(Ordfører)
Morten Østergaard (RV):
Jeg vil gerne starte med at takke for redegørelsen, som jeg i det store og hele synes er meget fyldestgørende, og som godt dækker det, som Europarådet har foretaget sig. Jeg synes, at der i hvert fald er én undladelsessynd, men det vil jeg komme tilbage til.
Så vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt, at jeg glemte en enkelt detalje i mit spørgsmål til ham, og det var ros. Sammenligner man med de redegørelsesdebatter, vi har haft tidligere, vil man høre, at hr. Morten Messerschmidt har en helt anden tone i dag. Jeg ved ikke, om det er, fordi hr. Morten Messerschmidt har brændt sit krudt af i forbindelse med diskussionen om Lissabontraktaten, men i hvert fald synes jeg, at det er en langt mere positiv og anerkendende tone over for Europarådet som institution. Hvis man går tilbage i annalerne, tror jeg, man vil se, at hr. Morten Messerschmidt i den retning er inde i en positiv udvikling i forhold til i hvert fald den her europæiske organisation. Og hvem ved, hvor det til sidst kan føre hen?
Vedrørende spørgsmålet om menneskerettighedsdomme osv. vil jeg sige, at jeg tror, at den mest kendte fra nyere tid, som Danmark har været involveret i, vel var den angående eksklusivaftaler. Og der tror jeg roligt man kan sige at Dansk Folkeparti - indtil dommen faldt i hvert fald - helt klart stod bag eksklusivaftalerne. Derfor må jeg spørge, om ikke det dér havde kunnet betale sig, og om ikke det havde været bedre, hvis man havde lyttet til kritikken og på den måde undgået, at der kom så mange sager med sagsbehandling ved Domstolen, inden man kom til den åbenlyse erkendelse, at eksklusivaftaler ikke kunne rummes inden for menneskerettighedsområdet.
Det var bare for at svare igen og sige, at der i hvert fald var et konkret eksempel på, at Dansk Folkeparti tilsyneladende var på gal kurs.
Men generelt vil jeg sige, at jeg synes, at Europarådet på mange områder fungerer og fungerer rigtig godt. Vi har tidligere i dag andenbehandlet associeringsaftaler mellem nogle af de østeuropæiske lande og EU, og forudsætningen for, at det overhovedet er muligt, er jo det arbejde, der gøres i Europarådet, hvor der med monitorering, løbende diskussioner og parlamentarisk overvågning skabes grundlag for, at man kan komme videre og nærme sig et samarbejde med EU. Jeg ved, at i et land som Albanien, der var på tale tidligere, og hvor jeg selv har været valgobservatør, er det noget, der har spillet en enorm rolle i den demokratiske udvikling, nemlig at de for enden af tunnelen har kunnet se en mulighed for at komme ind i et nærmere samarbejde med EU-landene, som selvfølgelig fremmer handel og økonomisk udvikling.
Derfor synes jeg, at man må sige, at Europarådet har en ganske særlig og vigtig funktion i forhold til at opbygge de nye demokratier og selvfølgelig også vedligeholde de gamle.
Et andet eksempel på, at Europarådet fungerer, er jo hele CIA-sagen. Jeg skal vende tilbage til den, men jeg synes bare, den er et godt eksempel på, at nogle sager, som altså ikke rigtig finder nåde for regeringernes blik og ikke rigtig kan finde vej igennem de nationale parlamenter, kan blive taget op i et forum og blive diskuteret. På et tidspunkt, når beviserne ligger der, kan de sager finde vej og til sidst få den anerkendelse, som de fortjener. Det er et udtryk for, at i hvert fald den parlamentariske forsamling i Europarådet på det her område har vist stor rettidig omhu.
Så vil jeg redegøre for et projekt, som jeg selv er involveret i, hvor jeg synes, at Europarådet spiller en væsentlig rolle, og det er om det, vi kunne kalde Europas bådflygtninge. Det er sådan, at hvis vi i Danmark skulle møde den samme udfordring, som man gør på Malta, skulle der hver eneste sommer komme omkring 15.000 flygtninge ind på kysten ved Vestkysten for at søge asyl eller bedre forhold hos os. Det er den udfordring, som lande som Malta står over for, og som også er en stor udfordring for Spanien, for Italien og for Grækenland - for at nævne nogle.
