Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

KFO/ J.nr. 2008-2165

Folketingets Lovsekretariat

 

 

 

 

 

Dato: 3. april 2008

 

 

Under henvisning til Folketingets brev af 25. marts 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. S 1015, stillet af Rasmus Prehn (S).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. S 1015:

 

”Finder ministeren det ikke unødigt bureaukratisk, at kommunerne ikke har mulighed for at differentiere den brugerbetaling, som de kan opkræve ved borgernes benyttelse af aktivitetscentre og væresteder uden visitation, og ønsker ministeren at ændre lovgivningen således at dette muliggøres?”

 

Svar:

 

Jeg lægger som udgangspunkt for min besvarelse til grund, idet det ikke fremgår nærmere af spørgsmålet eller begrundelsen herfor, at spørger med ”aktivitetscentre og væresteder uden visitation” henviser til tilbud efter servicelovens § 79. Jeg kan oplyse, at kommunalbestyrelsen efter servicelovens § 79 kan iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Reglerne om betaling for tilbud efter § 79 er, jf. § 79 stk. 3, fastsat i bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84. (Bekendtgørelse nr. 616 af 15. juni 2006).

 

Kommunalbestyrelsen afgør, hvor og hvordan tilbud efter § 79 konkret skal tilrettelægges og udformes. Kommunen kan vælge at yde økonomisk støtte til tilbudene, at stille et beløb til rådighed, som brugerne selv forvalter, eller stille lokaler til rådighed. Kommunalbestyrelsen træffer således også beslutning om, hvorvidt tilbudene skal iværksættes ved kommunens egen foranstaltning eller overlades til foreninger og organisationer eller til brugerne selv. Brugerne skal have størst muligt ansvar for og indflydelse på udformningen og driften af tilbudene. Hvis tilbudene omfatter ældre, skal ældrerådet høres, og omfatter tilbudene personer med handicap, skal handicaprådet høres.

 

Det er min opfattelse, at de nuværende regler for, hvordan kommunalbestyrelsen kan vælge at tilrettelægge tilbud efter § 79, netop er fleksible og ubureaukratiske, idet kommunalbestyrelsen for eksempel kan overlade etableringen af tilbud efter § 79 til foreninger, organisationer eller brugerne selv.

 

Regler, der fordrer, at disse foreninger, organisationer eller brugere skulle administrere de oplysninger, der vil være nødvendige for at kunne differentiere egenbetalingen, vil alt andet lige øge administrationen og være en hindring for udviklingen af nye initiativer og idéer i både foreninger og kommuner. Endvidere kan den af spørgeren efterlyste regelændring rejse problemstillinger i forhold til reglerne om beskyttelse af persondata.

 

Regeringen ønsker at begrænse de administrative byrder og styrke foreningernes, organisationernes og brugernes bidrag til livskvalitet og velfærd, både for den enkelte og samfundet som helhed. Der er derfor ikke for nuværende planer om at ændre reglerne for betaling for tilbud efter § 79 i serviceloven.

 

 

Karen Jespersen

 

/  Anne Bækgaard