Den 22. januar 2008

J.nr. 103-00063

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 9 til L 4 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 9     

Spørgsmål om eksempler på ulovlige forhold efter loven om klapning, der vil blive lovliggjorte, til miljøministeren.

 

Svar

I de specielle bemærkninger til den foreslåede § 45 b i havmiljøloven står, at bestemmelsen svarer til miljøbeskyttelseslovens § 68.

 

Miljøbeskyttelseslovens § 68, og dermed også den foreslåede § 45 b i havmiljøloven, har til formål at sikre en effektiv håndhævelse af loven. Tilsynsmyndigheden har således en utvetydig pligt til at foranledige et konstateret, ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet er af underordnet betydning.

 

Kriteriet ”underordnet betydning” tager sigte på bagatelovertrædelser. Grænsen for, hvornår en lovovertrædelse kan karakteriseres som bagatelagtig, er meget snæver.

 

Et eksempel på et ulovligt forhold vedrørende klapning, der efter den foreslåede bestemmelse skal lovliggøres, kan f.eks. være, at der foretages klapning uden tilladelse, at der foretages klapning et andet sted end tilladt, eller at der foretages klapning på et tidspunkt af året, hvor det efter tilladelsen ikke er tilladt.