Det Udenrigspolitiske Nævn 2007-08 (2. samling)
Bilag 27
Offentligt
NOTAT
Udenrigsministeriet
Til:CC:Fra:Emne:Udenrigspolitisk Nævn
J.nr.:Bilag:
400.A.9-1-1.
Europapolitisk kontorEdinburgh-aftalen
Dato:
9. juli 2008
I opfølgning af møde i Udenrigspolitisk Nævn den 24. juni 2008 kan følgende oplyses omEdinburgh-aftalen:ElementerneDen såkaldte Edinburgh-aftale er et kompleks af ordninger, der sigter på at afhjælpe situationenefter det danske nej til Maastricht-traktaten ved folkeafstemningen den 2. juni 1992.Edinburgh-aftalen udgør del B af formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds mødeden 11.-12. december 1992 i Edinburgh. Aftalen består afén afgørelse bestående af 5 afsnit: Afsnit A-D indeholder de fire danske forbehold vedr.hhv. unionsborgerskabet, ØMU’en (euro’en,), forsvarspolitik samt retlige og indre anlig-gender. Afsnit E indeholder de afsluttende bestemmelser. Afgørelsen kaldes ofte forEdinburgh-afgørelsen, der ikke må forveksles med samlebegrebet Edinburgh-aftalen.to erklæringer fra Det Europæiske Råd: ”Erklæring om social- og arbejdsmarkedspolitik,forbruger- og miljøanliggender samt fordelingspolitik” samt ”Erklæring om forsvar”.tre ensidige erklæringer fra Danmark, der knyttedes til den danske akt om ratifikation afTraktaten om Den Europæiske Union, og som de daværende elleve andre medlemsstatertog til efterretning. De tre erklæringer er følgende: ”Erklæring om unionsborgerskab”,”Erklæring om samarbejde på området retlige og indre anliggender” samt ”Sluterklæ-ring”.JuraenEdinburgh-afgørelsen er juridisk bindende. Det var et centralt dansk ønske, at de fire danske for-behold blev sikret i et juridisk bindende instrument.Afgørelsen er truffet af stats- og regeringscheferne,forsamleti Det Europæiske Råd, og altså ikkeaf Det Europæiske Råd. Der er tale om et instrument, der hverken er en del af EU's traktat-grundlag eller af den afledede EU-ret, dvs. der er ikke tale om en EU-foranstaltning truffet imedfør af en traktatbestemmelse. Derimod er der tale om en folkeretligt bindende afgørelse,der komplementerer EU’s traktatretlige grundlag. Der kan henvises til artikel 31 i Wienerkon-
2
ventionen om traktatretten. Det er centralt i den forbindelse, at afgørelsen ikke sigter til at æn-dre på EU’s traktater. Det Europæiske Råd konstaterer således, at afgørelsen er fuldt foreneligmed EU’s traktatgrundlag, og at ordningerne alene gælder for Danmark og ikke andre nuvæ-rende eller kommende medlemsstater. Havde sigtet omvendt været at foretage traktatændringer,måtte traktatændringsproceduren have været anvendt dvs. ved indkaldelse af en regeringskonfe-rence med henblik på at forhandle eksempelvis en protokol til traktaterne, hvormed traktatbe-stemmelser blev justeret, præciseret mv. med efterfølgende ratifikation i alle EU’s medlemssta-ter. Modellen med Edinburgh-afgørelsen kunne i så fald ikke have været anvendt.Det skal for god ordens skyld bemærkes, at Protokollen om Danmarks Stilling - også kaldet dendanske forbeholdsprotokol - først blev indført i forbindelse med Amsterdam-traktaten. Dennetraktats ændringer vedrørende EU samarbejdet om retlige og indre anliggender, herunder bl.a.integreringen af Schengen-samarbejdet i EU, samt ændringer vedrørende forsvarssamarbejdet,gjorde det nødvendigt for Danmark under regeringskonferencen at forhandle en særlig proto-kol - dvs. et EU-traktatretligt instrument - på plads, der sikrede de korresponderende to danskeforbehold fra Edinburgh (dvs. forbeholdene vedr. retlige og indre anliggender samt forsvarspo-litikken). Protokollen omhandler ikke forbeholdene vedrørende unionsborgerskabet og euro’en.Særligt om ratifikationDet følger af artikel 11 i Wienerkonventionen om traktatretten, at en stats samtykke til at værebundet af en ’traktat’ (dvs. en international, skriftlig aftale mellem stater) kan udtrykkes ”vedundertegnelse, udveksling af instrumenter, der udgør en traktat, ratifikation, accept, godkendel-se eller tiltrædelse eller på en hvilken som helst anden aftalt måde”.Edinburgh-afgørelsen indeholder ingen bestemmelse om ratifikationsforbehold og var derforbindende – fra Maastricht-traktatens ikrafttræden, jf. afgørelsens afsnit E, nr. 1) - uden forudgå-ende ratifikation i de enkelte medlemsstater. Det var således alene i forhold til Danmark, at af-gørelsen indgik som et element ved den fornyede danske folkeafstemning om ratifikation afMaastricht-traktaten, der afholdtes i maj 1993.
Europapolitisk kontor
