Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

THA/ J.nr. 2008-519

Folketingets Lovsekretariat

 

 

 

 

 

Dato: 1. februar 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets brev af 17. januar 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. S 377, stillet af Christian H. Hansen (DF).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. S 377:

 

”Vil ministeren overveje på baggrund af sagen fra bostedet Tokanten at indsamle de kommunale årsberetninger for magtanvendelse for herigennem at kunne følge udviklingen?”

 

 

Svar:

 

Det er min opfattelse, at dokumentation og gennemsigtighed er vigtig for kommunernes muligheder for at lære af hinanden, også i forhold til anvendelse af magt.

 

I denne forbindelse kunne det overvejes, om det, at alle kommunerne kan se, i hvor høj grad magtanvendelse finder sted, kunne være en måde at øge opmærksomheden og viden om metoder til begrænsning af magtanvendelse på. Dette vil jeg tage med i det videre arbejde.

 

Samtidig vil jeg dog gerne understrege, at det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for at følge udviklingen i anvendelse af magt og andre indgreb i den personlige frihed med henblik på en vurdering af behovet for opfølgning. Det er med dette formål for øje, at der i lovgivningen stilles krav om, at en beretning om magtanvendelse skal forelægges kommunalbestyrelsen en gang om året.

 

Det vil efter min opfattelse være naturligt, hvis magtindberetningerne blev drøftet i de lokale handicapråd. De lokale handicapråd har netop til opgave at rådgive kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål samt at formidle synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører mennesker med handicap.

 

Jeg vil lade spørgsmålet om kommunalbestyrelsernes håndtering af de årlige indberetninger, indgå i den undersøgelse af det kommunale tilsyn, som Ankestyrelsen skal foretage som opfølgning på tilsynsundersøgelsen fra 2007.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/  Frode Svendsen