Koncernområdet

J.nr. 0409-00030

Ref. KJ

 

Den 7. marts 2008

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål 2 vedrørende L 57 forslag til finanslov for finansåret 2008 stillet af Finansudvalget i skrivelse af 21. februar 2008

  

   

§ 23 Spørgsmål 2:

Ad § 23.51.01. Skov- og Naturstyrelsen

”Det fremgår af side 2245 i anmærkningerne til finanslovforslaget, at initiativer for 100 mio. kr. på vand- og naturområdet under Rammeaftalen om vand- og naturindsatsen 2007-2009 udskydes fra 2008 til 2009 begrundet i den aktuelle konjunktursituation.

Hvilke større vand- og naturinitiativer droppes i 2008?”

 

Svar:

Miljømilliardens vand- og naturindsats er baseret på en politisk aftale af 3. november 2006 mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, som afsætter 558 mio. kr. til indsatsen i perioden 2007- 2009. De første 226 mio. kr. af puljen blev afsat i 2007.

 

Miljøministeren og ordførerne bag aftalen har i løbet af 2007 udmeldt over 40 projekter, som nu søges gennemført. Projekterne spænder fra små projekter, f.eks. projekter knyttet til naturgenopretning ved enkelte dambrug, til omfattende vådområde- og ådalsprojekter.

 

Der er udarbejdet skøn over omkostningerne knyttet til det enkelte projekt i forbindelse med erstatninger, erhvervelser, projektering, anlægsarbejde m.v.  Disse tal er fortsat usikre. Bl.a. påvirkes omkostningsniveauet af de stigende priser på landbrugsjord.

 

Sammenlagt skønnes de pt. udmeldte projekter inkl. administration samt udgifter til rådgivende ingeniører, landinspektører o.lign. i forbindelse med projektforberedelse m.v. at kunne gennemføres for 500-520 mio. kr. Endelig arbejdes der med enkelte yderligere projekter med sigte på udmelding i 2008 afhængig af omkostningsudviklingen i øvrigt, således at alle 558 mio. kr. anvendes uden, at det risikeres at der igangsættes projekter, der ikke er midler til.

 

Det er en langsigtet opgave at gennemføre naturgenopretningsprojekter. De fleste af de udmeldte projekter er nu inde i en fase, hvor der er dialog med de berørte lodsejere om projektets gennemførelse.

 

Projekterne medfører først omkostninger i større omfang, når de er så langt, at der sker erhvervelser eller udbetales erstatninger i tilknytning til aftaler med lodsejere, samt efterfølgende når der gennemføres anlægsarbejde.

 

I 2007 hvor hovedaktiviteten har været planlægning og dialog, er der således til konkrete projektaktiviteter kun anvendt 20 mio. kr.

 

For 2008 forudses projektomkostninger i størrelsesordenen 230-250 mio. kr. Hertil kommer administrative omkostninger, rådgivningsydelser m.v. Det skønnes på denne baggrund, at omkostningerne i 2008 maksimalt vil andrage 250-300 mio. kr.

 

Med en overførsel af en restbevilling på omkring 200 mio. kr. fra 2007 og en bevilling for 2008 på 139 mio. kr., i alt knap 340 mio. kr.,  vil miljømilliardens vand- og naturindsats imidlertid fortsat kunne gennemføres som oprindeligt planlagt i 2008. Tilsvarende forudses 2009 at kunne forløbe planmæssigt med en bevilling på 193 mio. kr. og overførsel af restbevilling fra 2008.

 

Udskydelsen af en bevilling på 100 mio. kr. fra 2008 til 2009 forventes således ikke at medføre forsinkelser eller begrænsninger i processen.