Til
                     Folketinget - Skatteudvalget
L 42 - Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. og lov om afgift efter brændstofforbrug for visse personbiler. (Justering af afgiftsberegningen for brugte biler m.v., afgiftsfritagelse af brint- og elbiler og udvidelse af ordningen med registrerede virksomheder).
Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 16 og 17 af 20. februar 2008.
Kristian Jensen
                                                                / Birgitte Christensen
Spørgsmål 16:
Ministeren anmodes om at spørge Justitsministeriet om indsættelsen af ændringsforslag nr. 8 om Pensionsafkastbeskatningsloven i lovforslaget rejser nogle identitetsproblemer?
Spørgsmål 17:
Ministeren bedes bekræfte, at det ville have været bedre ‑ i forhold til identitetsproblematikken og i forhold til borgernes mulighed for at blive hørt og sætte sig ind i ændringsforslaget ‑ hvis ændringsforslag nr. 8 om Pensionsafkastbeskatningsloven var blevet fremsat som et selvstændigt lovforslag, og kan ministeren redegøre for, hvorfor man valgte at stille det som et ændringsforslag?
Â
Svar på spørgsmål 16 og 17
Jeg har valgt at trække det ændringsforslag, som jeg fremsendte til udvalget den 8. februar 2008, tilbage, henset til de betænkeligheder i forhold til, om identitetskravet er opfyldt, som jeg har forstået blev tilkendegivet på Skatteudvalgets møde den 20. februar 2008.
Kravet om, at ændringsforslaget skal have en indholdsmæssig sammenhæng med lovforslaget, har været fortolket bredt i Skatteministeriet ved, at både lovforslaget (L 42) og ændringsforslaget overordnet vedrører justeringer af hensyn til EU-retten. Dette sammenholdt med hensynet til, at penge- og pensionsinstitutterne, som skal ansøge om kompensation senest den 31. marts, så hurtigt som muligt kunne få en lovmæssig præcisering af reglerne på de punkter, hvor der har været rejst fortolkningstvivl, er baggrunden for, at de foreslåede præciseringer indgik i ændringsforslaget til L 42.
Jeg har imidlertid ikke noget ønske om, at dette lovtekniske spørgsmål i relation til identitet skal blive til et stridspunkt i sig selv og blokere for den videre behandling af L 42, hvorfor det tidligere fremsendte ændringsforslag som sagt trækkes tilbage og - for så vidt angår ændringerne af pensionsafkastbeskatningsloven - i stedet fremsættes som et selvstændigt lovforslag.
Jeg finder herefter ikke, at der er behov for at bede Justitsministeriet om at vurdere eventuelle identitetsproblemer i relation til indsættelsen af ændringsforslag nr. 8 om pensionsafkastbeskatningsloven i L 42.