Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 2 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-Profil-register, retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet (Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og motorkøretøjer m.v.) (L 77), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. marts 2008.
Lene Espersen
/
 Ole Hasselgaard
Spørgsmål nr. 2 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Dna-Profil-register, retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet (Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og motorkøretøjer m.v.) (L 77):
â€Ministeren bedes uddybende kommentere høringssvaret fra Datatilsynet for sÃ¥ vidt angÃ¥r bemærkningerne om adgangen til det danske motorkøretøjsregister.â€
Svar:
I Datatilsynets høringssvar bemærkes det, at de oplysninger, der vil blive givet udenlandske myndigheder terminaladgang til, vil være oplysninger om ejeren og/eller brugeren af motorkøretøjet samt oplysninger om selve motorkøretøjet. Søgningen i registeret skal efter de foreslåede regler være til brug for en konkret straffesag eller en konkret sag om opretholdelse af den offentlige sikkerhed.
Datatilsynet anfører i den sammenhæng, at det ikke ud fra de foreliggende oplysninger fremgår, hvorledes man i praksis forestiller sig adgangen til køretøjsregisteret begrænset til de foreslåede tilfælde. Datatilsynet opfordrer derfor til, at der i planlægningen og etableringen af de tekniske systemer til håndtering af denne terminaladgang er særlig opmærksomhed herpå.
Â
Justitsministeriet kan oplyse, at der på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 8. og 9. november 2007 blev opnået politisk enighed i Rådet om en rådsafgørelse, som fastlægger de administrative og tekniske bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre Prümafgørelsen, herunder den del, som drejer sig om elektronisk udveksling af oplysninger fra køretøjsregistre.
Det forventes endvidere, at der på det kommende rådsmøde den 18. april 2008 vedrørende retlige og indre anliggender vil blive opnået politisk enighed om et bilag til den nævnte gennemførelsesafgørelse. Bilaget indeholder yderligere bestemmelser om den tekniske og administrative gennemførelse af Prümafgørelsen.
Justitsministeriet er enig med Datatilsynet i, at man i forbindelse med udarbejdelsen af de tekniske systemer og på grundlag af den omtalte gennemførelsesafgørelse med tilknyttet bilag skal være særlig opmærksom på, at adgangen til køretøjsregistret er begrænset til de tilfælde, som er forudsat i Prümafgørelsen.