(Ordfører)
Per Clausen (EL):
Der er jo blevet sagt mange kloge ord om betydningen af, at man kan bruge trecifrede numre i stedet for firecifrede numre, og jeg skal ikke benægte, at det kan blive et af regeringens største fremskridt i den tid, den har siddet, hvis den kommer igennem med det.
Der er dog et par enkelte ting, som Enhedslisten gerne vil have undersøgt i forbindelse med udvalgsarbejdet for at være fuldstændig sikre på, at der ikke bag alle de smukke ord i virkeligheden gemmer sig endnu et led i at øge overvågningen og kontrollen af de danske borgere.
Det handler bl.a. om den del, hvor man med hensyn til målsætningen om sikring af samfundsvigtig telekommunikation nu ændrer det til at være sikring af samfundsvigtig elektronisk kommunikation. Man siger, at det ikke har nogen betydning, men man kan så filosofere over, hvorfor man ændrer formuleringen, hvis det ingen betydning har. Det synes jeg virker underligt. Jeg har nemlig meget stor tiltro til, at hverken embedsmænd og ministre laver om på formuleringerne, medmindre de har en god grund til det.
Så i stedet for at lade os nøje med et udsagn om, at det her ikke har nogen betydning, vil vi i udvalgsarbejdet forsøge at få en forklaring på, hvad denne ændrede formulering betyder. Hvis man læser høringssvarene, kan man se, at telekommunikationsindustrien i Danmark i hvert fald mener, at det har en betydning. Så det skal vi have fundet ud af.
Det andet er de såkaldte sikkerhedsgodkendelser, som man indtil nu har givet på baggrund af et statsministerielt cirkulære og en mangeårig praksis, og som man så ændrer ved at skrive nogle regler ind, der giver IT- og Telestyrelsen bemyndigelse til det. Det kan selvfølgelig i nogle tilfælde være en fordel at skrive den slags ting ind i lovgivningen, fordi det så bliver mere præcist. Selv om man også her i bemærkningerne skriver, at det her ikke skal føre til, at flere bliver sikkerhedsgodkendt, vil vi i hvert fald i udvalgsarbejdet interessere os en lille smule for, hvad konsekvenserne af den her ændring kan blive.
Det er jo sådan, at det ikke at blive sikkerhedsgodkendt kan have ganske alvorlige konsekvenser for de mennesker, det går ud over, fordi de kan miste deres arbejde, og det er også sådan, at det indimellem kan være ganske vanskeligt at få forklaringer på, hvorfor man ikke bliver sikkerhedsgodkendt. Så det vil vi gerne have undersøgt i udvalgsarbejdet, og så vil vi på baggrund af det overveje, hvordan vi vil stemme ved tredjebehandlingen.