Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Dato:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 29. maj 2008 Kontor:Â Â Â Â Â Â Â Sundhedspolitisk kt. J.nr.:Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â Â 2006-12105-117 Fil-navn:Â Â Â Â Â Dokument 1
|
"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 26. maj 2008 fra Advokatrådet, jf. L 69 – bilag 19."
Advokatrådet kommenterer §§ 1 og 5 i lovforslaget.
For så vidt angår Advokatrådets kommentarer til lovforslagets § 1 henvises til bemærkningerne i lovforslaget samt til min besvarelse af spørgsmål nr. 9 (L 69).
For så vidt angår Advokatrådets kommentarer til lovforslagets § 5 om adgang til offentlig og privat ejendom bemærkes, at lovforslagets § 5, stk. 2, netop begrænser adgangen til privat ejendom, idet § 5, stk. 1, ikke finder anvendelse på bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende anvendes til privat beboelse.
For så vidt angår den offentlige forvaltnings adgang til offentlig og privat ejendom uden forudgående dommerkendelse kan det oplyses, at dette spørgsmål indgik i Retssikkerhedskommissionens betænkning. Retssikkerhedskommissionen fandt i lighed med tidligere overvejelser, at et almindeligt krav om forudgående retskendelse på den ene side ikke ville være nogen reel retssikkerhedsmæssig gevinst og på den anden side ville kunne have betydelige ressourcemæssige konsekvenser og konsekvenser for myndighedernes muligheder for at gennemføre en effektiv kontrol.
Endeligt bemærkes, at bestemmelsen i § 5, stk. 1, vil blive administreret i overensstemmelse med bestemmelserne i retssikkerhedsloven, jf. bemærkningerne til L 69.
Med hensyn til Advokatrådets ønske om, at det præciseres, at kontrolmyndigheden ikke er bemyndiget til at medtage originalmateriale og hardware, henvises til bemærkningerne til § 5, stk. 4, hvoraf det fremgår, at myndighederne vederlagsfrit kan forlange elektroniske udskrifter og kopier af relevant materiale. Dette indbefatter ikke udlevering af originalmateriale og medtagelse af hardware.