Skatteministeren (Kristian Jensen):
Så gik det jo lidt galt med enigheden, må jeg sige. Dog ikke med flertallet, og jeg glæder mig over, at forslaget samler så bred en opbakning, som det gør. Det kan jeg egentlig godt forstå det gør, for ligesom den socialdemokratiske ordfører har også jeg børn i en alder, som vil blive begunstiget af forslaget her. Der er mange, der godt kan sætte sig ind i, at det at have børn faktisk ikke er en økonomisk gevinst, men en økonomisk belastning, som vi forældre tager med glæde, fordi de personlige og menneskelige fordele ved at være forældre er langt større end den økonomiske belastning, der er med. Men det er dyrt, og derfor mener vi, at det er en rigtig idé at hæve børnechecken for de 0-3-årige.
Jeg synes jo egentlig, at hr. Niels Helveg Petersens argumenter er gode, de er bare forkerte, fordi de ikke passer med virkeligheden. Hvis hr. Niels Helveg Petersens argument om, at det her er sådan et pludseligt opstået stemmekøb, havde været rigtigt, så havde det været problematisk. Men hvis hr. Niels Helveg Petersen vil genlæse regeringsgrundlaget fra 2005, »Nye mål«, vil han se, at vi deri skrev, at vi ville gennemføre forbedringer for børnefamilierne, at vi den 1. januar 2006 ville gå ind og kigge på betalingen for de 0-3-årige, at vi den 1. januar 2007 ville gå ind og kigge på betalingen for pasning af børn fra 3 år op til skolealderen, og at vi nu, den 1. januar 2008, ville hæve børnechecken for de yngste, således at det beløb, familierne får udbetalt, bliver 2.000 kr. højere pr. år.
Det skal altså sammenholdes med, at der, lige før der står, at vi vil bruge 400 mio. kr. på det her område, står, at vi vil bruge 2 mia. kr. på at forbedre børnepasningen generelt, så vi på den måde også er med til at tage ansvar for de mest udsatte børnegrupper.
Videre i regeringsgrundlaget fra 2005 er der nævnt en lang række af initiativer for at bekæmpe den negative sociale arv.
Så det her er ganske enkelt et spørgsmål om at opfylde det regeringsgrundlag, som vi skrev for snart 3 år siden og gennemførte i den takt, som vi har stillet vælgerne i udsigt.
Jeg vil også sige, at vi derfor har lagt de 400 mio. kr., som det her forslag vil koste, ind i det forslag til finanslov, der allerede var fremsat forud for valget, og at der er plads til det inden for den økonomiske ramme, vi har. Det vil også være en del af det forslag til finanslov, vi på et senere tidspunkt vil fremsætte, og derfor er det ikke et spørgsmål om, at vi her er ude i et nyt, udgiftskrævende forslag sammenholdt med den økonomiske ramme, der er blevet afvejet og givet fra regeringens side.
Jeg undrer mig lidt, når Dansk Folkeparti siger, at nu må regeringen da være uansvarlig. Når vi bruger 400 mio. kr., som vi har tænkt ind i den samlede økonomiske ramme, og ser på, at Dansk Folkeparti kommer med forslag om yderligere 5 mia. kr., så er der immer væk en kraftig forskel på 400 mio. kr. og 5 mia. kr., og der er også en stor forskel på, hvorvidt det er tænkt ind i den økonomiske ramme, der er til stede, eller om det er en yderligere belastning.
Det, som hr. Niels Helveg Petersen har ret i, er jo, at dansk økonomi på grund af det opsving, vi har haft de senere år, og på grund af den højkonjunktur, som vi har fået skabt i Danmark, er i en sårbar situation, og at en af de store udfordringer, vi står over for i Danmark, er at få udvidet mængden af arbejdskraft, så vi kan fortsætte væksten og fremgangen.
Jeg mener, at det er rimeligt, at vi giver børnefamilierne en bedre økonomisk mulighed for at klare de udgifter, der er, og derfor er jeg glad for, at der er et klart flertal bag lovforslaget her.