(Ordfører)
Christine Antorini(S):
Tak. Den allervigtigste ændring, der er kommet med, er, at der er enighed i forligskredsen om, at når eleverne i forbindelse med den nye gymnasiereform laver deres store opgaver, vil de fremover kunne modtage vejledning, mens de laver opgaverne. Vi har i Socialdemokraterne syntes, at det var et kæmpestort problem, at man kom i den situation, at man skulle lave store opgaver, også meget abstrakte opgaver, og så stod det meget eksplicit i gymnasiereformen, at det skulle man altså kunne gøre uden vejledning.
Vi anser det som et hovedformål for alle de gymnasiale uddannelser, at alle de unge mennesker, der har evnerne til at gennemføre en gymnasial uddannelse, selvfølgelig skal kunne gennemføre den, uden at de er afhængige af, at de har forældre, der kan hjælpe dem derhjemme med at lave store opgaver af et temmelig akademisk tilsnit.
Det er helt afgørende, at gymnasiet ikke bygger på nogle undervisningsformer, som alene sorterer ud fra, om man kan få hjælp eller ej. Derfor vil vi gerne takke for, at der var bred enighed i gymnasiereformkredsen om, at vi lige her til allersidst i forbindelse med de andre justeringer fik vejledning i forbindelse med de store opgaver med.
Det er det, der betyder, at vi kan have et gymnasium for alle, og det er det, der betyder, at de gymnasiale uddannelser også er med til at bryde negativ, social arv, for det forudsætter, at man har mulighed for at få den hjælp, der skal til, undervejs.
Vi ser derfor også frem til, at der skal kigges på de sidste justeringer, når nu den fulde gymnasiereform er gennemført, herunder at der kommer en ekstern evaluering af - man kan sige - alle de måder, alle de forskellige prøveformer, synopseprøver osv. kan laves på. For vi synes, at det er meget vigtigt, at man holder fast i moderniserede opgaveformer, men vi er temmelig skeptiske over for, om det ender med, at det bliver en slags miniuniversitet.
Det, vi har gjort nu her under andenbehandlingen og i den beretning, der ligger fra udvalget, og som udvalget er enig om, betyder som sagt, at man i forhold til den store opgave får den fornødne hjælp. Men vi er meget indstillet på også at kigge igennem, om der er for meget - man kan sige - miniuniversitet over nogle af de opgaveformer, der er i gymnasiet, sådan at vi rent faktisk lever op til det, der skal være formålet, nemlig at gymnasiet skal være studieforberedende for alle, der har evnerne, men også på et niveau, der svarer til den aldersgruppe, man har med at gøre. Vi har ikke brug for det akademiserede gymnasium, vi har brug for et gymnasium for alle, der har evnerne.