Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 9. april 2008 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Udvidelse af ordningen vedrørende fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol) (L 97).
Lene Espersen
/
Lars Hjortnæs
Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Udvidelse af ordningen vedrørende fuldbyrdelse af straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol) (L 97):
â€Hvilke dagcentertilbud, herunder angivet ved eksempler, giver adgang for folkepensionister m.v. under fodlænkeordningen?â€
Svar:
Som anført i besvarelsen af Retsudvalgets spørgsmål nr. 2 vedrørende lovforslaget vil beskæftigelseskravet efter straffuldbyrdelseslovens § 78 b, stk. 1, nr. 2, for så vidt angår pensionister, førtidspensionister, efterlønsmodtagere og andre, der af lignende grunde er uden beskæftigelse, kunne anses for opfyldt ved deltagelse i dagcenteraktiviteter, programvirksomhed i kriminalforsorgens regi eller lignende.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at der foretages en konkret vurdering af arten af beskæftigelse i hver enkelt sag. Til aktivering af den del af målgruppen for fodlænkeordningen, der er uden beskæftigelse og i øvrigt ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, kan f.eks. anvendes beskyttede værksteder, geriatriske dagcentre og psykiatriske dagcentre.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har endvidere oplyst, at kriminalforsorgens afdelinger i vidt omfang er denne del af målgruppen behjælpelige med at etablere en kontakt til et værested eller lignende, hvor de kan være aktiveret i op til 20 timer om ugen.
Direktoratet for Kriminalforsorgen har herudover oplyst, at direktoratet – i det omfang den dømte af helbredsmæssige årsager ikke er i stand til at være beskæftiget i 20 timer om ugen – på baggrund af en konkret vurdering af oplysningerne i sagen enten vil kunne nedsætte det ugentlige timeantal eller anse beskæftigelseskravet for opfyldt ved deltagelse i forskellige former for behandling, herunder f.eks. fysiurgisk behandling.