Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3 vedrørende forslag til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) (L 67), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 21. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Ole Hasselgaard

 


Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) (L 67):

 

 ”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 10/4-08 fra trans-danmark.dk, jf. L 67 – bilag 3?”

 

 

Svar:

 

1. Trans-danmark.dk har i henvendelsen bl.a. anført, at det er en betingelse for at få tilladelse til et kønsskifte, at et eventuelt ægteskab er opløst, inden tilladelsen gives.

 

Justitsministeriet kan oplyse, at reglerne om kastration findes i sundhedsloven, der hører under Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

 

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse har oplyst følgende om betingelserne for kastration med henblik på kønsskifte:

 

”Efter sundhedslovens § 115 kan en person få tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte, hvis ansøgerens kønsdrift medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse. Ved bekendtgørelse nr. 14 af 10. januar 2006 er der fastsat nærmere regler om bl.a. kastration med henblik på kønsskifte.

 

Det er ikke efter de nævnte regler eller øvrige regler i sundhedslovgivningen en betingelse for tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte, at ansøgeren er ugift, eller at ansøgerens ægteskab eller registrerede partnerskab opløses, forinden tilladelse meddeles.

 

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan i den forbindelse oplyse, at Sundhedsstyrelsen har meddelt tilladelse til kastration med henblik på kønsskifte til gifte ansøgere.

 

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse kan tilføje, at retsvirkningerne af et kønsskifte i relation til ægteskab eller partnerskab følger af den familieretlige lovgivning, som henhører under Justitsministeriets ressort.”

 

2. Trans-danmark.dk har i henvendelsen til udvalget foreslået, at der i lovgivningen gives mulighed for at opretholde et ægteskab, selv om den ene part får foretaget et kønsskifte.

 

Justitsministeriet kan i den forbindelse henvise til det vedlagte notat, hvoraf bl.a. fremgår, at Familiestyrelsen i sin administrative praksis lægger til grund, at det er de almindelige regler om opløsning af et ægteskab/registreret partnerskab, der finder anvendelse også i tilfælde, hvor spørgsmålet om opløsning af ægteskabet/partnerskabet opstår efter, at den ene ægtefælle/partner har fået foretaget kønsskifte.

 

Justitsministeriet kan afslutningsvis oplyse, at den ene ægtefælles kønsskifte efter ægteskabsloven ikke er en skilsmissegrund. Hvis kønsskiftet giver én af ægtefællerne anledning til at søge ægteskabet opløst, kan den pågældende søge om separation. Ægteskabslovens § 31 giver herefter ret til skilsmisse efter 1 års separation, eller efter 6 måneders separation hvis begge ægtefæller er enige om skilsmisse.