Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 15. februar 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 1 (L 70), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. 1:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14. februar 2008 fra Rejsearbejdere.dk, jf. L 70.”

 

 

Endeligt svar:

I brevet fra foreningen Rejsearbejdere.dk efterlyser foreningen en række skærpede krav til udenlandske tjenesteydere i forhold til de krav, som er indeholdt i det fremsatte lovforslag L 70. Dette gælder blandt andet med hensyn til oplysningskrav vedrørende de udstationeredes løn- og ansættelsesvilkår, krav om skiltning på danske byggepladser, og fastlæggelse af bødeniveauet i loven.

 

Det fremsatte lovforslag er udtryk for en nøje overvejet balance mellem på den ene side hensynet til at sikre et tilstrækkeligt datagrundlag for myndigheder og arbejdsmarkedets parter i Danmark, og på den anden side hensynet til, at Danmark ikke er for restriktive i forhold til den frie udveksling af tjenesteydelser.  

 

Med hensyn til enkelte af de foreslåede skærpelser kan jeg oplyse, at man i videst mulig omfang har forsøgt at sikre, at de krav, der stilles i henhold til lovforslaget, svarer til de betingelser, der stilles til danske virksomheder. Dette gælder fx i forhold forslaget om, at løn- og ansættelsesvilkår skal være tilgængelige på arbejdspladsen, hvor der ikke stilles samme krav til danske virksomheder. For så vidt angår forslaget om skiltning, vil et sådant krav påføre både danske og udenlandske virksomheder en administrativ og økonomisk byrde, idet danske virksomheder så også ville skulle pålægges et tilsvarende krav.

 

For så vidt angår forslaget om bødeniveauets størrelse kan jeg oplyse, at det i Danmark er overladt til domstolene at fastlægge bødeniveauets størrelse.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen