for at an-

gribe FN og andre vestlige mål.

Centralasien

I Centralasien er militant sunniekstremisme

først og fremmest til stede i form af mindre,

lokale terrornetværk, der er udsprunget af det

stærkt svækkede "Islamic Movement of Uzbe-

kistan", IMU, og dens udbrydergruppe "Islamic

Jihad Union", IJU. Disse grupper opstod med

baggrund i kampen mod de lokale regeringer,

især i Usbekistan, men bevægelserne har længe

haft internationale forbindelser, og IJU har ef-

terhånden tilsluttet sig den al-Qaida-inspirerede

globale hellige krig. IJU har f.eks. vedkendt sig

ansvaret for de optrevlede terrorplaner i Tysk-

land i september 2007. De fleste medlemmer fra

begge grupper har søgt til fristeder i den nord-

vestlige del af Pakistan.

Den utilfredshed, som mangel på økonomisk

udvikling og politisk frihed i de centralasiatiske

republikker har medført, giver ekstremistiske

islamistiske bevægelser nogen grobund i regio-

nen, selv om de sunniekstremistiske budskaber

ikke hidtil har fundet bred støtte i befolknin-

gerne. Grobunden for ekstremisme har især

afspejlet sig i en vis støtte til Hizb ut-Tahrir,

som sandsynligvis ikke selv vil anvende vold i

sin kamp.

Østafrika

4.,

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

Lokale militante grupper med rødder i IMU

og IJU vil dog formodentlig på længere sigt

også have gavn af den langsomt voksende op-

bakning til sunniekstremisme i regionen.

Intern rivalisering og problemer mellem

landene i regionen har i længere tid hindret en

koordineret indsats mod terrorisme, men i de

seneste år er det lykkedes regeringerne at styrke

det regionale samarbejde mod terrorisme, f.eks.

gennem Shanghai-samarbejdsorganisationen,

hvor Kina og Rusland også deltager.

Sydøstasien

Især i dele af Indonesien og det sydlige Filip-

pinerne kan internationale netværk af sunni-

ekstremister stadig operere ganske frit. Risi-

koen for terrorangreb i netop de egne er derfor

betydelig, mens der også i andre dele af regio-

nen er en vis trussel. Planlægningen af angreb

mod lokale og vestlige mål i hele Sydøstasien

vil sandsynligvis fortsætte.

Regeringerne i Sydøstasien har forstærket

deres indsats mod terrorisme, og der er kommet

et betydeligt større pres på militante sunnieks-

tremistiske netværk. Grupperne vil dog sand-

synligvis stadig kunne gennemføre angreb, om

end ikke så komplekse som tidligere. Regionens

geografiske beskaffenhed med store, svært kon-

trollerbare landområder og lange kyststræknin-

ger betyder, at terrorgrupper har mulighed for

at operere forholdsvis uhindret, også på tværs af

landegrænserne.

Fattigdom og indflydelsen fra ekstremistiske

koranskoler betyder, at der er grundlag for at

rekruttere ekstremister, selv om befolkningens

flertal tager afstand fra en fundamentalistisk

udlægning af islam. Dette forhold forstærkes af,

at væbnede konflikter i området har frembragt

krigere, som har svært ved at vende tilbage til et

civilt liv.

Shiamuslimsk terrorisme

Hizbollah udgør en potentiel terrortrussel

mod vestlige interesser.

Libanesisk Hizbollah er både en social bevægel-

se, et politisk parti og en væbnet milits. Det er

den eneste militante shiamuslimske gruppe, der

har udført terroraktioner uden for Mellemøsten.

Medlemmer af Hizbollah færdes i og uden for

Libanon, hvor de beskæftiger sig med forskel-

lige legale og illegale aktiviteter. Organisationen

har en omfattende støttestruktur blandt shiitter

i mange lande, også i Iran, som i vidt omfang

støtter den.

Det er sandsynligt, at Hizbollahs eksterne sik-

kerhedsorganisation, ESO, kan gennemføre ter-

rorangreb fjernt fra Libanon. Derfor udgør ESO

en potentiel international terrortrussel. ESO har

dog næppe aktuelle hensigter om at gennemføre

sådanne terrorangreb. Hvis Iran angribes mili-

tært af Israel eller USA, eller hvis lederen af Hiz-

bollah dræbes, vil sandsynligheden for et Hizbol-

lah-terrorangreb uden for Israel stige betydeligt.

Forholdet mellem terrorgrupper og stater

Der er stadig nogle lande, der støtter

terrorisme, og andre lande, der ikke magter

at bekæmpe terrorisme.

Internationale militante sunniekstremister har

ikke haft nogen statsstøttede fristeder, siden

koalitionen bragte talibanstyret i Afghanistan

til fald i 2001. Terrornetværk kan dog i nogle

tilfælde indrette fristeder, hvor myndighederne

mangler evne eller vilje til fuldt ud at kontrol-

lere, hvad der foregår på deres territorium. Der

er desuden stadig lande, der støtter terrorisme.

Iran støtter både militante shiitiske grup-

per og palæstinensiske sunnigrupper, som er

engageret i kampe for politiske og territoriale

mål, der er i overensstemmelse med iransk

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007

udenrigspolitik. Dertil kommer, at Iran tillader

visse grupper, der står på EU's terrorliste, at

have permanent repræsentation i landet. Der er

tale om de radikale, palæstinensiske islamistiske

grupper Hamas, Palæstinensisk Islamisk Jihad,

PIJ, og den nationalistiske "Popular Front for the

Liberation of Palestine - General Command",

PFLP-GC. Støtten til disse grupper omfatter

våben, træning og efterretningsoplysninger

samt forsyningsmæssig og økonomisk støtte.

Dertil kommer, at Hizbollah gennem årene har

modtaget store mængder af våben og omfattende

økonomisk støtte.

Ligesom Iran støtter Syrien flere palæsti-

nensiske grupper og Libanesisk Hizbollah med

husly og andre former for hjælp. Støtten hænger

sammen med Syriens og gruppernes forhold til

Israel. Syrien har været under internationalt pres

for at stoppe sin støtte, men vil formentlig fort-

sætte, hvis der ikke sker afgørende ændringer i

forholdet til Israel.

Pakistan støtter visse kashmirske terrorgrup-

per, som ikke er tilknyttet al-Qaida.

Derudover kan terrornetværk også i nogle

tilfælde indrette fristeder, hvor myndighederne

mangler evne eller vilje til fuldt ud at kontrol-

lere, hvad der foregår på landets territorium som

f.eks. i stammeområderne i Pakistan.

UM del - 2007-08 (2. samling) - Bilag 6: Forsvarets Efterretningstjeneste - Efterretningsmæssig Risikovurdering 2007