Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S<DOCUMENT_START> 2053, som medlem af Folketinget Martin Henriksen (DF) har stillet til justitsministeren den 4. juli 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

fg. justitsminister   

/

Ole Hasselgaard


Spørgsmål nr. S 2053 fra medlem af Folketinget Martin Henriksen (DF):

 

”Hvordan forholder ministeren sig til, at en dansk fængselsimam stod bag eskaleringen af Muhammedkrisen i 2006 via bevidst spredning af forkerte og misvisende informationer, og får nedenstående affære ministeren til at undlade ansættelsen af nye imamer til de danske fængsler?”

 

Svar:

 

Med hensyn til spørgsmålet om den ca. 2½ år gamle sag under Muhammedkrisen i 2006 skal det med henvisning til den tidligere besvarelse af 8. februar 2006 af spørgsmål nr. S 2419 fra medlem af Folketinget Peter Skaarup bemærkes, at der er tale om en sag vedrørende et konkret personalespørgsmål, og at Justitsministeriet derfor finder det rigtigt ikke at udtale sig offentligt herom.

 

For så vidt angår det generelle spørgsmål om ansættelse af imamer i Kriminalforsorgen institutioner bemærkes, at det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er inkorporeret i dansk lov, at enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke. 

 

Tilsvarende fremgår det af De Europæiske Fængselsregler, at indsattes religionsfrihed skal respekteres, og at regimet i fængslerne så vidt muligt skal tilrettelægges, så det er muligt for de indsatte at praktisere deres religion og følge deres tro. Det kan være ved at deltage i gudstjenester og møder, at få besøg af en præst eller lignende og ved at være i besiddelse af de nødvendige bøger eller den nødvendige litteratur.   

 

Det følger på samme måde af straffuldbyrdelsesloven, at en indsat har ret til at deltage i gudstjenester, som afholdes i institutionen, og ret til at samtale med en præst eller lignende fra sit trossamfund. Det fremgår videre af bemærkningerne til De Europæiske Fængselsregler, at der bør udpeges en godkendt repræsentant for en bestemt trosretning, hvis der er et tilstrækkeligt antal indsatte med denne trosretning, ligesom der bør ansættes præster eller lignende på fuld tid, hvis antallet af indsatte med samme trosretning berettiger til det, og forholdene tillader det.

 

En arbejdsgruppe nedsat af Direktoratet for Kriminalforsorgen har udarbejdet en rapport fra december 2006 om gejstlig betjening af indsatte, der tilhører andre trossamfund end den evangelisk-lutherske danske folkekirke. I rapporten anbefales det blandt andet at ansætte/tilknytte imamer på deltid. Direktoratet har lavet en plan for implementering af rapportens anbefalinger.

 

Der skal udarbejdes praktisk orienterede retningslinjer for indsattes udøvelse af religion, ligesom der skal udarbejdes detaljerede retningslinjer for ansættelse/tilknytning af gejstlige repræsentanter i form af en vejledning, der blandt andet indeholder retningslinjer for normering på det enkelte tjenestested, ansættelsesprocedure, stillingsopslag, stillingsbeskrivelse og afskedigelsesprocedure.

 

Det er hensigten, at den gejstlige betjening af muslimske indsatte skal styrkes i fængslerne og i de største arresthuse i et omfang, der i alt svarer til ca. 2 årsværk.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at udarbejdelsen af retningslinjerne for ansættelse/tilknytning af gejstlige repræsentanter skal ske i overensstemmelse med, at Kriminalforsorgen i flerårsaftalen for 2008-2011 har fået midler til bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering, herunder til særlige godkendelsesprocedurer for imamer og andre forkyndere samt til skærpet overvågning af religiøse handlinger.

 

Det er forventningen, at retningslinjerne er færdige inden udgangen af 2008.

 

Jeg finder på denne baggrund, at der er taget de nødvendige forholdsregler for at undgå, at der ansættes/tilknyttes gejstlige repræsentanter, som kan opildne til ekstremisme og radikalisering af indsatte.