UDENRIGSMINISTERIET                                                              EUP j.nr. 400.A.2-10-2007

Nordgruppen                                                                                      Den 15. april 2008

 

 

 

Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 53 af 8. april 2008

 

 

Spørgsmål 452:

”Afgør landene selvstændigt, hvad de anser for påtrængende nødvendigt, jf. artikel 28 i TEU, eller skal det først konstateres, at der ikke kan vedtages en fælles afgørelse?”

 

Svar:

TEU artikel 28 bestemmer, at såfremt en international situation kræver en operationel aktion fra Unionens side, vedtager Rådet de nødvendige afgørelser. TEU artikel 28, stk. 2, fastslår, at en afgørelse forpligter medlemsstaterne i deres stillingtagen og handlinger. Som en modifikation hertil bestemmes følgende i stk. 4: ”Gør forholdenes udvikling det påtrængende nødvendigt, og revideres rådsafgørelsen som nævnt i stk.1 ikke, kan medlemsstaterne straks træffe de foranstaltninger, der er absolut nødvendige under hensyntagen til de almindelige mål for denne afgørelse.” Det er op til den enkelte medlemsstat at vurdere, hvorvidt betingelserne er opfyldt. Efterfølgende skal medlemsstaten omgående underrette Rådet herom, og Rådet vil i den forbindelse kunne tage sagen op til drøftelse.