Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

21. februar 2008

J.nr. 049-101

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 3 af 11. februar 2008 (L 57 §16).

Spørgsmål 3:

Finansministeren bedes oplyse baggrunden for, at der på finansloven 2008 ikke er afsat yderligere midler til meraktivitet på kræftområdet?

Svar:

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 2 af 11. februar 2008 (L 57 §16) er regionerne via aftalen om regionernes økonomi sikret 2,3 mia. kr. ekstra i 2008 til løsning af deres sundhedsopgaver, herunder er det statslige, aktivitetsafhængige tilskud til strålebehandling på kræftområdet (strålepuljen) øget med ca. 100 mio. kr. Der er hermed skabt råderum til at prioritere en øget aktivitet på kræftområdet, jf. også sundhedsvæsenets forpligtelse til at prioritere de patienter, der har det største og mest akutte behandlingsbehov.

Det er derudover med kræftaftalen af 12. oktober 2007 om gennemførelse af målsætningen om akut handling og klar besked til kræftpatienter (indførelsen af pakkeforløb) lagt til grund, at udviklingen på kræftområdet skal drøftes i forbindelse med økonomiforhandlingerne mellem regeringen og Danske Regioner i foråret 2008. Der fremgår således følgende af aftalen.

”…parterne er enige om, at der afsættes 225 mio. kr. i 2007 til en midlertidig meraktivitet og forbedring af arbejdsgangene på kræftområdet. Beløbet fordeles mellem regionerne efter bloktilskudsnøglen for 2007. Der er endvidere enighed om, at udviklingen på kræftområdet drøftes i forbindelse med økonomiforhandlingerne i 2008.”

Regionerne er endvidere ved aftalen mellem regeringen og Danske Regioner af 18. januar 2008 blevet sikret en udvidelse af deres låneramme til medico-teknisk udstyr med 850 mio. kr., så lånerammen for 2008 udgør i alt 1.750 mio. kr. Udvidelsen af lånerammen er forudsat anvendt til investeringer indenfor kræftområdet, der kan bidrage til at øge effektivitet og kvalitet. Det fremgår af aftalen af 18. januar 2008, at regeringen og Danske Regioner i forbindelse med økonomiforhandlingerne for 2009 og 2010 vil drøfte afsættelse af en låneramme til medico-teknisk udstyr på kræftområdet.

 

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen