STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  22. april 2008

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 1176 stillet af Kristian Thulesen Dahl.

 

 

 

 

Spørgsmål:

 

Hvad er regeringens position nu i forhold til en boykot fra det officielle Danmark af åbningsceremonien ved OL i Kina, og hvordan vil regeringen agere, hvis ikke Kina indleder en dialog med Tibet inden OL’s åbningsceremoni?

 

 

Svar:

 

Regeringens linje er uændret. Vi ønsker ikke at sammenblande sport og politik og regeringen går ikke ind for en boykot af de olympiske lege. Og vi støtter fuldt ud op om de danske sportsfolks deltagelse i OL.

 

Der er på nuværende tidspunkt ikke truffet beslutning om officiel deltagelse i åbningsceremonien ved OL.

 

Regeringen er ligesom vores EU partnere stærkt bekymrede over den seneste tids uroligheder i Tibet. Hele forløbet understreger behovet for dialog mellem den kinesiske regering og Dalai Lama og en politisk løsning på Tibet-spørgsmålet, som sikrer tibetanernes menneskerettigheder, kultur og religionsfrihed.

 

Vi følger derfor hele tiden udviklingen – og vi drøfter udviklingen med vores partnere ikke mindst i EU.