Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             4. februar 2008

J nr.              

Energipolitisk Udvalg har i brev af 25. januar 2008 stillet mig følgende spørgsmål 6, jf. L 20, forslag til lov om miljøvenligt design af energiforbrugende produkter, som jeg hermed skal besvare.

 

 

Spørgsmål 6:

 

"På hvilke andre områder er der adgang uden retskendelse i forbindelse med produktkontrol?”

 

Svar:

 

Ved en foreløbig, ikke udtømmende gennemgang af lovgivningen er der fundet over 25 eksempler på bestemmelser, hvor en tilsynsmyndighed uden retskendelse kan kræve adgang til en erhvervsvirksomhed for at inspicere tekniske forhold, udtage prøver eller gøre sig bekendt med regnskaber og andre dokumenter. 

Bestemmelserne findes på en række områder, såsom: Produktsikkerhed, arbejdsmiljø, landbrug, levnedsmidler, medicinalvæsen og boligsektoren. Inden for Klima- og Energiministeriet kan nævnes lov om fremme af besparelser i energiforbruget (energimærkning af apparater m.v.), lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug og elforsyningsloven.

Justitsministeriet har oplyst, at spørgsmålet om, hvorvidt kontrolbesøg i en virksomheds lokaler kræver en retskendelse, må vurderes ud indgrebets intensitet og dets karakter i øvrigt.

I lovforslaget er der tale om en forholdsvis enkel kontrolforanstaltning, udtagelse af eksemplarer til måling og kontrol af, om lovens krav om energieffektivitet o.l. er opfyldt. Andre lovhjemler giver bredere adgang til dokumenter m.m., som nævnt ovenfor.

Når der i konkurrenceloven kræves dommerkendelse til kontrolbesøg, jf. udvalgets spørgsmål 7 og 8, skyldes det, at der er tale om ganske anderledes vidtgående indgreb, som kan påvirke virksomheden væsentligt (beslaglæggelse af dokumenter og pc’ere etc.).

Endvidere vil spørgsmålet, om der er behov for at kontrollere et apparat, bero på Energistyrelsens tekniske vurderinger. Det må således antages, at retten ikke vil kunne efterprøve det materielle grundlag for kontrolbesøget.

På denne baggrund finder jeg ikke, at der er væsentlige hensyn, der taler imod den foreslåede bestemmelse om adgang til at udtage apparater uden retskendelse.

 

Med venlig hilsen

 

 

Connie Hedegaard