(Ordfører)
Marlene Harpsøe (DF):
Ved førstebehandlingen gjorde vi fra Dansk Folkepartis side rede for vores holdninger til det her lovforslag. Det indebar bl.a., at vi ikke kunne støtte lovforslaget i den udformning, som var fremsat fra ministerens side.
Vi stillede derfor ændringsforslag til lovforslaget, hvor det første gik ud på, at hvis man var dømt for en forbrydelse under nogle bestemte kapitler i straffeloven, ville man ikke kunne komme i betragtning til at afsone med elektronisk fodlænke i hjemmet. Vores andet ændringsforslag gik ud på at sikre, at såfremt en person overskred vilkårene for afsoning med elektronisk fodlænke i hjemmet, skulle den dømte afsone sin straf på ny i et fængsel. Ingen af disse forslag kunne resten af Folketinget støtte ved andenbehandlingen, og det er vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig rigtig kede af, for vi finder det bekymrende, at man ønsker at udvide ordningen, så langt flere dømte, f.eks. dømte for vold, vil kunne få mulighed for at afsone med fodlænke i hjemmet.
I Dansk Folkeparti ønsker vi ikke at slække på straffene for dømte. Vi ønsker at skærpe dem. En voldsdom er nu engang en voldsdom, og Dansk Folkeparti ønsker ikke at udvide muligheden for, at personer kan afsone i hjemmet, når de nu engang burde sidde bag tremmer i et af de danske fængsler. Dansk Folkeparti har derfor valgt ikke at stemme for den her udvidelse af fodlænkeordningen.