J.nr. MST-103-00001

 

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 13 ad L 118 og L 119 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål 13

Er f.eks. ti mindre svinebrug skyld i en miljøskade, er det sværere at placere et ansvar, end hvis én stor producent med samme forurening er skyld i samme skade. Men skaden på naturen er jo ikke mindre alvorlig, bare fordi den kommer fra mange forskellige. Kan ministeren beskrive, hvordan skader forvoldt af flere kilder over tid er omfattet, herunder de offentlige omkostninger, hvis forureneren ikke kan stilles til ansvar ?

 

Svar

Det er rigtigt, at det er sværere at placere et ansvar, når der er flere (faktiske og mulige) skadevoldere, end hvis der kun var én skadevolder.

 

Men kan tilsynsmyndigheden ud fra oplysningerne i sagen lægge til grund, at skaden faktisk er forvoldt af flere identificerede virksomheder, gælder reglerne om miljøansvar principielt på samme måde, som hvis der kun var tale om én skadevolder. Dette gælder, uanset om skaden er forvoldt over tid, forudsat tilsynsmyndigheden kan fastslå, at der er en betydelig negativ påvirkning af den hidtidige tilstand.

 

Der er foreslået særlige regler i miljøskadelovens § 26 om fordeling af ansvaret, når en miljøskade kan henføres til flere forurenere. Reglerne svarer i det væsentlige til den gældende jordforureningslovs § 43.

 

Er der derimod tale om en diffus forurening vil den ikke være omfattet af miljøskadeloven. Om dette begreb henvises til svaret på spørgsmål 12.

 

Tilsynsmyndigheden er ikke forpligtet til selv at udføre afhjælpende foranstaltninger efter miljøskadeloven, hvis der ikke er nogen, der kan meddeles påbud til efter miljøskadereglerne (eller hvis den ansvarlige for miljøskaden ikke har de nødvendige økonomiske midler til at afhjælpe skaden).

 

Det følger dog af de gældende regler i miljøbeskyttelsesloven m.v., at tilsynsmyndigheden skal foretage det nødvendige i tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse.

Â