L 147 (Begrænsning af retten til nedsatte dagpenge mv.)

 

Hjemsendte – Hvorvidt de er omfattet af lovforslagets bestemmelser, og om de er omfattet af en rådighedsforpligtelse

 

 

 

 

Hjemsendelser pga. vejrlig eller materialemangel er reguleret i de faglige overenskomster. Reguleringen varierer fra område til område.

 

I dette notat beskrives:

1.       Hjemsendtes ret til supplerende dagpenge efter de gældende regler

2.       Hjemsendtes ret til supplerende dagpenge efter lovforslag L147

3.       Hjemsendtes rÃ¥dighedsforpligtelse.

 

1. Hjemsendtes ret til supplerende dagpenge efter de gældende regler

Hjemsendte fuldtidsforsikrede, der arbejder i et ansættelsesforhold med et opsigelsesvarsel, er omfattet af den gældende tidsbegrænsning for supplerende dagpenge i § 60, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven, hvis de modtager supplerende dagpenge under hjemsendelsen.

 

Hjemsendte fuldtidsforsikrede, der arbejder i et ansættelsesforhold uden et opsigelsesvarsel, er ikke omfattet af den gældende tidsbegrænsning for supplerende dagpenge i § 60, stk. 1, i loven, hvis de modtager supplerende dagpenge under hjemsendelsen.

 

Alle deltidsforsikrede, der bliver hjemsendt og modtager supplerende dagpenge, er omfattet af den gældende tidsbegrænsning for supplerende dagpenge i § 73, stk. 2, i loven. Det følger af, at tidsbegrænsningen i § 73, stk. 2, i loven, gælder for alle deltidsforsikrede – uanset om de har et opsigelsesvarsel eller ej.

 

Det betyder, at en stor del af de hjemsendte i dag er omfattet af de gældende tidsbegrænsninger for supplerende dagpenge i §§ 60, stk. 1 og 73, stk. 2, i loven.

 

2. Hjemsendtes ret til supplerende dagpenge efter lovforslaget L 147

Det fremgår af både aftalen om en jobplan og lovforslag L 147, at reglerne om supplerende dagpenge fremover harmoniseres, så alle får samme tidsbegræn­sede ret til supplerende dagpenge – uanset om de har et opsigelsesvarsel eller ej. Det fremgår videre, at perioden med supplerende dagpenge justeres for alle, så der fremover kan modtages supplerende dagpenge i 30 uger inden for 104 uger.

 

Efter lovforslag L 147 er alle hjemsendte – uanset forsikringsstatus og ansættelsesforhold – således omfattet af tidsbegrænsningen for supplerende dagpenge på 30 uger inden for 104 uger.

 

3. Hjemsendtes rådighedsforpligtelse

Det er et grundlæggende princip i dagpengesystemet, at man kun kan få dagpenge, herunder supplerende dagpenge, hvis man står til rådighed for arbejdsmarkedet.

 

Man skal stå til rådighed for arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid for henholdsvis fuldtids- og deltidsforsikrede. Det gælder både ved fuld og delvis ledighed og dermed også under hjemsendelser.

 

Rådighedskravet indebærer bl.a., at man skal være registreret som arbejdssøgende hos jobcenteret, og at man kan og vil overtage formidlet arbejde med dags varsel.

 

Der er ikke ændret på rådighedskravet i forbindelse med lovforslaget L 147.

 

For en god ordens skyld bemærkes det, at det ovenfor er forudsat, at de øvrige betingelser for ret til dagpenge, herunder supplerende dagpenge er opfyldt.