(Ordfører)
Martin Henriksen(DF):
Jeg vil starte med at sige, at vi fra Dansk Folkepartis side betragter den obligatoriske børnehaveklasse som et skridt i retning af en mere fagligt orienteret børnehaveklasse, og at det, i og med at den bliver obligatorisk, så også signalerer klart, at det er her, skolegangen begynder, og at det er her, folkeskolen begynder. Det er bestemt et skridt i den rigtige retning, og derfor beklager vi også, at forligskredsen ikke kunne blive enig om at indføre obligatoriske dansktimer i børnehaveklassen. Men jeg tror også, som ministeren siger, at der dels er meget af det i forvejen, og at det dels vil komme hen ad vejen, og det vil vi bestemt hilse velkommen.
Med hensyn til det her lovforslag er det jo sådan, at regeringen i forbindelse med, at Folketinget indfører den obligatoriske børnehaveklasse i folkeskolen, også ønsker at indføre de samme regler for de frie skoler, og det kan vi tilslutte os. Derudover stiller forslaget også nye krav til antallet af elever i en fri- eller privatskole.
I Dansk Folkeparti er vi tilhængere af de frie skoler, fordi vi mener, at de tilbyder et godt og relevant alternativ til folkeskolen og kan være med til at udvikle det danske uddannelsessystem på en positiv måde. Normalt ville vi ikke stemme for nye og unødvendige krav til sektoren - vi har desværre set eksempler på, at regeringen sammen med Kommunernes Landsforening og Socialdemokratiet har vanskeliggjort oprettelsen af nye friskoler, og det beklager vi - men vi mener dog, at de krav, som indføres med lovforslaget, umiddelbart virker som rimelige krav. Fremover vil antallet af elever i børnehaveklassen tælle med, når en friskole skal vurderes, og dermed ligger der saglige argumenter bag.
Dog vil vi, inden vi stemmer for forslaget, gerne have ministeriets forklaring - også jævnfør friskolernes kritik i høringssvarene - på de nye krav til antallet af elever. Hvorfor skal der lige være 32 elever på en friskole frem for 28 i dag, og hvorfor skal en nyoprettet friskole på sit andet år have 24 elever, når det i dag kun er 20 elever? Er stigningen for stor, vil den i realiteten gøre det for besværligt at oprette og drive en friskole. Man kan også spørge, om det overhovedet giver mening at hæve kravene til antallet af elever; vi kunne jo også fastholde de nuværende krav og dermed gøre det lettere at oprette en friskole - det er jo også en tiltrækkende tanke.
Så vi synes, at der er noget, der trækker i den ene retning, og noget, der trækker i den anden retning. Dansk Folkeparti kan sagtens se logikken, men de seneste års opstramninger over for friskolesektoren kunne også være et argument for lempeligere vilkår, når en gruppe forældre vil oprette et alternativ til folkeskolen. Så vi har ikke taget stilling endnu - det gør vi i udvalgsbehandlingen.