Der spiller Europarådet jo også en rolle, for også de mennesker har rettigheder. De er godt nok ikke europæere, men alligevel har de også rettigheder. Og problemet er jo, at når man har den enorme udfordring, som de her lande har, med meget store flygtningestrømme, har man jo en tendens til at glemme, at hvert enkelt individ har menneskerettigheder, og at hvert enkelt individ har rettigheder i forhold til en asylproces. Og der spiller Europarådet en enorm rolle med - for det første - at bide de regeringer i haserne og med - for det andet - også at sørge for, at det bliver et fælleseuropæisk ansvar at løfte udfordringen med Europas bådflygtninge, sådan at det ikke overlades til lande som Malta, som ikke har en ærlig chance for at imødegå den udfordring, hvis ikke der er hjælp at få.
Jeg er glad for, at der er nogle lande, som har spillet en mere aktiv rolle. Jeg kunne godt drømme om, at også Danmark ville gøre det. Der er nogle lande, der har bidraget med at tilbyde at genhuse flygtninge fra Malta. Vi har tilbudt - tror jeg nok - lidt sagsbehandlingshjælp, men det er ikke rigtig noget, der har battet noget. Jeg synes personligt godt, man kunne forestille sig, at vi i sommermånederne bidrog med en eller anden form for hjælpefartøj til nogle af de situationer, som vi ved hver sommer koster menneskeliv nede i Middelhavet.
Så synes jeg også, det er vigtigt her i dag igen at rejse fanen for, at det Europaråd, som jeg her har beskrevet, og som fungerer på mange vigtige områder, altså har budgetproblemer. Og vi kan konstatere, at der er en vis velvilje i forhold til at give Domstolen flere midler, og det er helt rimeligt og fornuftigt, men det sker i en vis grad i form af en udhulning af de andre aktiviteter, som også er vigtige. Der så jeg gerne, at den danske regering satte sig i spidsen for at sørge for, at en sådan udhuling ikke sker, også for at imødegå kritikken fra f.eks. Dansk Folkeparti og andre, som mener, at Den Europæiske Unions Agentur for Fundamentale Rettigheder er ved at underminere Europarådets arbejde. En god måde at imødegå den kritik på er ved at vise, at man prioriterer det, og ved at kæmpe for et større budget.
Flere har været inde på Domstolen, som har sine store problemer og stadig væk oplever en vækst i sager. Der er det altså beskæmmende, at et enkelt land, Rusland, som endda er storleverandør af sager til Domstolen, stadig væk blokerer for de helt nødvendige reformer. Man kunne da ønske, at den energiske hr. Morten Messerschmidt ville bruge noget af sin energi på at påvirke de mange russere, der er i hans gruppe i Europarådet, for jeg synes, det lyder som en sang fra de varme lande, når man kommer og siger, at man har gjort ih og åh så meget, men desværre var det det forkerte udvalg i Dumaen og det ene og det andet.
Jeg tror, de fleste kendere af russisk politik vil vide, at hvis det var noget, man derovre satte sig for, kunne man meget hurtigt få ratificeret den protokol, men desværre blokerer man altså, og det er en væsentlig hindring for at få en mere effektiv Domstol.
Så diskuterer man netop nu i Europarådet koblingen til de nationale parlamenter, og det synes jeg der er god grund til at gøre. Jeg synes også, der er god grund til, at vi også her i kredsen af europarådsmedlemmer i Folketinget, medlemmer af den parlamentariske forsamling, gør os umage for at styrke det. Det kan vi gøre på mange måder, bl.a. ved at sørge for, at de sager, der måske ikke har direkte relevans for det arbejde, vi selv laver i Folketinget, bliver forelagt de andre ordførere. Europarådet har f.eks. kørt en kampagne om voldsramte kvinder, som jeg synes burde have interesseret enhver socialordfører i Folketinget langt mere, end den har gjort. Vi har holdt en lille høring om det, hvor jeg var kontaktperson, og det er såmænd ikke nogen kritik - det skulle så lige være af mig selv for ikke at have bragt sagen nok frem - men jeg synes, det er et eksempel på, at Europarådet godt kan tage nogle initiativer, der kan slå igennem i de nationale parlamenter, men det kræver så, at vi er nogle, der bliver bedre til at bære fakkelen videre.
