Dato:            10.april 2008

Kontor:         Kommunaløkonomisk kt.

J.nr.:             2008-2416-2226

Sagsbeh.:   dle

Fil-navn:       S 1112.doc

 


 

Besvarelse af spørgsmål nr. S 1112, som Hans Kristian Skibby (DF) har stillet til velfærdsministeren den 2. april 2008

 

Spørgsmål S 1112:

"Agter ministeren at ændre den økonomiske fordelingsnøgle vedrørende amtsveje, der er overgået til kommunerne, således at den ikke, som nu, er fordelt pr. antal borgere, men bliver fordelt pr. antal kilometer overtagne veje?"

 

Svar:

 I forbindelse med kommunalreformen overgik et antal veje fra de tidlige amter til kommunerne. Samtidig med kommunalreformen blev der gennemført en reform af den kommunale finansiering. Finansieringsreformen, som blev vedtaget i Folketinget den 7. juni 2006 af regeringspartierne samt Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, havde bl.a. til formål at udjævne de afledte virkninger af kommunalreformen i forhold til de enkelte kommuners situation.

 

I forbindelse med udformningen af det nye tilskuds- og udligningssystem blev der derfor foretaget en skønnet fordeling af afledte virkninger af kommunalreformen på de enkelte kommuner efter særskilte nøgler for hvert udgiftsområde. De samlede virkninger af kommunal- og finansieringsreformen blev derefter opgjort for hver kommune som nettovirkningen af ændringerne på udgifts- og indtægtssiden. Dette indgik i beslutningsgrundlaget for vedtagelsen af finansieringsreformen, og der blev udformet en overgangsordning for de kommuner, som oplevede de største samlede virkninger.

 

I den forbindelse blev kommunernes merudgifter til drift og anlæg på vejområdet skønnet at udgøre i alt 1,3 mia. kr. (2005 pris- og lønniveau). Merudgifterne blev fordelt ud på de enkelte kommuner så vidt disse kunne skønnes på baggrund af bl.a. Transportministeriet. Grundlaget for fordelingen blev endvidere drøftet i det daværende Indenrigs- og Sundhedsministeriets Finansieringsudvalg, hvor også KL var repræsenteret.

 

I det nye tilskuds- og udligningssystem er der på denne baggrund allerede indarbejdet en samlet udjævning af de afledte virkninger af kommunalreformen, og altså herunder af virkningerne af, at nogle kommuner overtog flere vejudgifter end andre. Hvad angår fremadrettede ændringer i den kommunale fordeling af vejudgifter, herunder for tidligere amtsveje, kan jeg oplyse, at det nye udligningssystem indeholder et kriterium for den gennemsnitlige rejsetid, som indebærer, at kommuner med lange afstande alt andet lige også modtager mere i tilskud.

 

Alt i alt mener jeg ikke, at der er basis for at foretage ændringer i den økonomiske fordelingsnøgle i udligningssystemet på denne baggrund.