J.nr. MST-103-00001

 

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 15 ad L 118 og L 119 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 15     

Er husdyrproduktion ligestillet med anden industriel produktion i direktivet henholdsvis lovforslagene.

 

Svar

Miljøansvarsdirektivet skelner ikke mellem husdyrproduktion og industriel produktion.

 

Direktivets artikel 3, stk. 1, fastsætter et ubetinget ansvar for en miljøskade og overhængende fare for en miljøskade (på både beskyttede arter og internationale naturbeskyttelsesområder, vand og jord), som er forvoldt af de erhvervsmæssige aktiviteter, som er omfattet af direktivets bilag III. Omfattet af artikel 3, stk. 1, jf. bilag III, er bl.a. virksomheder omfattet af IPPC-direktivet (visse husdyrbrug og industrivirksomheder), affaldshåndtering, spildevandsudledning og håndtering af f.eks. farlige stoffer, pesticider m.v., uanset hvilken type virksomhed aktiviteten sker fra, og en række mere specifikke aktiviteter.

 

Direktivets muligheder for at lempe det ubetingede ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade efter direktivets artikel 8, stk. 4, litra a (udtrykkeligt tilladte udledninger og begivenheder) og b (udviklingsskader), er heller ikke forskelligt, alt efter hvilken erhvervsmæssig aktivitet, der har forvoldt skaden eller den overhængende fare herfor.   

 

Det samme gør sig gældende for så vidt angår produkter i direktivets artikel 9, der fastslår, at direktivet ikke berører den nationale fordeling af ansvaret mellem producenten og brugeren af et produkt (producentansvaret).

 

Det følger dog af direktivets bilag III, pkt. 2, at medlemsstaterne kan beslutte at undtage spredning til landbrugsformål af spildevandsslam fra rensningsanlæg for byspildevand, der er renset, så det har en godkendt standard, fra det ubetingede ansvar.

 

Det følger af bemærkninger til L 118, side 58, til husdyrgodkendelsesloven, at der foreslås et ubetinget ansvar for en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, som er forårsaget af erhvervsmæssige aktiviteter i forbindelse med husdyrbrug. Der ubetingede ansvar foreslås lempet herunder for udtrykkelig tilladt udledninger og begivenheder (tilladelser).

 

Der foreslås endvidere i husdyrgodkendelsesloven indført et subsidiært producentansvar/-importøransvar for en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade opstået ved erhvervsmæssig anvendelse af affald (slam) eller husdyrgødning til jordbrugsformål. Ansvaret omfatter på disse områder ikke udviklingsskader. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke kan udelukkes, at et ubetinget producent- eller importøransvar for udviklingsskader på dette område ville kunne indebære en væsentlig negativ effekt på den ønskede samfundsmæssigt nyttige genanvendelse med øget forbrænding eller deponering til følge. Der er lagt vægt på, at de danske krav til kvaliteten af affald er restriktive, og det anses derfor for nær usandsynligt, at en forskriftsmæssig anvendelse kan medføre skader.

 

Tilsvarende regulering er foreslået for de virksomheder og husdyrbrug, der er reguleret af miljøbeskyttelsesloven.

 

Herudover forslås det i miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven, at producenten eller importøren bærer et ubetinget ansvar for en forurening m.v. ved erhvervsmæssig anvendelse af pesticider, biocider, genmodificerede organismer og handelsgødning til jordbrugsformål, uanset om den er indtrådt som følge af udviklingsskader eller som følge af fejl i produktet.

 

Anvendelse af handelsgødning, biocider og pesticider er ikke reguleret af husdyrgodkendelsesloven, hvorfor reglerne i miljøbeskyttelsesloven finder anvendelse også for de husdyrbrug, der er omfattet af husdyrgodkendelsesloven.