Jeg synes også, at spørgsmålet om den CIA-sag, som har kørt, måske kan tjene som en slags forbillede. Vi har jo oplevet, efter at regeringen har strittet kraftigt imod og været meget sendrægtig, at den nu har anerkendt, at der rent faktisk også i en dansk kontekst er noget at undersøge, og en hårdt presset udenrigsminister har iværksat en undersøgelse af bl.a. nogle forhold vedrørende overflyvninger i Grønland. Hvis vi kigger tilbage på det sagsforløb, der har været, vil vi se, at det har været en ganske omfattende sag, hvor den danske regering i starten nærmest latterliggjorde os, der rejste den. Regeringen har også været meget sendrægtig i forhold til at meddele sig over for Europarådet og kommer så til sidst frem til den naturlige erkendelse, at der rent faktisk er så meget røg, at det var værd at undersøge, om der eventuelt skulle være en flig af en brand også på dansk territorium. Det synes jeg er stærkt, for det er et godt eksempel på, at en sag, der bliver rejst i Europarådet, bliver flyttet hjem i det nationale parlament og til sidst i forbindelse med en hasteforespørgsel fører til, at der rent faktisk iværksættes en undersøgelse. Det synes jeg sådan set tjener som eksempel til efterfølgelse.
Så var jeg i mine tidligere spørgsmål lidt inde på, at jeg synes, at redegørelsen går meget let og elegant hen over kritikken fra Europarådets menneskerettighedskommissær. Man gør en del ud af Tjetjenien, og det synes jeg er helt fornuftigt og helt rimeligt, for der er masser af grunde til at være opmærksom på situationen i Tjetjenien. Jeg kan godt forstå, man gør en del ud af den kritik og den fokus, menneskerettighedskommissæren har haft på den konflikt, og jeg antyder ikke på nogen måde, at vi har forhold, der kan sammenlignes med, hvad der foregår i Tjetjenien, men jeg synes, det er centralt, at hvis vi skal holde fanen højt rundtomkring i verden i forhold til menneskerettigheder, er vi nødt til også selv at anerkende, når vi får kritik. Derfor synes jeg, det ville være stærkt, hvis vi i Folketinget kunne blive enige om det, man kunne kalde en lex Hammerberg, altså en lovgivning, et beslutningsforslag eller andet, som pålagde regeringen at rydde op, sådan at vi kan få en i hvert fald rimelig pletfri rapport fra menneskerettighedskommissæren næste gang, Danmark bliver besøgt.
Det ville jo f.eks. betyde, at 24-års-reglen som minimum skulle være en 21-års-regel, at den berømte 28-års-regel, som oplagt diskriminerer mellem statsborgere, fordi den handler om, at man bliver fritaget for de stramme familiesammenføringsregler, hvis man har haft statsborgerskab i mere end 28 år, ville blive fjernet, at der ikke skulle skelnes mellem børn, der er under 15, og børn, der er under 18, i forbindelse med familiesammenføring, og at den såkaldte 18-års-regel derfor skulle fjernes. Og det ville betyde, at man styrker den sociale kamp mod tvangsægteskaber, at Flygtningehjælpen og eventuelt Udenrigsministeriet kommer ind i Flygtningenævnet for at styrke retssikkerheden på asylområdet, at der findes et alternativ til at tilbageholde afviste asylansøgere i årevis i asylcentrene, at starthjælpen bliver ophævet, og at der gives midlertidig opholdstilladelse til de ofre for menneskehandel, som samarbejder med de danske myndigheder, at der gives midlertidig opholdstilladelse til de udenlandske kvinder, som er ofre for vold i hjemmet, også selv om de ikke har opholdt sig i Danmark i mere end 2 år.
Alle de her ting er helt relevante kritikpunkter, som menneskerettighedskommissæren har rettet mod Danmark, men der er det altså, at når det kommer til udlændingepolitikken, og når det kommer til flygtningepolitikken, er den danske regering fuldstændig immun over for kritik; der kan ikke sættes en finger på noget som helst; uanset om det er menneskerettighedskommissæren, FN, ECRI eller andre, der kommer, bliver kritikken fejet af bordet. Og hvis man er rigtig uheldig, bliver der endda lavet en drejebog i regeringen, som gør, at den får ført krig mod budbringeren i stedet for at forholde sig til budskabet.
Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg synes, det svækker Danmarks rolle som forkæmper for menneskerettigheder rundtomkring i verden, at vi ikke er i stand til at tage mere præcist imod en kritik fra menneskerettighedskommissæren og rydde op i det rod, som regeringen selv har lavet.