I Nordjyske Stiftstidende den 3. august 2007 kan læses uddrag af tidligere trafikminister Flemming Hansens syn på en vestforbindelse over Egholm.
Af artiklen fremgår: »I sit brev til borgmester og rådmand slår Flemming Hansen fast, at staten kun vedkender sig ansvaret for etablering af en paralleltunnel ved siden af den eksisterende tunnel under Limfjorden, »når der på et tidspunkt måtte skønnes behov for det«. Han understreger samtidig, at en eventuel færdiggørelse af plangrundlaget for en vestlig forbindelse ikke er ensbetydende med, at staten også vil betale for forbindelsen«.
Der er fuld gang i en fredningssag for øen Egholm som natura 2000 område, som påkrævet af Danmarks Naturfredningsforening.
Desuden har Aalborg Kommune i øjeblikket udkast til indsatser og mål for bæredygtighedsstrategi 2008 i høring. Heri står der blandt andet, at for at sikre attraktive naturværdier og landskaber skal der lægges vægt på at beskytte og udvikle gode livsbetingelser for dyr og planter samt vægte de rekreative muligheder og formidlingen heraf, hvilket netop er, hvad fredningssagen af Egholm har som primære sigte.