Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3 vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven (Konfiskation af knallerter mv.) (L 96), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 9. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Anette Arnsted

 


Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af færdselsloven (Konfiskation af knallerter mv.)
(L 96):

 

”Hvilke myndigheder og private forestiller ministeren sig, at der skal delegeres opgaver til i relation til vejtransport af farligt gods, herunder ønskes en oversigt over opgaver og myndigheder m.v. belyst såvel som reel (faktisk) mulighed og tænkelig mulighed, og hvad er efter ministerens vurdering konsekvenserne ved at delegere de nævnte opgaver til andre offentlige myndigheder og private?”

 

Svar:

 

Af lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.1. fremgår, hvilke myndigheder og private der i dag efter bekendtgørelse nr. 705 af 21. juni 2007 om vejtransport af farligt gods (”ADR-bekendtgørelsen”) er delegeret kompetence til, og hvilke opgaver der er delegeret. Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2., finder Justitsministeriet, at den beskrevne delegation af opgaver er velbegrundet og bør opretholdes.

 

Herudover er der henlagt en opgave til Beredskabsstyrelsen, som hører under Forsvarsministeriet, vedrørende godkendelse af uddannelse om udførelse af inspektion eller tæthedsprøvning af IBC’s af metal, IBC’s af stiv plast og komposit IBC’s, jf. § 32 i ADR-bekendtgørelsen. Beredskabsstyrelsen har godkendt Teknologisk Institut, der er en selvejende og almennyttig institution, som udbyder af sådanne kurser. Styrelsen har endvidere godkendt et uddannelsesforløb, der udbydes i Sverige, og som er godkendt af de svenske myndigheder. Også denne delegation bør efter Justitsministeriets opfattelse opretholdes.

 

Endelig er der praksis for, at Sikkerhedsstyrelsen, som hører under Erhvervs- og Økonomiministeriet, foretager godkendelse af transportklassifikationer af fyrværkeriartikler i henhold til ADR-konventionen. Justitsministeriet agter at bibeholde denne ordning og indsætte en udtrykkelig bemyndigelse af Sikkerhedsstyrelsen i ADR-bekendtgørelsen i overensstemmelse hermed. Det bemærkes herved, at de almindelige regler om fyrværkeri hører under Erhvervs- og Økonomiministeriets (Sikkerhedsstyrelsens) område.

 

Justitsministeriet har for tiden ikke overvejelser om at delegere opgaver til myndigheder og private i et videre omfang end det anførte. Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2. er det dog ministeriets opfattelse, at en hensigtsmæssig og sikkerhedsmæssig forsvarlig varetagelse af området for vejtransport af farligt gods forudsætter inddragelse af sagkundskab og teknisk ekspertise uden for ministeriets område. Justitsministeriet kan derfor ikke udelukke, at det med tiden kan vise sig hensigtsmæssigt eller nødvendigt at delegere opgaver til myndigheder og private i videre omfang end det beskrevne. Dette kan f.eks. være tilfældet ved nye regler om vejtransport af farligt gods, eller hvis den relevante sagkundskab og tekniske ekspertise overgår til andre myndigheder eller private.

 

Formålet med den beskrevne delegation er at sikre, at der til stadighed sker en hensigtsmæssig og sikkerhedsmæssig forsvarlig forvaltning af det meget omfattende og tekniske område for vejtransport af farligt gods, herunder at de offentlige myndigheder eller private, der har de bedste forudsætninger herfor, også er dem, der træffer de relevante afgørelser.