Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 3. april 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 9 (L 81), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Udvalget.

 

 

Spørgsmål nr. 9:

”Ministeren bedes oplyse, om jobklausuler ifølge lovforslaget fremover vil kunne kræves som permanent vilkår inden den 1. juli 2008 fra producenter der f.eks. yder certificeringer eller undervisning i deres produkter/systemer/koncepter til virksomheder, som derved sættes i stand til at installere, tilpasse, give konsulenthjælp, undervise og drifte disse produkter/systemer/koncepter, der udgår fra denne producent til andre kunder? Spørgsmålet skal ses i forhold til, at i IT-branchen - men også i andre videnservicebrancher - bygger forretningsmodellerne ofte på at producenter af f.eks. bestemte softwaresystemer ikke selv udmønter disse systemer ud til slutkunden. Dette forudsætter en specialisering i branchen, hvor andre firmaer tager sig af andre dele af forretningsprocessen f.eks. af at installere og tilpasse sådanne softwaresystem, mens andre drifter samme systemer og andre igen yder rådgivning. Firmaet der har udviklet softwaresystemet, certificerer andre firmaer, som praktisk yder denne udmøntning i form at oplæring af disse andre firmaers medarbejdere, ved at give løbende opdateringer og efteruddannelse i deres system. Certificeringerne kan ske på samme tid til firmaer, som er indbyrdes konkurrenter i deres specialiseringssegment, og ofte benævnes disse firmaer i forhold til producenten som samarbejdspartnere.”

 

 

Endeligt svar:

Jeg skal henvise til mit svar på spørgsmål nr. 8.

 

Jeg må samtidig gøre opmærksom på, at de mulige problemer ved en systematisk brug af jobklausuler i IT-branchen, især i forhold til certificering og den indbyrdes konkurrence, ikke løses med L 81. L 81 tager alene sigte på de ansættelsesretlige aspekter ved en arbejdsgivers brug af jobklausuler.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen