Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1 vedrørende forslag til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) (L 67), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 8. april 2008.
Lene Espersen
/
 Ole Hasselgaard
Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab (Ægteskab mellem to personer af samme køn) (L 67):
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 8/4-08 fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), jf. L 67 – bilag 1.â€
Svar:
1. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske fremkommer i henvendelsen til Folketingets Retsudvalg med en række synspunkter i tilknytning til lovforslaget.
2. Landsforeningen anfører i henvendelsen blandt andet, at det bør være op til de enkelte trossamfund, om de ønsker at vie par af samme køn.
Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at regeringen sidste år afviste et forslag om kirkelig vielse mellem to personer af samme køn. Det skete med henvisning til, at hverken folkekirken eller de anerkendte trossamfund ønsker en sådan ligestilling. Som anført under førstebehandlingen den 9. april 2008 af L 67 har regeringens holdning ikke ændret sig på det punkt.
3. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske peger endvidere i henvendelsen på en række problemer for de børnefamilier, hvor lesbiske får børn ved hjælp af anonym donorsæd, idet medmoderen i disse tilfælde skal stedbarnsadoptere partnerens barn for at blive juridisk forælder. Landsforeningen er i den forbindelse kritisk overfor, at en mor ikke kan give tilsagn til adoption før tidligst tre måneder efter fødslen.
Justitsministeriet kan oplyse, at en kvindes ønske om at blive juridisk forælder (sÃ¥kaldt â€medmorâ€) til det barn, som hendes registrerede partner har født, kan imødekommes efter reglerne om stedbarnsadoption i adoptionsloven. Efter adoptionslovens § 8, stk. 2, kan samtykke til adoption dog ikke modtages før tidligst 3 mÃ¥neder efter barnets fødsel, medmindre der er tale om ganske særlige forhold.
Som jeg tilkendegav under førstebehandlingen af L 67, finder regeringen, at meget taler for at ændre reglerne på dette område, sådan at et lesbisk par, som i fællesskab har planlagt, at den ene af dem gennem kunstig befrugtning skal blive gravid og føde et barn, får en retsstilling, der betyder, at den anden kvinde kan adoptere barnet straks fra fødslen.
Regeringen forventer at kunne fremsætte et lovforslag herom i folketingsåret 2008-2009.
Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske anfører desuden, at det er uhensigtsmæssigt, at man først kan stedbarnsadoptere, når man har boet sammen i 2 ½ år.
Justitsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at Familiestyrelsen i begyndelsen af 2008 har ændret praksis i forbindelse med den administrative behandling af sager om stedbarnsadoption. Som Landsforeningen anfører, er det ifølge praksis ved stedbarnsadoption et udgangspunkt, at man først kan stedbarnsadoptere sin ægtefælles eller partners barn, når man har levet sammen i 2 ½ år. Denne praksis har Familiestyrelsen imidlertid valgt at fravige i forhold til lesbiske par i forbindelse med kunstig befrugtning. Familiestyrelsen lægger nu i stedet vægt på, om parterne var samlevende på tidspunktet for den kunstige befrugtning, idet der i så fald er en formodning for, at graviditeten er planlagt i fællesskab, og at den anvendte donorsæd er anonym.
4. Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske finder desuden, at par af samme køn bør have mulighed for at kunne fremmedadoptere sammen. Der henvises i den forbindelse til, at enlige kan adoptere, ligesom der peges på udviklingen i andre lande.
Som det blev tilkendegivet under førstebehandlingen af lovforslaget, er spørgsmålet om, hvorvidt to personer af samme køn bør have mulighed for at fremmedadoptere sammen, blevet behandlet i Folketinget hvert år siden 2003, og regeringen har ikke tidligere støttet et sådant forslag og gør det fortsat ikke. Regeringen kan således fortsat ikke gå ind for, at to personer af samme køn får mulighed for at fremmedadoptere sammen.